Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Sammenlægningen med ActionAid oplevet fra Tanzania

MS' landedirektør i Tanzania Kristian Sloth fortæller om sammenlægningsprocessen i Tanzania, der pr. 1. juli resulterer i et nyt ActionAid Tanzania. Det bedste har været resultatet og processen.

Af Kristian Sloth, landedirektør for MS-Tanzania

11. juni 2010

Den 1. juli afsluttes processen med at integrere MS-Tanzanias og ActionAids arbejde i form af et nyt og selvstændigt ActionAid Tanzania. Og hvad har været det bedste ved sammenlægningen mellem ActionAid Tanzania og MS-Tanzania? To ting: Resultatet og processen.

Det lykkedes de to organisationer at lægge fundamentet til en slagkraftig, fattigdomsorienteret og repræsentativ civilsamfundsorganisation, der bygger på det bedste fra begge organisationer. I praksis bliver der fra 1. juli nærmest tale om en helt ny organisation. Hvor ActionAid Tanzania hidtil har været en landeafdeling under ActionAid UK, bliver det nu en selvstændig organisation i Tanzania med sin egen bestyrelse og vedtægter. Det giver den nye organisation et langt stærkere mandat som aktør i civilsamfundet, end både MS og ActionAid havde tidligere. MS og ActionAid har sammen valgt de 10 bestyrelsesmedlemmer og sammen udarbejdet vedtægterne.

Potentiale til at blive den mest markante udviklings-NGO
Det nye ActionAid Tanzania har potentiale til at blive den mest markante udviklings-NGO i Tanzania. MS har bidraget med et nyformuleret og toptunet "governance"-program – dvs. arbejdet med demokrati og indflydelse: Der er stærke partnerorganisationer indenfor styrkelse af lokaldemokrati og jordrettigheder, som vil styrke det nye ActionAid Tanzanias arbejde på distrikts- og landsbyniveau kraftigt. ActionAid bidrager især med en stærk tradition for det politiske arbejde og fortalervirksomhed. Potentialet for synergi mellem disse to elementer er kæmpestort. MS Tanzanias nuværende programmedarbejder Andrew Mhina kommer til at spille en central rolle i at udvikle dette potentiale som leder af en ny afdeling for "Policy & Governance" i ActionAid, der desuden kommer til at rumme syv andre tidligere medarbejdere  fra MS-Tanzania. Hertil kommer fem medarbejdere fra det nuværende ActionAid. I alt fortsætter 16 tidligere MS-ansatte i det nye ActionAid fra 1. juli, hvilket er næsten halvdelen af den samlede medarbejderstab.

Processen: Folk er villige til forandring
Da jeg blev bedt om at svare på det bedste og det sværeste i sammenlægningen, lavede jeg en hurtig rundspørge blandt MS-Tanzanias medarbejdere. Mange af deres svar handler om processen op til sammenlægningen: ”Det bedste er, at vi har kunnet holde humøret gennem hele processen”, ”At vi er blevet inddraget”, ”At det var en åben proces”, ”At det føles som en succes, at vi har kunnet forandre os”, ”At vi har været velinformerede, og at ActionAid har været åbne for at modtage MS-medarbejdere”. Folk er med andre ord faktisk villige til forandringer, hvis de oplever, at de kan være med til at påvirke processen.

Det sværeste: tidsfaktoren og arbejdsmængden
Og hvad har så været det sværeste i processen? Tidsfaktoren og arbejdsmængden. Set i bakspejlet kan man spørge, om vi burde have forkortet processen, selv om det nok havde gjort den lidt mindre participatorisk. Det at drive et landeprogram professionelt er i sig selv et fuldtidsarbejde. At have hele sammenlægningsprocessen kørende oveni i 1½ år har været en ekstrem udfordring for medarbejderne i begge organisationer – og både ActionAid Tanzania og MS-Tanzania har da også haft en del udskiftninger undervejs. Jeg er fuld af beundring for de medarbejdere, der har knoklet og hængt på hele vejen igennem! Det er fantastisk godt gået!

<a href="sw171247.asp" target=_top>MS er nu fuldt medlem af ActionAid International</a><br />Pressemeddelelse.
På vej mod en international kampagneorganisation 
Stort interview med Frans Mikael Jansen om MS, ActionAid og fremtiden.
ActionAid: Mere og bedre politik, der virkelig rykker 
En ny stor pool af viden i MS' politikarbejde.
På lobbyarbejde med ActionAid i Uganda
Kombination af presse, lobby og fødevarehjælp.
Sammenlægningen oplevet fra Tanzania 
Det bedste fra begge organisationer.
Activista status et år efter 
MS har nu haft ansvar for at koordinere Activista i et år.