Honduras. Kampen om national genforening
ANALYSE: Fodboldglade Honduras spiller i dag sin første kamp ved VM. Men kan VM skabe den forbrødring, det splittede land har så hårdt brug for?
Af Christian Korsgaard, informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Mellemamerika16. juni 2010
I den honduranske modstandsbevægelse – lokalt kendt som La Resistencia – er man bekymret. Om ganske få uger markeres den første årsdag for det kup, som satte præsident Manuel Zelaya fra magten og kastede det mellemamerikanske land ud i en politisk krise.
Store demonstrationer, gadekampe, mord, forsvindinger og systematisk undertrykkelse af menneskerettighederne fulgte i kølvandet på kuppet, som blev mødt med massiv international fordømmelse. I november 2009 vendte vinden en smule, da kupmagerne afholdt præsidentvalg og Porfirio Lobo blev indsat som ny præsident.
Flere lande har siden anerkendt regeringen, og på overfladen ser situationen ud til at være på vej mod det normale.
Men under overfladen bobler utilfredsheden fortsat. Mange honduranere sætter spørgsmålstegn ved Porfirio Lobos mandat - og lige så mange ser gerne, at der kommer et egentligt retsopgør for at få ryddet op i tiden omkring kuppet. La Resistencia fastholder desuden, at spørgsmålet om en forfatningsændring - som var den egentlige grund til, at militæret og landets politisk-økonomiske elite afsatte den lettere venstreorienterede Zelaya - stadig er aktuelt. Den politiske tone er hård og uforsonlig, og landet er i dag mere polariseret og splittet end på noget andet tidspunkt i historien.
MEN DET, der virkelig bekymrer i La Resistencia i disse dage, er Honduras' deltagelse i VM i fodbold. Datosammenfaldet er særdeles uheldigt – for hvordan kan man forvente, at folk vil gå på gaden og protestere mod kuppet, hvis landet samtidig spiller VM?
En helt umulig tanke i et land, som på trods af sin lidenhed i foldboldmæssig sammenhæng prioriterer de 11 spillere i honduranske landsholdsdragter højere end noget andet. Som en kommentator tørt konstaterer, er der to ting, som optager honduranerne meget: fodbold og politik. I den nævnte rækkefølge.
Den prioritering har regeringen da også taget konsekvensen af og givet offentligt ansatte fri de morgener og eftermiddage, hvor kampene spilles i Sydafrika. Hvis folk alligevel ikke dukker op, kan man jo lige så godt legalisere deres fravær. Alle skal have lejlighed til at nyde kampene, for hvem ved... måske går der igen 28 år, inden Honduras kvalificerer sig.
Landet står med andre ord på den anden ende. Trøje- og flagsælgerne ved det nationale stadion har kronede dage, og overalt prøver private virksomheder at slå mønt af VM-feberen. Men i La Resistencia er begejstringen til at overskue. Her rynker de på næsen og mener, at landsholdet og de økonomiske interesser, der er forbundet med VM-deltagelsen, kun tilgodeser landets i forvejen rige elite og fjerner fokus fra de politiske og sociale problemer.
Som eksempel nævnes formanden for landsholdsforbundet, Rafael Ferrari, som både ejer landets største fodboldklub og det tv-selskab, der har vundet rettighederne til at vise kampene fra Sydafrika. Ferrari tilhører en af de ni familier, som økonomisk kontrollerer landet, ligesom Camilo Atala også gør det. Atala ejer landets anden store klub, sidder i landsholdsforbundets ledelse og har rettighederne til salg af alt officielt merchandise i forbindelse med VM. En lukrativ forretning, delt lige over.
Historisk set har politikerne i Honduras desuden en fast tradition for at udnytte befolkningens fodboldfeber til at vedtage upopulære skattepakker, godkende tvivlsomme licitationer og underskrive dunkle aftaler. For mange i La Resistencia er spørgsmålet derfor blot, hvad politikerne denne gang vil finde på.
ALLE HONDURANERE er per definition fodboldeksperter, så selvom La Resistencia i det skjulte prøver at så tvivl om det hensigtsmæssige i VM-deltagelsen - åbenlys modstand ville nemlig give politisk bagslag - så vil næsten hele landet sandsynligvis se kampene fra Sydafrika.
Flere eksperter er enige om, at fodbold for mange honduranere repræsenterer et pusterum fra en hverdag, hvor arbejdsløshed, fattigdom, korruption og et dårligt fungerende demokrati ellers nok kan få mange til at tænke triste tanker. Når landsholdet spiller, står landet sammen, glemt er alle problemerne og den udenlandske indblanding. Så er Honduras - i bogstaveligste forstand - alene på banen.
Netop det nationalistiske sammenhold ville regeringen gerne kunne udnytte lidt mere. Kunne Honduras nu fremstå harmonisk og sammenhængende, så var der måske mulighed for, at flere lande ville anerkende Lobos regering og atter åbne op for bistand, investeringer og samhandel.
Men balancegangen er svær, for med La Resistencias øgede fokus på interessekonflikterne og den politiske manipulation, frygter regeringen, at en alt for åbenlys, politisk støtte af landsholdet ville kunne have den modsatte effekt og nærmest dele landet yderligere. Det må for enhver pris undgås.
DERFOR TRÆDER Lobo meget forsigtigt i disse dage, mens han håber på en gentagelse af den ' tolerancens aften', som Honduras oplevede sidste år, da landet kvalificerede sig til VM. Midt i gadekampene og uenigheden faldt politiske modstandere hinanden om halsen og festede. Bagefter slog de ganske vist videre på hinanden, men for nogle timer var den nationale enhed genoprettet.
Et vanskeligt år for Honduras
28. juni 2009: Præsident Manuel Zelaya afsættes ved et kup og flyves ud af landet.
21. september: Zelaya vender tilbage til Honduras og skjuler sig på den brasilianske ambassade.
14. oktober: Honduras kvalificerer sig til VM.
29. november: De facto-regeringen afholder valg. Valgdeltagelsen er behæftet med stor usikkerhed.
27. januar 2010: Nationalisten Porfirio Lobo indsættes som præsident.
27. januar 2010: Lobo giver Zelaya amnesti, og Zelaya forlader samme dag landet for at tage ophold i den Dominikanske Republik.
16. juni 2010: Honduras møder Chile i sin første kamp i Sydafrika.