"Oplysning og uddannelse er vejen ud af fattigdom"
"Oplysning og uddannelse er vejen ud af fattigdom", siger Florinda Filipe Molide fra GECM - Grupo de Educacáo Civica de Muatala - i Mozambique.
12. maj 2003
|
Når Mozambique er et af verdens fattigste lande, er det fordi de fleste er analfabeter. Det er i hvert fald min mening. Når man ikke kan læse og skrive, er det svært at finde ud af, hvordan man gør tingene rigtigt. Det ser jeg tydeligt i mit kvarter. Typisk er det kvinderne, der har ansvaret for hjemmet. Men de ved ikke nok om sundhed og miljø, så familierne bliver syge med diarré, kolera og malaria. Folk dør. Efter endnu en begravelse tænkte jeg, at noget må der gøres. Så det gør jeg.
Jeg bor sammen med min mand og vore to børn i udkanten af Mozambiques trediestørste by, Nampula. Jeg har otte års skolegang bag mig, og derved er jeg heldigere end de fleste. Siden december 2002 har jeg stået i spidsen for en gruppe miljøaktivister. Ti kvinder er vi, ingen mænd. Det er ikke fordi, vi ikke kan lide dem, haha, men kvinder er bare bedre til at gøre, hvad vi gør: At gå i dialog med husmødrene.
To og to går vi på besøg i hytterne, siger dav og 'har du lyst til en snak om affald, drikkevand og latriner?'. Det har kvinderne altid. Jeg har aldrig oplevet, at nogen sagde 'nej, gå din vej'. Selv om de måske aldrig har gået i skole, er de åbne for at lære – og specielt når de bagefter kan gøre noget godt for det nære miljø.
Hjælp til selvhjælp
For mig at se, er det sådan man skaber udvikling. Ved at yde hjælp til selvhjælp. Det samme mener Mellemfolkeligt Samvirke, som støtter os og to andre kvindegrupper gennem den kommunale miljøforvaltning. Den største hjælp er en dansk udviklingsarbejder, Lise. Hun kommer jævnligt forbi med råd og vejledning og overblik, så vi sikrer, at alle kvarterne får hyttebesøg.
'Har du latrin?', spørger vi husmødrene. 'Husker du at gøre det rent, ikke bare med vand, men også med sæbe?'. Den slags spørgsmål stiller vi. For dem, der gerne vil se, hvordan et velholdt latrin ser ud, viser jeg gerne mit frem. Det er bag et hegn af bambus udenfor hytten. Over hullet i jorden har jeg lagt et grydelåg for at holde fluer væk. Ellers går de ned i afføringen og derefter i spandene med drikkevand og gryderne med mad. Og så har man ellers problemer, skal jeg nok love for!
Vi snakker også om affald. I Nampula har vi ingen losseplads, så hvad gør man? Ja, man skal i hvert fald ikke lade det ligge og flyde. Skrald er det rene guf for malariamyg. De trives og formerer sig i det. Husk på, malaria slår flere mennesker ihjel end selv AIDS, så det gælder om at holde myggene væk. 'Brænd det', opfordrer vi kvinderne til, 'eller grav affaldet ned'. Det er en nødløsning, men vi bliver nødt til at kæmpe, død og pine!
Jeg ser stor vilje hos kvinderne til at lære. Og det er det, jeg elsker ved at være aktivist: At give folk informationer, så de selv kan skabe et bedre liv – for sig selv, deres børn og samfundet. Oplysning er vejen frem og ud af fattigdom for dette land.
Den rigtige vej
Det er min plan at begynde i skole igen. Jeg stoppede, da jeg mødte min mand som 15-årig. Nu, da børnene er to og fem år, er de ved at være store nok til, at jeg kan starte i 9. klasse næste år på aftenskole. Jeg ser mig selv som et bevis på, at det trods store problemer går den rigtige vej i Mozambique.
Min mor er analfabet som de fleste kvinder i hendes generation. Det skyldes især landets historie. Indtil 1975 var vi koloniserede af portugiserne, og kun et fåtal af mozambikanerne fik lov til at modtage undervisning. Efter uafhængigheden kom 16 års borgerkrig. Nu har vi haft ti års fred. Selv om fremskridtene sker langsommere for kvinder end for mænd, så finder man i dag kvindelige læger, direktører, ja, selv ministre. Det gjorde der ikke, da jeg voksede op i 80erne. Da måtte kvinderne ingenting, de skulle bare tie stille og gøre som manden forlangte. Derfor kom mange piger ikke i skole, så i dag har du mange kvinder, der føler, at de ingenting kan - at de er unyttige.
Når en kvinde lærer at læse og skrive, vokser hun. Hun får selvtillid, styrke og troen på, at hun kan gøre en forskel. Det vil jeg gerne hjælpe med til. Min drøm er at blive lærer. Og for mine børn er mit store håb, at de vokser op sunde og raske og får en uddannelse.



