Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Aids-ramte redder liv

Da Graca Neves blev testet HIV-positiv, besluttede hun at tage livet af sig selv. Men gennem den MS-støttede AIDS-organisation Kindlimuka har hun fået en mening med de sidste år af sit liv: At oplyse andre kvinder om faren ved HIV/AIDS.

Af Marianne Holst, informationsmedarbejder i MS-Mozambique

18. februar 2002

• Mozambique har en befolkning på 19 mio. indbyggere.
• Heraf har over 1,2 mio. HIV eller AIDS.
• 33% af befolkningen har adgang til rent vand.
• Af 1.000 nyfødte børn dør 277, inden de fylder fem år.
• 58% af mændene og 27% af kvinderne kan læse og skrive.
• MS har haft samarbejdspartnere i Mozambique siden 1984 og har i dag 33 partnere og 21 udviklingsarbejdere i programmet.
• MS-Mozambique koncentrerer sig hovedsageligt om landbrug, undervisning, kultur, miljø og sundhed med bl.a. AIDS-oplysning.

Der er omkring 35 grader varmt i Mozambiques hovedstad Maputo, og Graca Neves trækker ærmerne op i sin sweatshirt. Underarmene er dækket af mørkelilla sår, som sammen med hendes skelettynde krop giver indtryk af, at den 30-årige kvinde står med sin ene genbrugs-gummisko i graven.

Da Graca Neves for tre år siden blev testet HIV-positiv, var det en dødsdom, hun modtog. Som frugtsælger på markedet vil hun aldrig få sine ru hænder på den dyre medicin, der holder for eksempel danske smittede i live i op til årtier.

"Min første tanke var: Jeg kan lige så godt tage livet af mig selv, så er det overstået med det samme. Men jeg turde ikke. I stedet gik jeg hjem, murede mig inde i et år og talte ikke med nogen om sygdommen, indtil jeg kom i kontakt med Kindlimuka", fortæller Graca Neves med henvisning til en mozambikansk organisation af HIV-smittede, der hjælper andre smittede.

Med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke er Kindlimuka fortaler mod fordomme og for bedre juridiske rettigheder for de 1,1 millioner HIV-smittede, den tidligere portugisiske koloni formodes at have.

Selv om AIDS er en meget synlig del af hverdagen, er sygdommen stadig omgærdet af tabu og tavshed. Det er sjældent at møde en mozambikaner, der åbent fortæller om sin sygdom. Den første, der stod offentligt frem, var Kindlimukas grundlægger, Salvadore Mazive. Han er død nu ligesom de efterfølgende ledere.

Danske udviklingsarbejdere fra MS bidrager løbende til organisationens opbygning. Det vil sige udvikling af organisationens evne til at administrere og varetage de HIV-smittedes interesser. Derfor kan Kindlimuka blive ved med at yde hjælp og oplysning under grundlæggerens motto: "Bryd tavsheden".

Den anbefaling lever Grace Neves op til: "Kindlimuka har givet mig en mening med mit liv ved at sørge for, at jeg kommer ud på skoler og i virksomheder. Her taler jeg om, hvor vigtigt det er at beskytte sig mod HIV. Forhåbentlig kan jeg redde liv på den måde."

Grace har kun få års skolegang bag sig, og selv om hun var klar over, at hendes mand gik med andre kvinder, havde Graca Neves ikke hørt om kondomer, før det var for sent. Manden er forlængst stukket af fra hende og deres ti-årige datter, Amanda. Amanda er ikke smittet og bliver en dag et tal i statikken over børn, der er blevet forældreløse på grund af AIDS. Det skete for 60.000 mozambikanske børn sidste år.

"Det er ikke mindst for børnenes skyld, at jeg taler åbent om min sygdom. Jeg vil informere andre kvinder om, at hvis de ikke får deres mænd til at bruge kondom, kan deres børn meget vel ende uden mor, ligesom min datter."