Sammen gør vi fattigdom til fortid
I år 2000 vedtog FN otte ambitiøse mål om bl.a. at halvere verdens sult og fattigdom inden 2015. I september er der FN-konference om målene – 10 år efter og kun fem år før de skal indfries. Vi skal opfylde 2015-målene og sammen gøre fattigdom til fortid, fordi vi kan!
• I år 2000 vedtog FN otte ambitiøse mål om bl.a. at halvere verdens sult og fattigdom inden 2015. I september er der FN-konference om målene – 10 år efter og kun fem år før de skal indfries. Vi skal opfylde 2015-målene og sammen gøre fattigdom til fortid, fordi vi kan!
• Men det kræver, at verdens ledere lever op til deres ansvar og handler. Især Afrika halter bagud – her lever halvdelen i ekstrem fattigdom. For at halvere sult og fattigdom er det især vigtigt at støtte små bæredygtige landbrug, herunder kvindernes ret til at dyrke deres jord.
• Skal målene nås, kræver det ansvarlig ledelse og finansiering – ved at de rige lande lever op til målet om at yde 0,7 pct. i udviklingsbistand, ved at bekæmpe kapitalflugt og skattely, så udviklingslandene ikke bliver snydt, ved at indføre skat på finansielle transaktioner og gennem retfærdig handel og gældseftergivelse for de fattigste lande.
2015-målene går ud på at:
1. Halvere sult og fattigdom i verden.
2. Sikre alle børn adgang til skolegang.
3. Øge ligestilling mellem mænd og kvinder, bl.a. fuldstændig ligestilling på uddannelser.
4. Mindske børnedødeligheden med to tredjedele blandt børn under fem år.
5. Mindske mødredødeligheden med tre fjerdedele.
6. Bremse og reducere udbredelsen af hiv/aids, malaria og andre sygdomme.
7. Sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø, bl.a. ved at halvere antallet af mennesker uden adgang til rent drikkevand.
8. Øge samarbejde om teknologiudveksling, handel og bistand bl.a. gennem gældsslettelse én gang for alle.
Over én mia. mennesker sulter, og 1,4 mia. mennesker lever i ekstrem fattigdom: Men sådan behøver det ikke at være. De seneste 10 år har vist, at det kan lykkes at nedbringe sult og fattigdom, hvis indsats og vilje går hånd i hånd. Budskabet til verdens befolkninger og ledere er: Sammen kan vi udrydde fattigdom. Rammerne ligger i FN’s 2015-mål. Vi skal nå 2015-målene, fordi vi kan.
Til september skal verdens ledere vise, om de tager deres ansvar alvorligt og handler, når de samles i FN og lægger linjen for, hvordan indsatsen opgraderes, så 2015-målene bliver opfyldt om fem år. De skal mærke, at der er et massivt pres fra indbyggere i både i- og u-lande om at nå målene – og at vi holder øje med dem. Det kræver politisk handling og penge at nå 2015-målene om bl.a. at halvere verdens sult og fattigdom. Verdens ulighed går ikke kun ud over mennesker i den fattige verden, men også ud over os i den rige del af kloden, fordi fattigdom og sult underminerer den globale vækst og fremgang og skaber ustabilitet overalt.
Forhandlinger om 2015-målene op til topmødet og frem mod 2015
Med Danmarks FN-ambassadør Carsten Staur og hans senegalesiske kollega Paul Badji i spidsen er forhandlingerne i FN i fuld gang i forsøget på at blive enige om en plan for at nå 2015-målene. Verdens mest ambitiøse mål nogensinde, der i 2000 blev vedtaget for bl.a. at halvere verdens sult og fattigdom, stoppe udbredelsen af hiv/aids og reducere mødre- og børnedødeligheden markant.
Målene kører både på nationalt og internationalt niveau – alle lande er ansvarlige for nationale handlingsplaner for, hvordan målene skal nås. Men samtidig har både rige og fattige lande forpligtet sig til at indgå i et globalt partnerskab om bl.a. handel, bistand og gældsslettelse for at kunne sætte verden i stand til at indfri målene.
De aftaler blev bekræftet af FN’s medlemslande ved endnu et topmøde i 2005.
Men især Afrika syd for Sahara halter bagud: Her lever halvdelen af befolkningen i ekstrem fattigdom. Topmødet i New York den 20.-22. september er sidste chance for at vise verden, at det ikke kun er tomme ord, når verdens ledere igen og igen siger, at vi arbejder for en verden fri for sult og fattigdom.
Carsten Staur og co. forhandler lige nu om et slutdokument, som landene skal vedtage på topmødet i september. Det slutdokument skal indeholde konkrete handlinger og forpligtelser fra verdens lande.
Nogle af de helt store emner i forhandlingerne er ansvars- og byrdefordelingen, hvordan vi knækker sultkurven, som lige nu går opad, og hvordan det skal finansieres.
Opfyldelse af målene kræver ansvarlig ledelse og finansiering
De specifikke 2015-mål kræver hver især specifikke løsninger. Men ingen af målene nås uden, at der er vilje og lederskab i u-landene, så udviklingen bliver for alle – ikke kun for eliterne. Og vilje og lederskab i i-lande, fordi udvikling af de fattige landes landbrugssektorer, industrier og spirende demokratier betyder økonomisk vækst og stabilitet i hele verden.
Mål 1 handler om at halvere sult og fattigdom inden 2015. Den bedste indsats her er at støtte de små bæredygtige landbrug, fordi 75 pct. af verdens fattige bor i landområder og over 2,5 mia. mennesker i u-landene er direkte afhængige af afgrøder fra små jordlodder eller indtægter fra arbejde som daglejere. Kvinder udgør langt størstedelen af småbønderne i Afrika og har oftest ansvaret for at brødføde deres familie, men de ejer ikke selv den jord, de dyrker. Kun én pct. af landbrugsjorden er ejet af kvinder, og de modtager kun en forsvindende del af støtten til landbrugssektoren.
Øget bistand, finansskat, retfærdig handel og gældseftergivelse
Øget bistand – verdens rige lande skal leve op til sine løfter fra 1970 om 0,7 pct. af BNI. På verdensplan er dette lige nu blot 0.31 pct. af BNI. Men selv hvis alle løfter om bistand blev efterlevet, vil det langt fra være nok.
Styrkelse af u-landenes skatteopkrævning og bekæmpelse af kapitalflugt og skattely. Hvert år mister u-landene op mod 1000 mia. dollars alene ved kapitalflugt og skatteunddragelse. Det svarer til ca. seks gange den internationale udviklingsbistand. F.eks. sker 65 pct. af kapitalflugten ved, at multinationale selskaber flytter overskud fra u-landene til søsterselskaber i skattely.
Der skal finde nye penge til udvikling, bl.a. ved at oprette en skat på finansielle transaktioner på 0,5 pct. Pengene derfra skal øremærkes til udviklingsbistand og klimaindsatser.
U-landene skal – nøjagtig ligesom vi i Vesten har gjort det – have mulighed for at opbygge egne markeder og spæde industrier for at skabe vækst og udvikling, som skal ske via retfærdige internationale told- og handelsregler.
U-landene skal have rum til at føre en økonomisk politik, som involverer massive investeringer i at nå målene uden at blive straffet af internationale institutioner.
Endelig skal der laves aftaler om, at u-landene kan få slettet den gæld, som blev stiftet under tidligere tiders uansvarlige lånepraksis.
