Nepal: Fra fisker til fisker

Selv om man aldrig har gået i skole, kan man godt være en god lærer alligevel. MS Nepal støtter fiskere fra underpriviligerede kastegrupper i at undervise andre og lade de gode erfaringer strømme videre.

Af Line Wolf Nielsen

21. september 2005

De høje sneklædte bjerge er hovedattraktionen, men søen Fewa spiller også en vigtig rolle for Nepals populære ferieby Pokhara, der hvert år tiltrækker trekking-interesserede turister fra hele verden.

Fewa-søens træbåde bruges dog ikke kun til at fragte turister fra udsigtspunkt til udsigtspunkt. Følger man den bugtede vej ud ad byen, kommer man forbi små enklaver af lave huse, der klynger sig til søbreden. Her bruger de cirka 400 jalaris-familier i området bådene til at få fisk fragtet ind på land. Fiskene henter de fra de mange fiskebure, der er sat ud i den 1.5 kilometer lange sø.

I generationer har mennesker fra den særlige jalaris-kaste fisket på Fewa. Jalaris-kasten hører til blandt de laveste grupper i kastesystemet, og selv om kastesystemet i Nepal officielt blev forbudt i 1963, er det at være født Jalaris fortsat lig med at være født som fattig fisker. 

Fiskerne i området omkring Fewa-søen i Pokhara har dog været heldige. I 1977 startede Landbrugs- og Fiskeriministeriet på at undervise dem i, hvordan man fisker mere effektivt ved at udvikle fisk til udsætning og lade dem vokse i netbure i vandet. Fiskerne fik også hjælp til at investe i nye bure og net. 

Det er på grund af denne træning, at Santa Bahadur Jalaris ikke fisker med de bare næver, som sin far og hans far før ham. 53-årige Santa Bahadur Jalaris fisker ved at tømme sit fiskebur, der ligger fortøjret ude i søen ikke ret langt fra hans hjem. Fiskeburet alene er nok til, at han kan forsørge sig selv og sin familie, der tæller fire døtre og en søn. Nogle gange sætter han også net ud, men denne form for fiskeri er mindre stabil og forudsigelig.

”På grund af de nye metoder er mit liv noget lettere end min fars og jeg har råd til at sende min søn i skole,” fortæller Santa Bahadur Jalaris. Han griner lidt undskyldende og tilføjer, ”at der desværre ikke er skolepenge nok til hans piger også.”

Rabinda Batajoo, der tidligere var ansat som fiskekonsulent i Pokhara, men nu leder MS-Nepals partner CFDC i byen Mirmi, fortæller at levestandarden er steget, og at folk i området er begyndt at have råd til at gå med rigtige sko og forbedre deres boliger.

Kvinderne er med ombord

Fiskeburene har også givet kvinderne en mulighed for at deltage aktivt. Parbati Jalaris på 35 år hører til blandt de kvinder, der nu selv sætter sig ned i en båd og roer ud for at hente fisk op og bringe dem ind til Pokhara, hvor de bliver solgt enten på det lokale marked eller til en grossist. Hun og Santa Bahadur Jalaris har også været med til at undervise andre fiskere fra andre steder i Nepal, for Fewa-fiskernes træning i nye metoder kommer ikke kun dem selv til hjælp. 

En-til-en undervisning

Tre jalaris-fiskere kommer ud cirka en gang om måneden og giver deres erfaringer videre til en anden gruppe af lavkaste fiskere; de såkaldte bote-fiskere.

Bote-fiskerne bor langs floden Kali Gandaki. De fleste af disse mennesker blev kun i mindre omfang kompenseret for de tab, byggeriet af et nyt stort vandkraftværket har påført dem. Kali Gandaki Hydropower Plant blev færdigbygget i 2001 og er med sine 144 MW Nepals største vandkraftværk. Det producerer strøm til hele Nepal, men har medført en lavere vandstand efter dæmningen og en højere vandstand efter, hvilket underminerer Bote-fiskernes eksistensgrundlag. At der heller ikke blev konstrueret nogen fisketrappe i forbindelse med byggeriet betyder, at fisk ikke kan passere anlægget. Det hjælper heller ikke på situationen.

CFDC-kontoret i Syanga, der er en regional enhed under Landbrugsministeriet og Nepals Fiskeridirektorat - og som MS Nepal har indgået partnerskab med, støtter udvekslingen af erfaringer fra en fisker til en anden. For, som udviklingsarbejder Peter Quist Thomsen formulerer det:

”Hvorfor skal underviseren være en fin embedsmand fra et regeringskontor? De her fiskere taler et sprog, som andre fiskere forstår, og de lærer fra sig ved at vise hvordan – ikke ved at tegne på et stykke papir i et mødelokale. Undervisningen foregår ude i båden, fra én fisker til en anden.”

Træningen er nødvendig. Hidtil har Bote-fiskerne kun haft erfaring med at fiske i en flod. Rukh Malaati på 40 år, der er blandt de Bote fiskere, der har fået træning fra en fisker fra Pokhara, fiskede tidligere via den ulovlige metode med at sende strøm gennem floden fra et bilbatteri og samle de dræbte fisk op fra overfladen.

”Jeg lærte rigtigt meget nyt om, hvordan man kan opdrætte fisk i netbure og i en dam, og det var fint at møde andre fiskere, der forstår min situation,” siger han.

Det projekt, som MS Nepal støtter, hjælper med at finde alternative fiskerimuligheder. En mulighed er opdræt af fisk i netbure i vandkraftdammen. En anden mulighed er at træne fiskerne til at blive bedre til at fiske i en dam. Fiskerne skal også lære at maksimere udbyttet ved at ændre fiskerimetoderne i floden. De skal eksempelvis ikke fange undermålere eller gydemodne fisk. Alt sammen noget som Santa Bahadur Jalaris fra Pokhara ved noget om og gerne giver videre:

”Selv om jeg aldrig selv har gået i skole og har lært at udtrykke mig, så kan jeg godt undervise andre i at fiske og bruge mit hoved alligevel,” siger han.