"Hvis vi står sammen, kan vi gøre en forskel"
"Hvis vi står sammen, kan vi gøre en forskel", siger Fernando Jaime Armindo fra ORERO i Mozambique.
12. maj 2003
|
Før kæmpede nabo mod nabo i borgerkrig. Nu kæmper vi sammen for at overleve. Borgerkrig er ondt. Det sætter nabo op mod nabo. Det har jeg oplevet i landområdet i det nordlige Mozambique, hvor jeg er født, opvokset og i mange år har boet sammen med min kone og vores barn.
Efter 16 års blodsudgydelser kom freden endelig i 1992. Men sult, sygdom og fattigdom forsvandt ikke. Den slags bekæmper man ikke ene mand – men hvis vi står sammen, kan vi gøre en forskel. Og det kan jeg bevise.
Samarbejde
Siden 1998 har jeg været med til at organisere småbønder i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke. I dag er vi 720 medlemmer. Vi arbejder sammen om at sælge vore varer og købe ind. Samtidig lærer vi nye dyrkningsmetoder af hinanden i håb om bedre høst.
Før vi slog os sammen, havde vi mange praktiske problemer. Fra min hytte er der 15 kilometer til nærmeste vej med offentlige transportmidler. Det er dyrt i både tid og penge for hver enkelt bonde at tage til byen for at købe redskaber og såsæd. Nu er vi opdelt i grupper, som på skift køber ind til alle.
Et andet problem er manglen på uddannelse. På landet kan kun et fåtal læse og skrive. En af dem er mig. Jeg gik i skole til og med 6. klasse. De fleste bønder ved ikke, hvad to plus tre er. De bliver snydt, når de sælger deres afgrøder på bymarkedet. Så tager jeg med og holder øje med, at handlerne med smarte opkøbere går retfærdigt til.
Bedre planteavl
Selv har jeg fået meget gavn af bondesammenslutningen. Jeg har lært en masse om planteavl og mere moderne metoder til at dyrke jorden, som eksempelvis at så i linier i stedet for hulter til bulter. Det er jeg taknemmelig for. Jeg sørger selvfølgelig for at dele min viden med andre bønder, for det er det, der er meningen med det hele: at lære og lære fra sig.
Min største udfordring er at få andre til at forstå vigtigheden i at dyrke flere afgrøder. Mange dyrker kun én: cassava. En plante, vi mozambikanere sætter stor pris på især til at lave grød af. Men i år rådnede planten inden høsten. Derfor oplever vi nu hungersnød. FN yder nødhjælp, men inden den ankom, døde en snes folk. De havde i desperation spist giftige svampe.
For at gøre folk mindre sårbare, tager jeg ud og fortæller, at cassava ikke er den eneste afgrøde. At bønderne også kan dyrke majs, bønner, søde kartofler, ja, selv ris.
Hjælp fra en dansk bonde
Hovedtanken er, at vi ved at stå sammen kan ændre måden at tænke på. Bevise, at der er andre metoder end dem, vore forfædre brugte. Det er sådan, der kommer udvikling.
Det har partnerskabet med MS hjulpet med til, ikke mindst ved at tilknytte en udviklingsarbejder til ORERA. Peter hedder han. Som dansk bonde er han god til at finde en anden synsvinkel og sige: "Men I kunne jo også gøre tingene sådan her".
Han og en tidligere udviklingsarbejder fra MS, William, har været gode til at få organisationen op at stå. Så gode, at ORERA i dag også tilbyder voksenundervisning og oplysning om HIV/AIDS.
Jeg siger ikke, at alt er fryd og gammen. Vores marker er meget små, for vi har kun muskelkraft til dyrkning og høst. Ingen maskiner eller trækokser. Det har vi ikke penge til, og får det nok heller aldrig.
Et bedre liv
Men vi lever generelt bedre. Vi producerer mere, sælger mere og til højere priser. Selv om vi stadig ikke har meget at rutte med, har vi penge til at sende vore børn i skole og til tøj. Det synes jeg er meget godt klaret. Det er trods alt kun 11 år siden, området var en krigszone. Hvor meget fremtid, jeg når at opleve, ved jeg ikke. Jeg er jo gammel med mine 34 år. Men for mit barnebarn på tre år håber jeg, hun bliver voksen i et Mozambique, hvor folk lever i fred og samhørighed og hjælper hinanden i stedet for at slås.