"Folk i landsbyerne skal selv finde løsningerne"

"Folk i landsbyerne skal selv finde løsningerne", siger Margaret Semkiwa fra WAMATA i Tanzania.

12. maj 2003

Mit navn er Margaret Semkiwa. Jeg bor i Dar es Salaam – den største by i Tanzania. Oprindeligt kommer jeg fra Tanga, som ligger ved havet i det nordøstlige Tanzania.

Det meste af min barndom og størstedelen af mit arbejdsliv har jeg tilbragt i Tanga-området. Men i 1996 flyttede jeg til Dar es Salaam for at blive rådgiver i WAMATA, der arbejder med hiv-smittede og aids-syge.

Efter at have arbejdet som sygeplejerske en stor del af mit liv træner jeg nu blandt andet lokale ledere i metoder og planlægningsteorier, så de kan bekæmpe yderligere udbredelse af hiv-smitten. Lokalsamfundet skal være med til at løfte den enorme opgave.

Jeg er 49 år gammel og har to drenge, Simon på 23 år og Gabriel på 19. De studerer begge to, og jeg forsøger at støtte dem bedst muligt. I 1987 blev jeg skilt fra min mand, så jeg er alene med drengene. Det har da givet problemer - især økonomiske – men de er to sunde og raske drenge på vej ud i livet. De vil da møde problemer senere i livet, men de er stærke og skal nok klare sig.

Hiv og aids holder os fast i fattigdom

Det er min overbevisning, at fattigdom er det største problem i Tanzania. Og fattigdom opstår af mange ting. Lige nu er hiv/aids en af de vigtigste årsager til, at Tanzania og for den sag skyld hele Afrika hænger fast i fattigdom og bliver passeret af udviklingen.

Derfor har jeg valgt at arbejde for at styrke de folk, der bliver hiv-positive. Jeg vil hjælpe dem med at stå frem i et samfund, som stadig til dels brænde-mærker mennesker, der rammes af den frygtelige sygdom. Alle rammes – også de godt uddannede, som skal tjene penge til hele familien og de mennesker, der skulle redde landet med gode ideer og visioner.

Vi mister en hel generation, hvis ikke vi ser truslen fra aids i øjnene. Når folk i en ung alder dør, efterlader de sig mand, kone og små børn - ofte til et sårbart liv i fattigdom. Det er de mennesker, jeg møder, når jeg er på hjemmebesøg hos de syge.

Magthaverne prioriterer forkert

Jeg ser i det hele taget en masse elendighed i de områder, jeg besøger. Det kaldes fattigdom, men det opstår som følge af forkerte systemer, fejlagtige beslutninger og ringe behandling af de svageste i samfundet. Regeringen i Tanzania taler ganske vist om åbenhed, men modtagerne af ideer og visioner er ikke i stand til at modtage budskabet – de har andre mere livsnære prioriteter end at ændre samfundet i en positiv retning. Gabet mellem myndigheder og græsrødder er på den måde stadig stort. Og hiv/aids gør bare tingene værre.

Vi skal blive bedre til at tage lokalsamfundene langt fra regeringsbygningerne med i beslutningerne. Folkene ude i landsbyen er meget vidende og kloge på deres egen situation. Derfor skal de også tages alvorligt og hjælpes til at blive stærke nok rent politisk, så de kan finde deres egne løsninger. Regeringen må indse, at alle skal deltage, hvis fattigdommen skal bekæmpes.

Håb for krigen mod aids

Vi har på det seneste set en positiv udvikling i Tanzanias tackling af aids-epidemien. Selv om det er sent, har det hjulpet meget, at præsident Mkapa og fremtrædende personer i landet nu erklærer krig mod aids. Flere lokalsamfund har valgt aids som det vigtigste problem at tackle, hvor man før slet ikke talte om sygdommen.

Men det skal ikke handle om sygdom hele tiden. Når jeg holder fri, elsker jeg at sidde med drengene og tale og planlægge, hvad vi skal foretage os. De er åbne over for mig – det gengælder jeg. Det er traditionelt imod vores kultur, at kvinder opdrager drenge, men det håber jeg at kunne ændre lidt på.