Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Der er grund til bekymring

Valgsvindel får konsekvenser for dansk bistand, understreger udviklingsminister Ulla Tørnæs under sit besøg i Nicaragua.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs, foto: Erika Brenner.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs, foto: Erika Brenner.
Af Eva Rasmussen og Erika Brenner

21. september 2005

”Der bliver ingen dansk budgetstøtte til Nicaragua på denne her side af parlaments- og præsidentvalget næste år”, forsikrer udviklingsminister Ulla Tørnæs på tredjedagen af sit besøg i det danske programsamarbejdsland. Begrundelse: ”Der er grund til bekymring over den politiske situation.”

I marts er der valg i de autonome Atlanthavsregioner, i november 2006 holdes der parlaments-og præsidentvalg. Den mest poplære kandidat til præsidenposten, Managuas tidligere borgmester Herthy Lewithes, ”bønfaldt” forleden i dagbladet Politiken ”det internationale samfund om at observere udviklingen meget nøje og gribe ind, såfremt der bliver svindel”. Lewithes blev smidt ud af FSLN, da han mod Daniel Ortegas vilje meldte sig som kandidat til præsidentposten. Den plads ville sandinistlederen selv have – endnu en gang.

”Vi deler Herthy Lewithes bekymring, og jeg nævnede den, da jeg mødtes med nationalforsamlingens formand, sandinisten René Nuñez”, fortæller Ulla Tørnæs. ”Hans reaktión var: "Sådan siger alle svage kandidater". Men svag eller stærk, så skal alle kandidater have en chance både for at stille op og for at have adgang til medierne.”

Under sit firedages besøg mellem to møder i New York traf Ulla Tørnæs repræsentanter for regeringen og palamentet, men ikke de to ”magthavere” i det mellemamerikanske land: Daniel Ortega og den liberale ekspræsident Arnoldo Alemán, der sidder i husarrest, dømt for korruption.

Kan ikke mødes med en der sidder i husarrest

”Jeg kan ikke mødes med en, der sidder i husarrest”, kommenterer Ulla Tørnæs, ”og heller ikke med Daniel Ortega. Han ikke valgt til noget. Bliver han præsident, vil vi se på omstændighederne. Er han parat til at leve op til vores krav blandt andet om partnerskab, er der ingen problemer.”

Ortega og Alemán har indgået en pagt, der betyder, at sandinister og liberale har delt den lovgivende og den dømmende magt imellem sig og sat sig solidt på det øverste valgråd.

”Vi støtter både valgobservationen og de demokratiske processer op til valget”, fortæller Ulla Tørnæs. ”Er der uregelmæssigheder, får det konsekvenser for vores samarbejde med Nicaragua. Hvilke tager vi stilling til i den konkrete situation og sammen med de øvrige EU-lande.”