Nepals lange vej til fred

Mens Nepal gennemgår den alvorligste politiske krise siden borgerkrigen, stiger bekymringen for om det vil lykkes at holde den tidligere maoistiske oprørshær på parlamentarismens smalle sti.

Da maoisterne blev valgt i regering i Nepal i 2008, håbede mange på fredeligere tider og økonomisk fremgang for landets fattige. Men siden maoisterne trak sig fra regeringen, og nu har presset landets premierminister tilbage, er nepalesisk parlamentarisk politik igen blokeret. Foto: Rasmus Holm / ActionAid

Nepals premierminister er efter pres fra den maoistiske opposition trådt tilbage og landet er igen røget ud i en politisk krise, hvor løsningen af landets store problemer, fattigdom, sult og undertrykkelse må vige for det politiske magtspil i Kathmandu. Nepalesisk politik er ligeså uigennemsigtigt som vintertågen over Kathmandu, og de fleste nepalesiske politikere synes at gå mere op i at rage til sig af korruptionskagen og holde de andre fra fadet, end at tage fat på at få skrevet en grundlov, der kan sikre et ligeværdigt samfund. Der skal sættes gang i jordreformer, som kan give de allerfattigste et levebrød, og som samtidig kan gøre Nepal selvforsynende med fødevarer. Og ikke mindst skylder de nepalesiske politikere at tage et opgør med de samfundsnormer, der holder kvinder, kasteløse og etniske minoriteter i daglig undertrykkelse og fattigdom.

Vigende optimisme

Håbet var stort da det i 2006 lykkedes at skabe en fredsaftale i det lille, fattige bjergland og inddrage den maoistiske oprørshær i afholdelse af valg. Efter et nogenlunde fair og demokratisk valg i 2008 med maoisterne som de store vindere, afsatte parlamentet det 240 år gamle hinduistiske monarki og gjorde med et slag Nepal til en sekulær stat. Optimismen i befolkningen var stor og efter at have gennemlevet 10 år med krig, en enevældig konge og en lang række håbløse regeringer, der alle sammen var centreret omkring den gamle magtelite i Kathmandu, håbede mange på at den nyvalgte regering under ledelse af maoisterne kunne puste nyt liv i det hensygnende demokrati.

Det første år så det godt ud; flere kvinder og repræsentanter for etniske minoriteter i parlamentet og mere fokus på lokalt demokrati. Men ak. Siden foråret 2009 har utallige strejker og politiske konflikter sat en stopper for alt politisk arbejde, og optimismen rækker efterhånden kun til håbet om, at der er benzin på tankstationen i næste uge, eller at der snart bliver ryddet op i de store affaldsdynger på gaderne.

På randen af forfatningskrise

Skulle der have været få optimister tilbage, må de have mistet alt håb, da det som ventet ikke lykkedes den grundlovsgivende forsamling, at få skrevet en forfatning på de to år, der var afsat til det. I sidste øjeblik, bogstaveligt talt et kvarter i 12 midnat, lykkedes det maoisterne og de to andre store partier at nå frem til en aftale, der afværgede en situation uden forfatning og regering. Aftalen udsatte deadlinen for forfatningen et år, men knap var blækket på aftalen tørt, før det viste sig at ingen af parterne have tænkt sig at overholde den. Maoisterne ville under ingen omstændigheder afvæbne deres ungdomsfløj og den siddende premierminister havde ikke den mindste lyst til at gå af.

Nu er det så alligevel lykkedes maoisterne at presse premierministeren Madhev Kumar Nepal til at gå af, ved at blokere for vedtagelsen af en ny finanslov, men om det vil lykkes dem at få regeringsmagten er stadig uvist. Mislykkes det, er der stor risiko for at maoisternes opbakning til det parlamentariske system endegyldigt er forbi.

Maoisternes to veje

De nepalesiske maoister står i en vanskelig situation, hvor de igen skal vælge, om de vil følge de kræfter i partiet, der vil gå den parlamentariske vej, eller om de igen skal blive en militant oprørsbevægelse.

Den tidligere populære leder Prachanda, har mistet al opbakning internt. Han var arkitekten bag den plan der fik maoisterne ind på den parlamentariske vej, men mange i partiet mener, at rollen som premierminister steg ham til hovedet og at han er blevet en del af den korrupte magtelite i Kathmandu. Tilbage står hardlineren Kiran, der løbende har været fortaler for at "gå tilbage til junglen" og partiets chefideolog og tidligere succesfulde finansminister Baburam, som der lige nu er enighed om at forsøge at få udnævnt som premierminister. Men det står dog også klart, at vælgerne snart gerne vil se maoisterne få gennemført nogle af deres valgløfter om omfordeling af jorden, ligeløn og bedre uddannelse. Ellers kan støtten til maoisterne falde voldsomt, og internt i partiet vil de kræfter der vil ”tilbage til junglen” få fornyet medvind.

Parti, mafia og folkelig bevægelse

Maoisterne opstod som ”Folkets Befrielseshær” i starten af 90'erne i en lille bjergegn og blev i flere år ikke taget seriøst hos magthaverne i Kathmandu. Men gradvist lykkedes det oprørshæren at få kontrol over en del områder på landet. De slog til mod politistationer for at skaffe våben, men gik også hårdhændet efter mere politiske mål. I flere tilfælde er populære lokale ledere fra andre partier blevet bortført og henrettet, for at give plads til maoistisk indflydelse i området.

Når maoisterne fik så mange stemmer ved valget i 2008 og stadig nyder stor opbakning på landet, skyldes det deres evne til at tage fat på de problemer almindelige fattige mennesker på landet møder hver dag, såsom prostitution, druk og undertrykkelse. Nepal er stadig et feudalsamfund med få store jordejere, der har stavnsbundet de mennesker, som bor og arbejder på jorden. I de områder hvor maoisterne fik overtaget, konfiskerede de store mængder land fra jordejerne og delte det ud til jordløse. I dag er maoisterne stadig det eneste parti, ud af de 22, der er valgt til parlamentet, som har reelle bud på løsninger af landets store udfordringer.

Men maoisternes vej fremad er dog lige så takket og uvejsom som de nepalesiske bjerge. Partiet er nemlig også en organisation, der fungerer ved vold og trusler og det seneste år har de fysisk blokeret for at parlamentet kunne arbejde. Kommer man ud på landet, opererer mange lokale maoister som selvbestaltede mafiagrupper, med egen fortjeneste som det eneste formål. Og selv om borgerkrigen for længst er afsluttet, er der stadig jævnlige politisk motiverede drab, hvor maoisterne står for den klart største del.

Indiens borgerkrig

Den ustabile situation bekymrer Nepals altdominerende supermagt mod syd, Indien. Nepal synes med sine 27 millioner indbyggere at være en ubetydelig prik på landkortet i forhold til Indiens langt over 1 milliard. Men når Indien spiller en så stor rolle i forhold til Nepal, at det politiske liv til tider nærmest er fjernstyret fra New Delhi, handler det om at Indien har problemer med deres egne maoistiske oprørere, som den indiske premierministeren har betegnet som "den største trussel mod Indiens interne sikkerhed". Den indiske regering vil ikke have uro i "baghaven", og er bekymrede for at Nepal, hvis maoisterne får absolut magt, kunne blive et sikkert tilflugts- og træningssted for de indiske maoister.

Forbindelserne mellem de nepalesiske og indiske maoister har været uklare under hele den lange borgerkrig i Nepal, men optrapningen af indisk indflydelse i Nepal har ført til, at de nepalesiske maoister for første gang er kommet med en direkte støtteerklæring til de maoistiske oprørere i Indien. Det er sikkert ment som en provokation overfor regeringen i New Delhi, men samtidig håber de nepalesiske maoister ganske givet også at blive en del af den sociale bevægelse, der er på stærk fremmarch i centrale dele af Indien. Her er op mod 50 millioner mennesker fordrevet på grund af mine- og skovdrift, og under dække af den anti-maoistiske kampagne, slår den indiske regering hårdt ned på mange af de grupper der gør oprør mod tvangsflytningerne. Det er den situation de nepalesiske maoister håber kan gøde jorden for sociale uroligheder, der i givet fald kan destabilisere den indiske regering og måske sprede sig til Nepal.

Fred er afhængig af maoisterne

Mens varmen i lavlandet nærmer sig 45 grader og monsunen vælter ned over Nepal med daglige vandmængder der svarer til et halvt år dansk regn, er landet på vej ned i et sumpet vandhul uden regering og med en beskidt kamp om magten i Kathmandu. Nepaleserne er ved at være godt trætte af de politiske spil, der ikke fører nogle steder hen, og så er der jo heldigvis VM i fodbold... Men FN, Indien og alle andre udenlandske repræsentationer i Nepal holder vejret i de kommende uger, for lykkes det ikke at inkluderer maoisterne i en ny regering, er der stor risiko for at de mere militante dele af partiet vil få overtaget og dermed igen kaste Nepal ud i en tilstand af vold og kaos.