"Vi skal have større åbenhed om Aids"
"Vi skal have større åbenhed om Aids", siger Wedzerai Chiyoka fra "AIDS among us" i Zimbabwe.
12. maj 2003
|
Da jeg begyndte forebyggelsesarbejdet i Chipinge, fik Aids-syge ingen pleje. Familierne var fattige og kunne ikke sende deres familiemedlemmer på hospitalet, og ofte var de rædselsslagne for smitte. Den syge kunne ligge på gulvet i en hytte for sig selv og få mad skubbet ind af døren én gang om dagen, og det var, hvad de fik af kontakt med deres familier og børn. Efterhånden som sygdommen skred frem, og de ikke længere kunne holde sig selv rene, opstod der grimme infektioner.
Jeg er flere gange kommet til en hytte, hvor lugten var så slem, at ingen kom i nærheden frivilligt. Når vi så begyndte rengøringen og behandlingen af patientens infektioner, fandt vi maddiker i sårerne. Det skyldes uvidenhed. En uvidenhed, som vi forsøger at gøre op med og hjælpe folkene ud af.
Program for hjemmepleje
Jeg begyndte oplysningsarbejdet som skolelærer på statsfarmens skole. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at der var brug for helt andre fremgangsmåder i det lille samfund. Derfor tog jeg fat i oplysning om pleje af de syge og om, hvordan vi undgår Aids. Vi påbegyndte et hjemmeplejeprogram, hvor vi oplyser landsbyboerne om Aids og om, hvordan det smitter. Herudover træner vi dem i at vaske og pleje de syge. Programmet har ikke kun givet patienterne livskvalitet, men også familierne: Hvor de tidligere stod magtesløse og uvidende, har de nu fået mulighed for at hjælpe.
Efter et langsommeligt oplysningsarbejde baseret på drama og sange er folk begyndt at kunne tale om Aids. Det betyder hovedsageligt, at fordømmelsen af de ramte familier er blevet mindre udtalt. Tidligere kom ingen og spurgte til den syge, som man ellers gør i landsbyen. Det gør man nu. Men de kan stadigvæk ikke tale om, at Aids er seksuelt overført. Blandt andet derfor lever traditionerne med at arve hinandens koner desværre i bedste velgående.
I øjeblikket har vi i hjemmeplejeprogrammet en familie, hvor manden døde sidste år og derefter også to af hans syv koner. Broderen har arvet de andre fem koner og de 17 børn. Nu er to koner mere i terminalfasen med Aids, og fremtiden ser ikke lys ud for alle børnene. Alligevel er der ingen tegn på, at de vil ændre deres traditioner foreløbigt.
Sex med jomfruer
Langt de fleste traditionelle healere kommer fra Chipinge. Nogle af dem fortæller stadigvæk de desperate Hiv-smittede, at sex med en jomfru kan kurere dem. En hel del piger kommer derfor til os. Vi tager dem til klinikken, hvor de bliver testet og får behandling, og tilbyder dem derefter støtte og rådgivning. Hvis pigerne ikke selv vil gå til politiet eller til de sociale myndigheder, kan vi imidlertid intet stille op på den front. Næsten ingen piger tør at fortælle om overgreb til politiet eller bare til deres forældre, og seksuelle overgreb på børn går tit ubemærket hen. Derfor har AIDS Among Us startet et program, som oplyser landsbyboerne og børn om børns rettigheder.
En god udvikling er, at børnene, som jeg kender og holder af, bliver beskyttet og får mulighed for skolegang. Vi skal opbygge et system, hvor oplysning om Hiv og Aids kan stå alene, og hvor landsbylederne oplyser og mobiliserer folk imod Hiv-smitte. Jeg drømmer også om mere åbenhed om Hiv og Aids. Denne åbenhed findes endnu ikke imellem mand og kone - og derfor slet ikke på landsbyniveau. Jeg ville gerne se, at folk kunne tage stilling til og havde mulighed for at blive testet for Hiv. Og jeg ville gerne se, at smittede fik information og opbakning af familierne og systemet til at tage konsekvenserne og tage vare på deres børns fremtid.
AIDS Among Us samarbejder med og får støtte af Mellemfolkeligt Samvirke.