Nu er figenbladet faldet
Danmark handler i strid med Copenhagen Accord ved at finansiere klimapenge med bistandsmidler, skriver MS' forkvinde Trine Pertou-Mach i Jyllands-Posten.
Af Trine Pertou Mach, Forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke09. juni 2010
I Bonn gøres der i disse dage igen et forsøg på at genstarte de strandede klimaforhandlinger. Forhandlingerne går trægt, blandt andet på grund af en udpræget mangel på tillid mellem rige og fattige lande.
Et af de få konkrete resultater med The Copenhagen Accord var, at verdens fattige lande blev lovet 30 mia. dollars i perioden 2010–2012 til at kompensere for konsekvenserne af klimaforandringerne. Disse penge skulle være nye og ekstra i forhold til allerede lovet udviklingsbistand: De skal begrænse konsekvenserne af et problem, de rige lande har skabt. Regeringen har både før og efter COP15 bekræftet, at man arbejdede for, at princippet om nye og ekstra midler skal være del af en global klimaaftale.
Frem til COP16 i Mexico er Danmark formand for forhandlingerne. Derfor var vi mange, der håbede, at man ville gå foran som et godt eksempel. Men nej.
I april stillede klimaminister Lykke Friis og udviklingsminister Søren Pind igen med en "nyhed" om, at Danmark (via klimapuljen) giver 1,2 mia. kr. over de næste tre år til lande, som rammes af klimaforandringerne. Regeringen fastholder, at pengene er nye og ekstra, til trods for kritik af det modsatte – at pengene kommer fra udviklingsbistanden og derfor ikke er nye.
Bistanden udhules af inflation
Det eneste figenblad, der kunne give argumentet et gran af rigtighed, er, at en del af de 1,2 mia. kr. finansieredes ved, at udviklingsbistanden steg i takt med den økonomiske vækst i Danmark. Men også det figenblad er faldet:
I forbindelse med Genopretningspakken bliver udviklingsbistanden fastlåst i kroner og ører. Det betyder, at den årligt udhules af inflation og udgør en stadig mindre del af BNI.
Fastfrysningen af bistanden giver reelt 2,3 mia. mindre til verdens fattigste de næste tre år og man kan nu på ingen måde argumentere for, at klimapuljen kan betegnes som ny og ekstra. Dermed handler Danmark ikke bare som et virkelig dårligt eksempel, men også direkte i strid med Copenhagen Accord.
Dobbelt-op på nøl
Dét eksempel viser fint, hvorfor de internationale klimaforhandlinger er præget af manglende tillid og står i stampe.
Oven i købet er der dobbelt-op på Danmarks nølen. Til september er Danmark sammen med Senegal vært for et topmøde om 2015-målene. Fastfrysning af bistanden gør det næppe nemmere at få andre lande til at byde ind med det ekstra, der er så meget brug for.
Vi håber til det sidste, at Danmark og andre rige lande formår at levere konkret på løfterne om global ansvarlighed overfor verdens fattige.
