Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 8. august 2010

Nordjylland skal give Samwely skyts til kamp i Tanzania

Velfærd: Fattigdom er mange ting, siger 25-årige Samwely fra Tanzania, der 9. til 13. august blaffer rundt i Nordjylland for at jage den danske velfærd. Han har selv prøvet at sulte og skal i det nordjyske få inspiration til at fortsætte kampen for en bedre fremtid for Tanzanias unge.

Studierne på universitetet og arbejde i YPC optager det meste af Samwely Stanleys tid. Foto: Tine Harden.
Studierne på universitetet og arbejde i YPC optager det meste af Samwely Stanleys tid. Foto: Tine Harden.
Af Manja Kamwi, informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania

08. august 2010

NORDJYLLAND:- Der er forskellige grader af fattigdom, forklarer Samwely.

- Man kan synes, man er fattig, fordi man ikke har råd til en bil eller tøj. Man er måske fattig, hvis man ikke har vand og elektricitet i sit hus. Og så er der den slags fattigdom, hvor du vågner op hver morgen uden at vide, om du får noget at spise i dag.

Det er den sidste slags fattigdom, 25-årige Samwely Stanley voksede op i i Tanzania. Og det er den slags fattigdom, der motiverer ham til at kæmpe for en bedre fremtid for Tanzanias unge.

I august blaffer han sammen med 18 andre unge fra udviklingslande rundt i Danmark som en del af Mellemfolkeligt Samvirkes projekt På sporet af velfærden. Han håber, at mødet med det danske samfund, som blandt andet består af besøg hos fiskere i Hirtshals, energibyen i Frederikshavn, Utzons havnefront og ungdomsskoler i Aalborg. De oplevelser og mødet med nordjyder skal give ham nye kræfter og idéer til sit arbejde for forandring.

- Ny inspiration, nye måder at tænke på, nye kundskaber og en ny tilgang til tingene, forklarer Samwely om de ting, han håber at have med hjem, når turen går retur til Tanzania og hjemlandets unge.

- Unge har alt for lidt politisk råderum i Tanzania. Det er en gammel etableret elite, der sidder på magten. Og det er en tilsvarende elite, der stemmer på den eksisterende magtelite, siger Samwely.

- Derfor skal vi have de unge til at registrere sig som vælgere, vi skal have dem til at stemme ved valgene, og vi skal have unge kandidater til at stille op til valgene. Vi skal skabe et Tanzania, hvor unge mennesker har mulighed for at få uddannelse og arbejde og mulighed for at være aktive deltagere i udviklingen af Tanzania.

- Min drøm er et smukt, fattigdomsfrit Tanzania, hvor unge har mulighed for at få et arbejde, en uddannelse og indflydelse, fortæller Samwely. Foto: Tine Harden.
- Min drøm er et smukt, fattigdomsfrit Tanzania, hvor unge har mulighed for at få et arbejde, en uddannelse og indflydelse, fortæller Samwely. Foto: Tine Harden.

Kirken og koret hjælper
Samwely arbejder for ungdomsorganisationen Youth Partnership Countrywide (YPC), som ligger i Kibaha – små 50 km fra Tanzanias hovedstad, Dar es Salaam. Det er også her, at Samwelys kirke ligger. Her møder han trofast op hver søndag til gudstjeneste, medmindre arbejdet for YPC forhindrer ham. Korøvelserne om torsdagen, når han dog sjældnere og sjældnere på grund af studier og arbejde, men han elsker at synge – og danse.

- Når jeg synger, er det ligesom, jeg glemmer alt og er et helt andet sted, fortæller han efter at have givet en smagsprøve på, hvad koret plejer at synge.

Kirken er en beskeden bygning et stykke fra hovedvejen i Kibaha. Og den har en helt speciel plads i Samwelys hjerte.

- Den tidligere præst hjalp mig mange gange, når vi ikke havde råd til skolepenge eller mad, fortæller han uden den mindste form for bitterhed.

Faktisk er Samwely forbavsende nøgtern, når han fortæller om sin til tider barske opvækst.

- Jeg så, hvordan min mor knoklede for os børn og hele tiden forsøgte at forbedre vores liv. Hun solgte grøntsager på gaden, og selv om hun ikke altid havde råd til at sørge for mad og skolepenge, så er det hendes skyld, jeg har fået en uddannelse, for hun ville ikke have, at jeg skulle ende som hende. Den eneste vej ud af fattigdommen er uddannelse. Når jeg så folk med rent og pænt tøj på vej til kontorarbejde, vidste jeg, at hvis jeg skulle ende sådan, så skulle jeg have en uddannelse.

Aldrig smagt en øl
Samwely blev den første i familien, der nåede længere end folkeskolen, og i dag læser han til gymnasielærer på universitetet i Dar es Salaam.

Ungdomsarbejdsløsheden er 35 procent i Tanzania og det er ganske få, der får en universitetsuddannelse.

- Mange af dem, jeg gik i folkeskolen med er aldrig kommet videre, fordi de ikke fik muligheden. Nu lever de af daglejer jobs og drikker pengene og tiden væk. Sådan kunne jeg måske også være endt, fortæller Samwely, der for længe siden valgte, at han ikke ville drikke alkohol.

- Jeg har aldrig smagt en øl, griner han.

- Det er måske lidt fjollet, men jeg tror, jeg dengang var bange for, hvad der ville ske, hvis jeg kunne lide alkohol. Og nu har jeg slet ikke lyst til det.

Det afholder dog ikke Samwely fra at danse og feste til den lyse morgen. Tværtimod elsker han at danse, og hænger ofte på Msana Strand lige uden for Dar es Salaam, hvor der ofte er musik til den lyse morgen.

- Jeg bliver gal, når der er musik. Så kan jeg slet ikke sidde stille, griner han.

Men det er studierne på Dar es Salaam universitet og arbejdet i YPC, der stjæler det meste af Samwelys tid.

- Jeg kan huske, da jeg første gang var til møde i YPC. Det var fantastisk at sidde sammen med andre unge mennsker og snakke om, hvilke visioner, vi har for Tanzania. Det er fantastisk at være med til at forandre og påvike samfundet og få folk til at ændre opfattelse.

- Det var Afrikas unge, der førte an i Afrikas uafhængighedskampe. Nu er det nutidens unge, der skal være med til at skabe forandring på ny.

- Det etablerede politiske system har ingen tillid til, at unge mennesker kan bidrage med noget. Men vi unge mennesker har masser at bidrage med, og jeg tror også, at vi er en del af løsningen på fattigdomsproblemet og problemerne med korruption. Vi kan skubbe på for forandring, fordi vi ikke er en del af den gammeldags måde at tænke på. Jo flere unge, der bliver involveret i politik på alle planer, desto større muligheder har vi for at skabe forandring, understreger han.

Brudepris til forhandling
Der er ingen tvivl om, at Samwely har talegaverne i orden og ofte lyder som en politiker selv. Men en politisk karriere kan ikke komme på tale.

- Jeg vil gerne være med til at skabe forandring og lede og guide folk, men det skal være uden for det politiske system. Jeg har ikke lyst til at ende i et partipolitisk system, hvor man skal makke ret og ikke kan forholde sig kritisk til forhold, fordi det ikke er partiets politik. Jeg vil have mulighed for at kritisere og få ideer og ikke være en del at et etableret system.

- Min drøm er et smukt, fattigdomsfrit Tanzania, hvor unge har mulighed for at få et arbejde, en uddannelse og indflydelse, fortæller Samwely.

Og så drømmer han om at gifte sig med sin kæreste. Men brudeprisen skal lige arbejdes hjem.

- Hendes familie kræver tre køer (svarer til DKK 1600). Men nu må vi se, om vi ikke kan handle lidt, smiler han.

Fakta: På sporet af...
Fra 9. til 22. august blaffer 19 unge fra Afrika, Asien, Mellemøsten og Centralamerika rundt som rødklædte agenter på jagt efter den danske velfærd. Undervejs vil de sammenligne det danske samfund og livet som ung i nogle af verdens fattigste udviklingslande.
På sporet af... er arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, og man kan støtte de unges arbejde med 50 kroner ved at sms'e 2015 til 1919. Læs mere på www.ms.dk/paasporet