"Uddannelse er det eneste, som virkelig hjælper"

"Uddannelse er det eneste, som virkelig hjælper", siger Sulayina Nsubuga fra UPA i Uganda.

Mit navn er Sulayina Nsubuga, jeg arbejder frivilligt i min landsby Kikooba i Uganda. Min mand arbejder med at slagte dyr for folk i landsbyen. Jeg arbejder i marken. Børnene hjælper mig. Jeg sælger de afgrøder, som vi ikke selv spiser, og jeg handler også med køer.

På markedet køber jeg de billigste dyr, for eksempel dem som halter eller har sår eller er meget magre. Så passer jeg dem, feder dem op og sælger dem igen. Jeg bruger alle de penge, vi har råd til, på mine børns skolegang. Uddannelse er det eneste, som virkelig hjælper. Det eneste, der gør en i stand til for alvor at deltage i det, der foregår omkring en.

Samarbejde giver bedre udvikling

Min organisation hedder Uganda Pioneers’ Association. Jeg er formand for afdelingen her i Kikooba. Der er i alt 11 afdelinger i Uganda. Det trækker i mig at motivere og mobilisere folk. Når vi arbejder sammen i en gruppe, kan vi bidrage til udviklingen af vores landsby.

For nogle måneder siden byggede vi et hus til en gammel dame her fra landsbyen. Hun har altid været en god ven for os, der bor her, så vi ville gerne hjælpe hende. Når hun dør, vil vi bruge huset som kontor for vores organisation, og som det sted, hvor vi underviser voksne og oplyser om Aids.

Huset blev bygget på en arbejdslejr med folk her fra landsbyen og også fire unge mennesker fra Danmark og Tyskland. Arbejdslejrene er noget af det, jeg bedst kan lide af organisationens arbejde. Alle lærer noget, både praktiske ting og værdien ved at bidrage selv.

Vi har også bygget et andet hus. Det skulle bruges som sundhedsklinik. Men naboen siger, at vi har bygget huset på hans jord, så nu arbejder nogle advokater på at løse den sag. Vi er meget kede af, at huset nu bare står tomt, men jeg synes, vi må se at gøre andre ting, mens vi venter på, at sagen bliver afgjort.

Hjælp fra Danmark

Vi får støtte til vores aktiviteter fra Mellemfolkeligt Samvirke. Uden de penge, kunne vi ikke lave voksenundervisning eller bygge husene. MS hjælper os også med at komme i kontakt med de unge mennesker, som deltager i vores arbejdslejre. Folk her i Kikooba er stolte over at have udenlandske venner.

Men det allervigtigste ved støtten og det, vi selv gør, er nok, at det får os til at tage ansvar. Når man først har deltaget i for eksempel et byggeri, begynder man at holde øje med, om en ny skole bliver bygget af solide materialer, eller om nogen stjæler sækkene med cement. På den måde kommer man til at føle, at alt, hvad der sker her I Kikooba, tilhører os, at udviklingen er vores.

Sulayinas livsforløb

1968: Jeg blev født i Bukalamuli i Uganda - i en søskendeflok på 10 børn.
1976: Jeg begyndte i skolen.
1983: Jeg gik ud af skolen igen efter syv år. Jeg ville gerne have fortsat og drømte om at blive sygeplejerske. Men dette år forsvandt min far. Vi ved stadig ikke, hvorfor han blev væk. Men han blev sikkert angivet til sikkerhedspolitiet, fordi naboerne var misundelige på, at han smuglede mad gennem krigsområderne og tjente penge på det. Da min far forsvandt, havde vi ikke længere råd til skolepenge.
1985: Jeg blev gift med min mand. Min familie havde fundet ham til mig.
1987: Jeg fødte mit første barn. Hun hedder Aisha. Vi har nu syv børn mellem 4 og 15.
1992: Jeg meldte mig ind I Uganda Pioneers’ Association, UPA.
1996: Jeg blev valgt til formand for UPA, og det er jeg stadig.