Tre års frihed uden jord, hus, sundhed og skolegang!

MS' udsendte udviklingsarbejder tager temperaturen tre år efter frigivelsen af de tidligere gældsslaver i Nepal

"Vi er fri for undertrykkelse og ydmygelse, men vi er ikke fri for sult og elendighed. For tre år siden gik vi på gaderne og kæmpede for vores frihed, nu kæmper vi for vores rettigheder og værdighed", siger Sundar Tharu, ex-kamaiya fra Bardiya-distriktet, der har travlt med at planlægge aktiviteterne på frihedsdagen d. 18 juli.

Et liv uden basale behov

Tre år efter, at kamaiyaerne vandt deres frihed, har mange af dem stadig ikke fået de identitetskort fra regeringen, der anerkender dem som tidligere gældsslaver og dermed giver dem adgang til støtte og rehabilitering (land, vand, penge til opsparingsgrupper, træning i diverse arbejdsfærdigheder osv.), så de kan stable et selvstændigt liv på benene. De har ingen jord, ingen adgang til sundhedsklinikker, læger eller lignende, de mangler materialer til at bygge huse, og deres børn har ikke mulighed for at gå i skole. De fleste af dem må kæmpe hårdt for den daglige overlevelse, og mange lejre ligger langt væk fra Alfarvej, så de er svære at komme fra, hvis man vil søge arbejde i byerne.

Alle disse problemer er et spejlbillede af kravene, der blev rejst under frihedsbevægelsen, og en hul genklang af de brændende emner, der blev fremført igen forrige år på et års-dagen for friheden. Noget er sket siden, endnu mere glimrer ved sit åbenlyse fravær af ansvar og handling.

Sundhedssituationen er virkelig problematisk i mange lejre, der er stadig mangel på rent drikkevand, og pga. de dårlige bolig- og sanitetsforhold er ex-kamaiyaerne ekstra udsat for sygdomme. Selv helt almindelige lidelser som diarre og lungebetændelse bliver fatale, når patienterne har langt til klinikker og absolut ingen penge til at betale medicinen.

Da vi for nylig var ude i Sailahi Camp for at diskutere identitetskort, opdagede vi en dreng, der havde siddet med tredjegradsforbrændte og meget betændte fødder i over fire dage uden lægehjælp efter at have fået kogende daal (linsesuppe) over sig. Hans forældre vidste ikke, hvad de skulle gøre uden penge eller viden om sundhedssytemet. Vi skyndte os at tage ham og hans forældre med til hospitalet nogle timer væk i bil. Her fortalte lægerne, at hvis der var gået et par dage mere, skulle benene nok have været ambuteret! Mangel på gratis behandling er virkelig alvorligt for ex-kamaiyaerne.

Også det barske klima i lavlandet Terai udgør en stor sundhedstrussel. I den forløbne vinter døde mange ex-kamaiyaer af kulde pga. deres ringe boligforhold og mangel på ordentlige klæder - alene i Bardiya-distriktet led 52 ex-kamaiyaer denne skæbne, og lige nu hober problemerne sig op dag for dag. Monsunen er kommet med uformindsket styrke, og mange lejre ligger under vand. Sri Lanka Camp i Kailali-distriktet er netop blevet evakueret til en skole i området. Fire huse var jævnet med jorden, og resten var i miserabel stand, da militæret trak folk ind med store lassoer fra deres hjem, som mest af alt mindede om en stor mudret sø. Mange lider af diarré, lungebetændelse, og japansk hjerne-betændelse, og de har hverken haft mad eller medicin. BASE forsøger nu at hjælpe med medicin, og Røde Kors og distriktets udviklingskomité har givet dem lidt tørret banket ris (chewra) og noget sødt, men situationen er kritisk. Ikke mindst for den kvinde, der fødte for tre dage siden, og for hende, der lige nu har veer.

I flere lejre i Bardiya ligger halvdelen af indbyggerne syge. I Saantinagar-lejren, der er en mønsterlejr ved hovedvejen, er situationen meget kritisk: over 100 ex-kamaiyaer har høj feber og diverse lidelser, og dén klinik, som i følge donorenes store skilt ved indgangen til lejren er blevet etableret, findes slet ikke. Syge folk skal derfor til Bhaansgathi, men har ikke penge til busbilletten, hvorfor selv almindelige sygdomme kan blive dødelige.

Uddannelse en saga blot

Et andet stort problem for ex-kamaiyaerne - især i de illegale lejre - er, at deres børn ikke kan gå i skole, fordi de offentlige skoler ofte er alt for langt væk, og fordi myndighederne ikke vil give støtte, så længe ex-kamaiyaerne ikke er officielt registreret og godkendt. Selv hvor der er skoler i nærheden, kommer de ofte ikke ex-kamaiyaernes børn til gode. Skolerne er nemlig allerede er overfyldt (130-160 børn i klasserne) og magter derfor ikke at lave opsøgende arbejde for de marginaliserede grupper. Nogle steder har ex-kamaiyaerne så bygget deres egen små skolerum, men de har ingen lærere og heller ingen penge at betale lærere med.

Situationene er den samme i mange lejre, og da procedurene for at få godkendt ex-kamaiya status og dermed blive tildelt identitetskort er gevaldigt langsommelige, risikerer en ny generation af ex-kamaiya-børn at blive udnyttet på bunden af samfundet. Uddannelse og jord er de absolut vigtigeste behov, der skal opfyldes, før ex-kamaiyaerne reelt kan føle frihed.

De 7359 ex-kamaiyaer, der først blev registreret sidste år, ved endnu ikke, om de overhovedet bliver tildelt identitetskort, så de kan få jord og lidt penge til at bygge hus. I mellemtiden går årene, hvor ingen tager ansvar for børnenes skolegang. Regeringen vil ikke støtte, så længe ex-kamaiyaerne ikke har identitetskort og jord, og samitidig vil NGOerne ikke poste penge i lejre, der måske jævnes med jorden, eller risikere at komme på kollisionskurs med myndighederne ved at anerkende de illegale lejre.

OD og BASE’s "Uddannelse for Frihed"-projekt søger specielt at hjælpe ex-kamaiyaernes børn, men da et af formålene med projektet er, at ansvaret skal overdrages til den nepalesiske stat og bidrage til en mere generel forbedring af grundskoleuddannelsen, er det samtidig svært at støtte alle de illegale lejre. Og det er jo netop her, problemerne er størst. Derfor støtter BASE i øjeblikket ex-kamaiyaernes kravom at få deres retmæssige identitetskort og ret til den jord, de bor på, så de med tiden kan få deres egne offentlige skoler som en del af det nepalesiske uddannelsessystem. Dette er dog ikke nok. Den nepalesiske regering har et klart politisk mål om "Uddannelse til alle", og vi vil holde dem fast på, at det virkelig skal gælde alle. Også de mange fattige borgere, der hverken har identitetskort eller eget hjem og jord. Det må være muligt at finde alternative overgangsløsninger, så børnene i alle de illegale lejre, som jo også er nepalesiske statsborgere, ikke skal lide under bureaukratiske formaliteter og miste mange års skolegang. BASE støtter ex-kamaiyaerne i deres kamp for rettigheder samtidig med, at arbejdet med uddannelsesprojektet er i gang.

Ex-kamaiyaerne er bestemt blevet styrket af deres frihed, de sidder ikke passivt og venter på, at retfærdigheden måske en dag sker fyldest. For en måned siden fik ex-kamaiyaerne i Bardiya registreret deres egen organisation Mukta-Kamaiya Digo Bikaas Kamaasu ("Ex-kamaiyaernes bæredygtige udviklingsorganisation"), og de planlægger selv frihedsdagens demonstration og festligheder - det er et stort skridt for folk, der har levet hele deres liv i slaveri. Selve frihedsbevægelsen var i høj grad båret af NGOer, især BASE, men i dag kan ex-kamaiyaerne selv.

Problemerne er stadig mange, og de krav, som ex-kamaiyaerne vil fremføre på frihedsdagen, minder meget om kravene ved en stor demonstration i Kailali året efter frigørelsen. Der ikke så meget, der har ændret sig siden.

På frihedsdagen vil ex-kamaiaerne i Bardiya fremsende et memorandum med disse krav til Ministeriet for Jord Reformer og lave en fire timer lang sitdown-strejke ved rundkørslen i Gulariya for at lede opmærksomheden hen på deres problemer.

Det virker, som om ex-kamaiyaerne er blevet glemt siden frihedsrusen. Det seje træk med rehabilitering er ikke så tiltrækkende en opgave. I stedet er det, der fylder politisk i Nepal lige nu, alle de politiske partiers interne stridigheder og magtkampe, der er tæt på at afspore den skrøbelige fred. Ingen tænker tilsyneladende på at tage ansvar for de mange fattige og jordløse i Nepal til trods for, at netop denne ulighed var årsag til konfliktens start.

Der skal altså arbejdes på mange fronter samtidig. Og selv om vi i BASE nu er i gang med at starte implementeringen af det store OD støttede "Uddannelse for Frihed"-projekt, byder den sociale virkelighed os, at der hele tiden også skal advokeres for jordrettigheder, identitetskort og overgangsuddannelsesstøtte, hvis projektet skal lykkes og blive bæredygtigt. Og det skal det!