Bonde ligesom min far - hvad ellers?
11-årige Hem tilhører tharu-folket i Nepal. Han bor i landsbyen Kamala og har ikke råd til at gå i skole
|
09. oktober 2002
"Min bror har en tandbørste, men jeg har aldrig haft nogen. Det er fint nok, fordi jeg har alligevel aldrig prøvet at børste tænder" fortæller Hem Bhahadur Chaudary.
Det er en typisk tharu landsby i det vestlige Nepals lavland. Den ligger ved siden af landevejen, lige før Bardia nationalparken. Det er før monsunen, så alle markerne er udtørrede og brune. En udtørret flod danner en naturlig grænse mellem landsbyen og nationalparken
|
Hem Bhahadur Chaudary bor i landsbyen, som hedder Kamala. Han er 11 år gammel. Som de fleste af folkene, der bor i Kamala, tilhører han en etnisk minoritet, der kalder sig for tharu. Han har fire søskende. Hans far har noget jord, som han dyrker, men det er slet ikke nok til at brødføde alle familiemedlemmerne, så han dyrker også lidt jord sammen med nogle andre fra landsbyen et andet sted. Samtidig laver han reb, som han sælger. Hems mor samler brænde i junglen, som hun sælger på det lokale marked.
Hem hjælper sin far og mor så godt, han kan: "Jeg samler græs ind til dyrene. Nogle gange tager jeg okserne ud på græs og ser efter dem derude. Når vi høster ris, bærer jeg risen fra markerne hen til vores hus". Hem sidder på det yderste af en bænk, mens han fortæller om sin dagligdag. Han kigger ned på sine hænder. En af hans fortænder mangler. Han hverken smiler eller griner, men han er ikke ked af det.
De fleste af børnene i hans landsby går i skole. Hem er en af de få, som ikke gør: "Vi har ikke nogen penge. Det koster 25 rupees (ca. 2.5 krone) at gå der. Men så skal man også betale for skoleuniformen, bøgerne, og når man skal til eksamen. Min far har ikke råd til det. Jeg har spurgt ham mange gange, men han har aldrig gjort noget ved det".
I modsætning til Hems accept af den manglende tandbørste, og hvordan det mon føles at børste tænder, har Hem et brændende ønske om, at han en dag vil blive et af de børn i skoleuniform: "Uniformerne er så flotte. Jeg har ikke nogen uniform. Det er jeg ked af. Nogle gange føler jeg mig ensom, fordi alle de andre går i skole, men jeg er nødt til at blive tilbage i landsbyen hele tiden".
Ingen har nogensinde forklaret Hem, hvad det er, der egentlig foregår i skolen: "Jeg aner ikke, hvad de laver. Nogle gange har jeg set nogle af de danse, de har lært i skolen. Det er alt, hvad jeg ved". Men Hem længes efter at vide og lære mere om den verden, der er uden for hans lille landsby.
Han vil gerne arbejde som børnearbejder på et hotel eller hos nogle rige folk i en stor by som Nepalgunj eller Kathmandu. "Så kan jeg se fjernsyn om aftenen og måske lære noget nyt. Her i landsbyen kan jeg ikke lære noget". Der er et fjernsyn og en radio i landsbyen. "Jeg har set nogle af de indiske film på det fjernsyn, så jeg forstår lidt indisk. Af og til lytter jeg til radioen, når de spiller nepalesiske sange, så jeg forstår også noget nepali, men jeg kan kun snakke tharu sprog" forklarer han.
Hem har nu ikke tænkt sig at fortabe sig i håbløse dagdrømmerier om, hvordan hans fremtid vil blive, når han bliver voksen. "Jeg ved, at jeg bliver bonde ligesom min far - hvad ellers?".