"Befolkningen i Tanzania skal kende deres rettigheder"
"Befolkningen i Tanzania skal kende deres rettigheder", siger Helen Kijo-Bisimba fra LHRC i Tanzania.
12. maj 2003
|
Jeg arbejder jeg som direktør for Legal and Human Rights Centre (LHRC) – en af Tanzanias største menneskerettighedsorganisationer. Vi kæmper for folks rettigheder, og en stor del af vores arbejde går ud på at oplyse almindelige borgere om deres rettigheder - retten til at få en fair behandling og hjælp, når man behøver det, af politiet, retssystemet, sundhedsvæsenet og af hele det offentlige apparat.
Jeg er 48 år gammel og har 4 børn på 15, 22, 24 og 26 år. Min mand døde for ni år siden, og siden har jeg været alene med børnene. Jeg har også fire plejebørn, en på 26 og tre på 15 år. De er børn af mine egne søskende og af en afdød veninde, men i dag har jeg det fulde ansvar for dem alle. Jeg er lykkelig for, at min familie klarer sig så godt - og stolt af at vi stadig har hjerterum og overskud til hinanden.
Aktiv i NGO-miljøet
Jeg er oprindelig uddannet skolelærer og under-viste i folkeskolen i mine unge år. Men min mand overbeviste mig om, at jeg skulle læse videre, og i 1994 færdiggjorde jeg jurastudiet. Jeg blev ret hurtigt sporet ind på arbejdet med menneskerettigheder, og allerede i studietiden begyndte jeg at arbejde som frivillig på en retsklinik, hvor kvinder kunne få gratis retshjælp. Siden var jeg med til at stifte en kvindebevægelse, noget der var helt nyt i Tanzania i starten af 90’erne, og jeg var generelt meget aktiv i det spirende NGO-miljø her i landet.
Da min mand døde i 1994, tog jeg en stor beslutning. Jeg ville selv. Året efter blev Legal and Human Rights Centre stiftet, og jeg begyndte som direktør i en organisation, der skulle bygges op helt fra bunden. I dag er vi 32 fuldtidsansatte og en lang række frivillige. Vi har hovedkontor i Dar es Salaam og driver tre rådgivningsklinikker, hvor borgere kan få gratis retshjælp.
Demokratiet mangler stadig i Tanzania
Jeg har altid sat en stor ære i at uddanne mig og blive bedre til det, jeg laver. Jeg har taget flere kurser i udlandet, blandt andet i Danmark. Hver gang jeg rejser ud, bliver jeg mindet om, hvor meget vi mangler for at kunne kalde Tanzania et demokratisk og harmonisk land.
Vi er kendt for at være et fredeligt folk, og det er sandt nok. Men det skyldes blandt andet, at vi er opdraget til at finde os i meget. Vi stiller ikke spørgsmål, vi passer os selv og undgår helst konflikter. Mange frygter stadig myndighederne.
Folk skal have selvtillid og viden
Jeg ser det som en stor udfordring af oplyse folk, give dem selvtillid og viden, så de kan tage deres liv i egen hånd. Kvinder skal vide, at de også har ret til jord, at de også kan arve – og at det faktisk ikke er tilladt hverken at slå kvinder eller børn eller at omskære små piger. Folk skal vide, at man ikke skal dømmes ‘ude af samfundet’, fordi man har HIV/AIDS – og at man godt kan sige nej tak til korruption!
Vi laver brochurer, plakater, holder kurser og workshops – og forsøger at nå både bønder og de højeste myndigheder. Vi underviser politifolk, dommere og politikere i menneskerettigheder, men vi lærer også den enkelte kvinde at tage sagen i egen hånd, når hun bliver banket af sin mand. Og vi tror på, at vi er på rette vej. Langsomt vågner Tanzania i takt med, at vi bliver mere bevidste om, hvad vi kan – og hvilke rettigheder vi har som mennesker i denne verden.
Mellemfolkeligt Samvirke samarbejder med Legal and Human Rights Centre i Tanzania.