Frederiksberg er udnævnt som Fairtrade By
Lørdag den 12. juni blev Frederiksberg udnævnt til Fairtrade By. Det skete som led i Frederiksberg-dagene med underholdning ved bl.a. Master Fatman – en af Fairtrade Mærkets såkaldte "fairtrade fightere".
13. juni 2010Udnævnelsen af Frederikaberg betyder, at kommunen tager et globalt ansvar, når der købes ind, og at borgerne opfordres til at gøre det samme. Fremover vil der være Fairtrade-mærket kaffe i kopperne på Frederiksberg Rådhus. Det er en af konsekvenserne af, at kommunen har valgt at blive Fairtrade By. En Fairtrade By arbejder også for at øge kendskabet og forbruget af produkter, der er produceret socialt og økonomisk bæredygtigt.
Fairtrade By-konceptet er skabt i samarbejde mellem Fairtrade Mærket og Mellemfolkeligt Samvirke. København blev i 2008 Danmarks første Fairtrade By. I sommeren 2009 fulgte Bornholm og i marts 2010 Haderslev. Flere andre danske byer er på vej.
”Fairtrade handler – helt bogstavelig – om at handle lokalt og tænke globalt, og som kommune går vi gerne forrest, men det bliver kun en rigtig stor succes, hvis byens borgere og butikker er med på ideen og følger trop,” siger Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj.
Århus er også på vej
En af de næste byer på listen er Århus. Et klart flertal i Århus Byråd besluttede den 26.maj, at Århus Kommune skal ansøge om at blive godkendt som Fairtrade By – en beslutning, der vakte glæde hos frivillige i Mellemfolkeligt Samvirke-Århus, som gennem lang tid har arbejdet for at overbevise de lokale politikere:
"Det er en fantastisk følelse at opleve, at vores arbejde har båret frugt. Vi har gennem det seneste år lavet en masse aktiviteter fra happenings, oplysningskampagne og pres på politikerne, og nu kommer så resultatet, fortalte MS-frivillig Peter Møller ved den lejlighed.
Deres næste skridt er at arbejde for, at Århus Universitet bliver Fairtrade Universitet.
Yderligere oplysninger hos
Michael Hunnicke, tlf. 22 44 73 71 og e-mail mhj@ms.dk
Kriterier for at blive Fairtrade By:
• Kommunen skal tage en politisk beslutning om, at der bliver serveret Fairtrade-mærket kaffe, -te og -sukker på rådhuset.
• Kommunen skal nedsætte en styregruppe, der sikrer arbejdet omkring Fairtrade By.
• Fairtrade-mærkede produkter skal være tilgængelige i butikker, på caféer og restauranter.
• Kommunen arbejder for, at Fairtrade-mærkede produkter skal bruges på et vist antal offentlige og private arbejdspladser.
• Kommunen skal have en aktiv informationsindsats om Fairtrade over for borgere og erhvervsliv.



