"Vi skal tage ansvar for vores egen udvikling"
"Vi skal tage ansvar for vores egen udvikling", siger Mary Mwingira fra TANGO i Tanzania.
12. maj 2003
|
Jeg er leder af paraplyorganisationen TANGO, som er en slags interesseorganisation, der samler de tanzanianske NGO’er i et netværk. Efter at have arbejdet i regeringen i 22 år, fik jeg i 1994 mod på at involvere mig i en NGO for at være med til at ændre på de ulige forhold, folk oplever her i landet. Gennem bestyrelsesarbejde i TANGO kom jeg ind i organisationen, som jeg blev leder af for 4 år siden.
I 1970 afsluttede jeg mine studier i management og administration foregik på universitetet i Dar es Salaam. Året efter blev jeg gift, fik mit første barn og blev ansat i det offentlige.
Jeg er blevet velsignet med seks børn, som jeg til dels selv har måttet opdrage og betale skolegang for, da min mand døde alt for ung i 1992. Nu er jeg 56 år gammel og ser mine børn klare sig rigtig godt. Min ældste pige på 31 år bor nu i USA, hvor hun er læge. For to år siden gav hun mig mit første barnebarn - en lille pige.
Det er fantastisk at opleve, at familien klarer sig godt. Vi er en familie af jævne kår, men børnene har fået deres ønsker opfyldt. Vi skal ikke længere bekymre os om mad eller et sted at sove, og mine børn priser sig lykkelige for, at de klarer sig bedre end flertallet af børnene her.
Større viden, men stadig fattigdom
Jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til mine børn, men langt mere i tvivl med hensyn til Tanzania. Går det egentlig den rigtige vej? Overordnet ser det ikke godt ud. Men når jeg kommer ud til landsbyer og mindre samfund, ser jeg ikke tilbagegang. De har selvfølgelig de samme problemer at tumle med, som de plejer. Men de har fået mere viden om deres situation og rettigheder og er generelt blevet bedre rustet.
Men de er jo fortsat fattige. Selv om Coca-Colareklamen nu er kommet helt ud til den lille butik i landsbyen, er der ingen derude, som kan købe sodavanden. Regeringens politik ser ikke ud til at gavne de fattigste. Der skabes økonomisk vækst i disse år, men det giver ikke bedre købekraft for de fattigste. Tværtimod øges kløften mellem rig og fattig.
Tanzania må selv tage ansvar
Jeg tror, løsningen er at udnytte de menneskelige ressourcer og landets rigdom meget bedre. Folk i bunden af samfundet skal høres - og ikke bare overhøres af den politiske top. Vi må styrke de fattiges egen situation og give dem en organisation og en stemme.
Og så er det en skam, at Tanzania skal modtage hjælp, når landet er så rigt på ressourcer. Vi ‘leger’ for meget med vores jord, afgrøder, mineraler, diamanter og andre ressourcer. Selvfølgelig skal vi modtage støtte, når vi er så fattige – men kun mens vi får udviklet systemer, får mere viden og foretager en langsigtet planlægning af den rette udnyttelse af ressourcer i land og folk. God vilje og rigelig bistand er ikke nok. Vi skal selv tage hånd om organiseringen og tage mere ansvar.
Brug for en lige verdenshandel
Løsningen er derfor ikke at invitere flere investorer fra udlandet. Hvorfor skal vi for eksempel importere frugtjuice, når vi kan producere al den frugt, der skal til for at fremstille juicen? Vi skal bruge knowhow og tillempe den til den lokale situation. Og så skal vi have fjernet skævhederne i verdenshandelen – harmonisere skatter og toldsatser – så vi kan konkurrere på lige fod.