Den poetiske aktivist

22-årige Njabulo Moyo fra Zimbabwe bruger både poesi og lederevner og ikke mindst sit forhold til Gud i bestræbelserne på at rette op på skævhederne i sit kuldsejlede fædreland.

Njabulo Moyo mener, at hans talent for at skrive og digte har været afgørende for, at han som syvårig kom videre efter tabet af sine forældre. Foto: Tine Harden.

Det stod ikke skrevet nogen steder, at Njabulo Moyo skulle blive til noget særligt. Hans opvækst som forældreløs i en fattig del af byen Bulawayo under Zimbabwes totale nedtur i 1990' erne og 2000-tallet pegede mest i retning af et liv som i bedste fald gadehandler, i værste fald småkriminel med hang til billig sprut og usikker sex.

"Sådan er det desværre gået mange af dem, jeg kender. Men jeg ville det anderledes," fortæller den 22-årige Njabulo Moyo, der er i Danmark for at deltage i Mellemfolkeligt Samvirkes På sporet af velfærden-projekt sammen med 18 andre unge fra Den Tredje Verden.

Og anderledes gik det den unge zimbabwer.

I stedet for at droppe ud af skolen, som tusinder af zimbabwiske elever gør år efter år, fuldførte han sin grundskole, tog studentereksamen og begyndte via fjernstudier på en bachelor i markedsføring på Sydafrikas Universitet, Unisa.

Samtidig skriver Njabulo digte, er aktiv i Frelsens Hær og kæmper for at være med til at få sit kuldsejlede land på fode igen som projektansvarlig i ungdomsorganisationen National Youth Development Trust.

"Min motivation skyldes de elendige tilstande i Zimbabwe. Folk får ingen uddannelse, sundhedsklinikkerne har ingen medicin, hiv/ aids-raten skyder i vejret. Jeg kunne blive ved. Det er i høj grad op til det zimbabwiske civilsamfund at sørge for at hjælpe landets mange fattige," siger Njabulo Moyo.

Han ser sin evne til at svinge blyanten og taste på computeren som afgørende for sit stærke sociale engagement og for, at han kom videre efter tabet af forældrene som syvårig.

"Min far blev dræbt i en trafikulykke i 1993, og året efter døde min mor af aids. Jeg tror, at det var med til at gøre mig til en af klassens stille drenge. Jeg havde nok at gøre med at komme mig over det store tab," forklarer Njabulo Moyo, som voksede op sammen med sine to ældre søstre hos sin mormor Esther i townshippen Mzilikazi i Bulawayos udkant.

Foto: Tine Harden.

Mens han førte en upåagtet tilværelse udadtil, fandt drengen Njabulo Moyo ud af, at han havde talent for at skrive og digte sig gennem diverse opgaver i skolen.

"Den evne gav mig selvtillid," husker Njabulo Moyo, der digtede sig ind i Bulawayos kunstnermiljø og en læsegruppe i den lokale afdeling af British Council, Storbritanniens internationale kulturinstitut.

At Gud ofte træder klart igennem linjerne i hans digte er ingen tilfældighed. Som for mange zimbabwere og andre afrikanere spiller religion en stor rolle i Njabulo Moyos liv.

"Måske fordi vi på grund af fattigdom og dårlig ledelse ikke er herrer over vores egen skæbne," mener den unge zimbabwer.

Han er vokset op i et hjem, hvor det var naturligt at være aktiv i Frelsens Hær. I et land som Zimbabwe, hvor kvaliteten af offentlige ydelser som sundhedspleje og uddannelse er i bund, fungerer Frelsens Hær og andre religiøse bevægelser ofte som det eneste alternativ.

Njabulo Moyo er en af dem, der forsøger at udfylde hullet ved at undervise omkring 100 børn i geografiog engelsk hver søndag. Bagefter tager han trompeten frem og spiller med Frelsens Hærs orkester i de lokale kvarterer.

"Der er mange problemer med for eksempel alkohol, stofmisbrug og vold på grund af fattigdommen i Zimbabwe. Vi spiller for folk og fortæller dem, at vi er klar til at hjælpe dem," siger Njabulo Moyo.

Det er dog uden trompet, at han i disse dage blaffer rundt i Danmark sammen med de andre udenlandske unge for at sammenligne livet som ung i det danske samfund med tilværelsen i nogle af verdens fattigste udviklingslande.