"Jeg er med til at bekæmpe korruption gennem teater"
"Jeg er med til at bekæmpe korruption gennem teater", siger Sulaiman Madada fra IATM i Uganda.
12. maj 2003
|
Det værste ved den udbredte korruption her i Uganda er, at den fører til endnu mere fattigdom, fordi mange penge havner i de forkerte lommer i stedet for at blive brugt til udvikling. Korruptionen skaber også et lovløst samfund, hvor folk ikke har tillid til politiet, retten og andre myndigheder, og hvor folk tager loven i deres egne hænder.
I store dele af Uganda er over 50% af befolkningen hverken i stand til at læse eller skrive. Og TV dækker kun 10% af landet. Derfor er drama og musik, som er en meget stor og vigtig del af vores kultur, den mest effektive måde til at få folk i tale og ændre deres indstilling. Det er også en billig metode.
Jeg begyndte tidligt at skrive små dramastykker om årsagerne til korruption og de mange konsekvenser, den har. Jeg oprettede også en teatertrup. Senere kom jeg i kontakt med folk fra andre afrikanske lande, og jeg mødte danskere gennem Mellemfolkeligt Samvirke (MS).
Hjælp fra MS i Danmark
Vi udvekslede ideer og erfaringer, og med hjælp fra MS stiftede vi International Anti-corruption Theatrical Movement (IATM). Den har afdelinger i Uganda, Kenya, Tanzania, Zambia og Mozambique, og hver afdeling består af forskellige teatergrupper, som tager ud og oplyser om korruption og prøver at få folk til at bekæmpe den.
MS hjalp os også med at stifte Anti Corruption Coalition Uganda (ACCU). Det er en koalition af ugandiske organisationer og enkeltpersoner, der på forskellige måder bekæmper korruption. ACCU koordinerer medlemmernes aktiviteter, får flere folk involveret i arbejdet og påvirker regeringen til at gøre mere for at udrydde korruptionen.
U-landsbistand kan fremme demokrati
Jeg har hørt folk fra de rige lande sige, at man ikke skal sende penge til de fattige lande, fordi mange af pengene alligevel bare forsvinder på grund af korruption og aldrig når ud til de fattige. Det er jeg ikke enig i. For eksempel bruger Danmark sin udviklingshjælp til at få indflydelse og lægge pres på Ugandas regering, så den bekæmper korruption og fremmer demokrati.
Danmark og andre donorlande er også gode til at dirigere pengene uden om regeringen og direkte ud til de fattige. Her i Uganda har udviklings-hjælpen fra Danmark blandt andet betydet, at mange af de fattigste i dag har rent vand at drikke og bedre sundhed. Der er dobbelt så mange i skolerne end for få år siden, og Danmark har hjulpet os med at indføre decentralisering, så almindelige folk har større indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres liv. Den danske idé med at have en ombudsmand er også forbillede for en af vores vigtigste institutioner til at bekæmpe korruption.
Så udviklingshælpen virker på mange måder. Og det er den fattigste del af udviklingslandenes befolkning, det går ud over, hvis hjælpen hører op.
En stor familie
Om mig selv kan jeg fortælle, at jeg er født i Kayunga i det centrale Uganda. Jeg har 28 søskende - vi har den samme far, men han har fire koner. Jeg er gift med to kvinder, Sarah og Scholar. Med dem har jeg i alt 10 børn.
Før jeg blev medlem af parlamentet i 2001, arbejdede jeg i 10 år som journalist på Radio Uganda. Herudover var jeg med til at oprette en lokalavis i hovedstaden Kampala.



