Zimbabwere lærer af undertrykkelsen

Kampen for at give Zimbabwe en ny forfatning er lige gået i gang. Selv om folket bliver hørt, er vold, undertrykkelse og regeringens mangel på vilje til at lytte årsag til, at civilsamfundet ikke har høje tanker om processen. Til gengæld lærer befolkningen kreative metoder til at undgå at blive forfulgt.

30. juni 2010

Traditionelt har Robert Mugabe og hans støtter i ZANU-PF slået brutalt ned på enhver opposition – ikke mindst i forbindelse med valgkampe og i andre situationer, hvor præsidentens magt kan blive udfordret. Med trusler og vold klamrer ZANU-PF sig til magten nu på 30. år.

Men i sidste uge gik Zimbabwe i gang med en flere måneder lang offentlig høringsproces, der skal danne det folkelige grundlag for landets nye grundlov, og mens processen på overfladen ligner et skridt hen imod en demokratisering af det betændte politiske klima i Zimbabwe, er den gammelkendte politiske vold allerede begyndt at vise sit ansigt her mange måneder inden, de første linjer i den omstridte forfatning skal skrives.

Lyspunkterne
Der er ellers flere lyspunkter, så lad os starte med dem: Den forhadte medielov, AIPPA (Access to Information and Protection of Privacy Act), der reelt fjerner enhver mulighed for pressen for at forholde sig kritisk til præsidenten, er blevet midlertidigt suspenderet. Det samme er POSA (Public Order and Security Act), der forhindrer folk i at forsamle sig i større grupper uden tilladelse. En række nye, uafhængige aviser har fået lov at skyde frem, og de retter dagligt det tunge skyts mod Mugabe og ZANU-PF. Endelig begyndte den uafhængige valgkommission COPAC i sidste uge rejser rundt i Zimbabwe for at høre folkets røst og input til landets nye forfatning.

Det lyder alt sammen flot og kan ligne en form for politisk opblødning.

Men ude på landet kan ofrene for voldelige overfald fortælle en anden historie. I den sidste uges tid er der dukket adskillige historier op om overfald, uberettigede fængslinger og trusler fra ZANU-PF-støtter, politiet og militæret mod dem, der vover at ytre holdninger, der går det styrende parti imod.

En række civilsamfundsorganisationer, hvoraf MS ActionAid støtter flere, har begivet sig ud i landet sammen med COPAC-delegationerne for at overvåge processen og dokumentere forholdene. Og de har triste nyheder med hjem.

Flere observatører er blevet overfaldet, bl.a. i Mashonaland West-provinsen, hvor tre medlemmer af organisationen ZZZICOMP fik bank af, hvad der rapporteres at være unge ZANU-PF-støtter. Lignende historier er dukket op næsten dagligt den sidste uges tid, hvor også politiet og militæret, der begge er under streng politisk kontrol, har været indblandet i at undertrykke og sprede frygt blandt befolkningen.

”ZANU-PF er mestre i kunsten at investere i frygt,” som McDonald Lewanika udtrykker det. Han er koordinator for Crisis in Zimbabwe Coalition, der arbejder for mere åbenhed og demokrati i Zimbabwe, og han ved, hvad han taler om. Han frygter, at volden vil eskalere over de næste måneder, når arbejdet med at indsamle folks bidrag til forfatningen fortsætter.

”ZANU-PF kender kun til vold og undertrykkelse, så det er forventeligt, at det vil fortsætte i et vist niveau. Men på grund af den lange tid, som processen strækker sig over, tror jeg ikke, det vil nå det niveau, vi så i 2008,” siger han.

I forbindelse med præsidentvalget i 2008 gennemlevede Zimbabwe nogle af de værste politiske uroligheder i landets historie, hvor mindst 210 mennesker mistede livet, og endnu flere blev jaget fra deres hjem. Selv om de seneste dages vold i Zimbabwe kunne tyde på en gentagelse af dette scenarie, mener McDonald Lewanika dog ikke, at volden vil nå det samme niveau.

Det er Okay Machisa, der er generalsekretær i Zimrights, enig i: ”Befolkningen i Zimbabwe er under hårdt pres. Elastikken er ved at springe, og det kan selvfølgelig ikke blive ved med at gå. Men politikerne i samlingsregeringen (mellem ZANU-PF og oppositionspartiet MDC, red.) vil ikke tillade, at volden eskalerer så meget som i 2008,” siger han.

Ikke desto mindre er volden nu et vilkår.

Men der er et modsvar. Flere steder har lokalbefolkningen nu faste procedurer for, at man eksempelvis skiftes til at svare på spørgsmål til høringerne, så det bliver sværere at identificere den enkelte kritiker. Andre steder flytter folk fra et område til et andet i forbindelse med høringerne, så de ikke er kendte ansigter i forsamlingerne og derfor har lettere ved at tale frit.

Disse civilsamfundsmanøvrer er ifølge McDonald Lewanika en af de helt store gevinster ved forfatningsprocessen - en proces, han imidlertid ikke tør håbe på vil have nogen nævneværdig effekt på den endelige forfatning.

”Det handler om mere end bare et dokument. Denne proces er et led i at lære befolkningen i Zimbabwe at deltage i den politiske proces. Selv hvis vi ikke får den forfatning, som vi håber på, så kan ingen tage fra os, at vi har lært noget af selve processen,” forklarer han.

Zimbabwerne ved, at her i landet har man ikke noget valg, bare fordi der er valg. Og det gælder også, når landets grundlov skal skabes.

Når manden, der for nylig blev udråbt til verdens næst værste diktator efter Nordkoreas Kim Jung-Il, skal beholde magten, gælder alle kneb, og derfor vil resultatet af de offentlige høringer være til at overskue, mener både Okay Machisa og McDonald Lewanika.

Til gengæld vil den hårdt prøvede befolkning have fået en dyrebar øvelse i at udøve demokrati i et udemokratisk land.