Refleksioner fra en tidligere FN-frivillig i Ouagadougou

Kathrine Lassen var udsendt som FN-frivillig i Burkina Faso 2007-2008. Hun reflekterer her over sit ophold hos paraplyorganisationen RECIF.

Af Kathrine Lassen

12. august 2010

Jeg var udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke (MS) som FN-frivillig til Burkina Faso fra 2007-2008. To år er der gået, siden jeg forlod denne hovedstad med det eksotisk klingende navn, Ouagadougou. Mit ophold var specielt på mange måder, men især fordi jeg var placeret udenfor FN  i en paraplyorganisation kaldet ’RECIF’. Normalt bliver FN-frivillige placeret i en af FN afdelingerne og ofte i UNDP. Jeg bruger nu mine erfaringer hos MS i forberedelsen af nye FN-frivillige, som skal udsendes.¨

Banantræer i haven?
Der er mange udfordringer, som udsendte er fælles om at opleve: at rejse til et fremmed land, at begå sig i en fremmed kultur, et nyt sprog, et anderledes klima, og ikke mindst en anderledes arbejdskultur og det at finde sin plads i et udviklingsprojekt.

Jeg husker, hvordan jeg nærmest blev skubbet to skridt tilbage, da varmen ramte mig på vej ud af flyet i Ouagadougou. Regnsæsonen var så småt begyndt, og varmen var fugtig og lagde sig som en tung dyne omkring mine lemmer. "Madam, madam", råbte taxachaufførerne i kor, mens jeg forsøgte at ignorere dem så godt jeg kunne, for min eneste ven Mauro skulle jo hente mig i lufthavnen.

Mauro, som også var FN-frivillig, havde købt en bil og kom susende med alle vinduerne rullet ned. "Her er masser af italienere", råbte han begejstret, mens jeg kæmpede med min bagage – den del der var ankommet. Mauro lånte mig nogle penge, så jeg kunne købe en tandbørste, noget vand og andre fornødenheder. Dernæst satte han mig af ved det hus, jeg skulle bo i den første tid. Vagtmændene lukkede mig ind, og mine første franske ord blev "Har I bananpalmer i haven?" De flækkede af grin som to store fodbolde. Der var ingen palmer i haven, men den ene vagt ville gerne købe et par bananer til mig. Det blev min første aftensmad. Welcome to Africa!

En verden af bureaukrati
Inden afrejsen var jeg på forberedelseskursus i MS – et super godt kursus, hvor jeg mødte andre frivillige på vej ud. Vi var fulde af forventninger alle sammen og slugte informationerne i os som sultne gribbe. MS stod for ansættelse og forberedelse, men derefter var det FN i Ouagadougou, jeg refererede til. Som noget af det første skulle jeg have et obligatorisk sikkerhedskursus. Jeg blev derfor sendt ned til Monsieur Securité, en herre som lige havde været udstationeret i Sudan, og som efter min bedste overbevisning led af paranoia, når det kom til sikkerhedsforanstaltninger i Burkina Faso. Jeg fik besked om at bygge en 2,5 meter høj mur omkring hele mit hus, at opsætte jerngitre foran alle vinduer og at ansætte mindst to vagter, helst tre. Alt sammen i et land, hvor kriminaliteten er tæt på ikke-eksisterende. Det var en meget underholdende oplevelse.

Dernæst var der obligatorisk kursus i administrative procedurer, hvilket viste sig at blive meget værd for at kunne navigere i det store antal dokumenter, som skulle udfyldes og underskrives hver måned. Til tider havde jeg en fornemmelse af, at halvdelen af min arbejdstid blev brugt på administrativt FN-arbejde. På den anden side var det påskønnet, at FN refunderede beløb for både vagtmænd og sikkerhedsforanstaltninger, når de nu krævede, at reglerne blev overholdte.

Væk med højtsvævende teorier
RECIF var min daglige arbejdsplads. Vi var omkring ni ansatte inklusivt administrativt personale. De fleste var lokale udover canadiske Eric og hollandske Sandra. En af mine første arbejdsopgaver blev at lave en liste over medarbejder og e-mail adresser. Ingen havde hinandens kontakter, og kulturen var at tale sammen frem for at sende mails, hvilket jo også er ganske hyggeligt, men tit enormt ineffektivt. Jeg var overrasket over, hvor praktiske min første opgaver var og fik hurtigt vendt op og ned på mine overbevisninger om, hvad der måtte være basal viden og ’know how’ på en arbejdsplads. Jeg var bl.a. ansat til at udvikle ligestillingsstrategier, men kom ofte til at sidde med helt andre nødvendige opgaver. Jeg fik virkelig afprøvet, hvad det vil sige at afstemme mine ’terms of reference’ til virkeligheden. Alle mine højtflyvende, intellektuelle og ideologiske teorier blev pakket ned og først pakket ud igen lang tid efter hjemkomsten tilbage til Danmark. Desværre havde vi i RECIF store problemer med ’kreativ bogføring’. Det tog mig lang tid at opdage, hvad der foregik, og jeg havde af samme grund vanskeligt ved at få adgang til information.

Heldigvis har MS nogle meget klare retningslinjer i forhold til korruption, og hvorledes man skal forholde sig, hvis man er så uheldig at opleve det på tæt hold. Der er både ’Anti corruption code of conduct’ samt ’Whistleblower mechanism’, som indeholder forskrifter for, hvordan man ved mistanke skal sørge for at være åben og gå til sin supervisor eller leder. I mit tilfælde gik jeg til både FN, MS og den Danske Ambassade. Det er selvsagt utrolig vigtigt at komme korruption til livs, men samtidig svært, da der er flere hensyn at tage til både de gode og loyale kollegaer i organisationen, samt til ens egen situation og sikkerhed.

På trods af eller måske nærmere pga. vanskelighederne var mit ophold ekstremt lærerigt. Det en oplevelse for livet at være udsendt til et udviklingsland. Der foregår en kulturel udveksling, som påvirker langt ud i fremtiden. Man bliver aldrig den samme igen. Forhåbentlig har man ligeledes opnået at påvirke en gruppe mennesker positivt i et udviklingsland.