Tvangsflytninger og fratagelse af landbrugsjord
I Limpopo regionen, i det nordlige Sydafrika, er mange lokalsamfund mod deres vilje blevet forflyttet fra deres hus og landbrugsjord. Disse forflyttelser skal skabe plads til det engelske mineselskab Anglo Platinums mineudvidelse, samt stærkt forurenende biprodukter fra udvindelsen af platin.
Fratagelser af jord og forflyttelser fra hjem har store konsekvenser for de lokale samfund i Limpopo. De mister adgang til landbrugsjord, som er grundlæggende for deres overlevelse. Det fører til udbredt fattigdom og mangel på mad. For et folk, der i århundreder har klaret sig selv, fører denne situation til hjælpeløshed, tab af værdighed og en usikker økonomisk fremtid.
Limpopo er den fattigste region i Sydafrika.
Befolkningen i Limpopo tilhører den etniske gruppe Bapedi og taler sproget SePedi. De har altid været afhængige af at dyrke deres jord. Afgrøderne har skabt både mad på bordet, og været deres primære salgsvare, som de har solgt på omkringliggende markeder. Dette gav dem yderligere indtjening til deres familier. Igennem årene har de dyrket adskillige afgrøder. Primært majs, bønner, peanuts, solsikker og meloner. I dag er dette kun muligt for ganske få bønder, og i så lille et omfang, at det ikke er tilstrækkeligt til at brødføde en familie.
Vi boede hos lokale familier i den periode, hvor vi undersøgte konsekvenser af minedriften. Ved deres og lokale aktivisters hjælp fik vi adgang til landsbyernes beboere og indsigt i deres situation. Vi kom hjem med flere timers videomateriale og utallige interviews, som skildrer de lokales stemmer og liv. På denne side, facebook og i rapporten er meget af dette materiale tilgængeligt i redigeret og forkortet udgave.



