Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Viser kvinderne, at livet kan være anderledes

Women and AIDS Support Network, WASN, er en kvindeorganisation, der har eksisteret i Zimbabwe siden 1989. De ansatte er kvinder, og de henvender sig mest til kvinder - både dem, der selv har HIV eller AIDS i udbrud, og dem der lever med HIV og AIDS i deres familie.

Af Alice Juul Jørgensen, informationsmedarbejder i MS-Zimbabwe

• Zimbabwe har ca. 11 mio. indbyggere.
• 77% af befolkningen har adgang til rent vand.
• Der er 7.692 indbyggere pr. læge.
• 74% af mændene og 60% af kvinderne kan læse og skrive.
• Det anslås, at 25% af landets voksne befolkning er smittet med HIV.
• MS-programmet startede i Zimbabwe i 1983.
• MS har 33 partnere i Zimbabwe og arbejder hovedsageligt med områder indenfor menneskerettigheder og civilsamfund, social- og sundhedsvæsen, kvinderettigheder, handicappede, gadebørn, miljø samt organisationsudvikling og etablering af indkomstgivende aktiviteter.
• MS har for tiden 18 udviklingsarbejdere i Zimbabwe.

"I de senere år har vi også taget unge og mænd med ind i vores program, fordi det ikke gav mening at henvende sig udelukkende til kvinderne. Nu er det mere lokalsamfund, vi støtter, dog med vægt på kvinder og unge piger, fordi de fortsat er de svageste i samfundet," siger Mary Sandasi, leder af WASN's kvindeprogram i Chikvaka, et distrikt 120 km udenfor Zimbabwes hovedstad, Harare.

Undervisning, information, debat og lobbyarbejde om HIV og AIDS er WASN's arbejdsområde. De holder workshops ude i landområderne for kvinder og unge piger om forhandlingsteknik, om forebyggelsesmetoder, smitteveje, symptomer, behandlingsmuligheder af seksuelt overførte sygdomme, om at få børn og amning som HIV-positiv og om rettigheder. Mary Sandasi siger:

"Vores støtte til lokalsamfundene er ved at ændre fokus, så vi nu koncentrerer os mere om kvinders generelle rettigheder som retten til deres egen krop, ret til at få korrekt information, til at eje jord, til et liv uden vold og til et liv med et godt helbred."

"Man får hård hud af at arbejde med HIV og AIDS i Zimbabwe. For et par år siden ville jeg have grædt, når jeg så kvinder, der havde fået mange bank eller mødt unge kvinder, som var i vanskeligheder. Nu tænker og siger jeg, at de skal tænke sig om og reagere, i stedet for at vente på, at nogen kommer for at redde dem."

Kvinderne, der arbejder for WASN siger om sig selv, at de er rollemodeller for kvinderne på landet.

"Vi repræsenterer et liv med uddannelse, vi har adgang til information, og vi kan tage beslutninger for vores eget liv. Vi viser dem, at livet kan blive anderledes," siger Sandasi.

MS har støttet WASN siden 1994, og der har været forskellige danske udviklingsarbejdere tilknyttet siden 1995.

Direktør for WASN, Barbra Dembedza, siger om MS:

"MS’ ideologi om partnerskab er godt, og det gør MS unik. Partnerne er virkelig involverede i MS´ aktiviteter og har indflydelse på politikken. MS har initieret et godt netværkssamarbejde, men det er partnerne, der afholder det. MS er også den eneste samarbejdspartner, som har aktiviteter og workshops, hvor partnere kan pleje deres netværk og udveksle erfaringer, hvilket er uhyre vigtigt for vores arbejde."