MS: Send ikke regningen videre til verdens fattigste
Det vil være ødelæggende for verdens fattigdomsbekæmpelse og Danmarks internationale gennemslagskraft, hvis regeringen går med til besparelser på udviklingsbistanden, mens over en milliard mennesker hver dag går sultne i seng. Nu må Søren Pind træde i karakter.
20. maj 2010- Hvis regeringen skærer i udviklingsbistanden som led i spareplanen, sender det et signal til resten af verden om, at det er i orden at lade verdens fattigste betale for den økonomiske krise. En krise, der har ramt verdens fattigste lande endnu værre end herhjemme, siger forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach.
Til september skal Danmark – sammen med Senegal – stå i spidsen for et stort FN-topmøde, hvor vi skal få resten af verden til at arbejde sammen om at indfri de internationale 2015-mål.
- Hvordan skal vi få resten af verden til at bidrage med mere, hvis vi selv skærer ned? Det skaber grobund for et frit fald i verdens udviklingsbistand. I Danmark er det en tradition ikke at lade de fattigste af de fattigste hænge på regningen. Over en milliard mennesker sulter, hvem er det af dem, som vi nu skal tage penge fra?, siger Trine Pertou Mach.
Hun påpeger, at en nedskæring er et brud med regeringens tidligere løfter blandt andet i Danmark 2020-planen og udkastet til den nye udviklingspolitiske strategi – som bliver fremlagt i Folketinget i næste uge. Her står der blandt andet, at Danmark skal: ”Være en drivkraft bag ambitiøse globale mål for bæredygtig udvikling”. Det harmonerer på ingen måde med besparelser på udviklingsbistanden.
- Det er nu, Søren Pind skal træde i karakter som den markante udviklingsminister, han har lagt op til at ville være. Han har sat ambitionsniveauet højt, så nu må han vise det i praksis og sige fra - han må kæmpe for at kunne indfri de ambitioner og holde løfterne til verdens fattigste, siger Trine Pertou Mach.
For yderligere informationer kontakt forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach på tlf. 23350965 eller pressemedarbejder Sara Schlüter på ssc@ms.dk eller tlf. 60434321.



