Copenhagen Consensus mangler stemmen fra Syd
Af Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke23. juni 2004
Både København og udviklingslandene har verdenspressens opmærksomhed i de næste dage. Søndag og mandag gennemføres konferencen Global Ansvarlighed med en række bistands- og miljøorganisationer som arrangører. Mandag-torsdag afvikles Bjørn Lomborgs højt profilerede Copenhagen Consensus.
Lomborg har inviteret nogle af verden førende økonomer til at diskutere en række relevante og vigtige prioriteringer mellem nogle - men ikke alle - af de allerstørste problemer i udviklingslandene. Det er interessant, at Lomborg på forhånd har bedt økonomerne prioritere ud fra et scenarie, hvor der er 50 mia. dollars mere til rådighed for u-landsbistand. Men det er ikke godt nok. Sammen med de fragmenterede cost-benefit-analyser, som er konferencens arbejdsmetode, indsnævrer det fokus fra det essentielle.
For det første ligger der implicit i hele tilgangen, at det er urealistisk at gå ud over en ramme på 50 mia. dollars. Men alene hvis USA levede op til FN’s målsætning om 0,7 % af BNI i udviklingsbistand, ville det forøge denne med 60 mia. dollars. Hvis samtlige lande levede op til FN’s målsætning ville det tredoble den nuværende totale bistand på 68,5 milliarder dollars. I den sammenhæng er det unægteligt svært ikke at lade sig distrahere af, at de samlede årlige udgifter til militær og landbrugsstøtte i den rige del af verden beløber sig til ca. 1.300 mia. dollars! I øjeblikket er terrorbekæmpelse altså på dagsordenen ud fra en militær tilgang og ikke ved at bekæmpe fattigdom, der er roden til terrorismen. Alene derfor må man desværre fastslå, at Lomborgs ambitionsniveau er alt for beskedent og - urealistisk. Knaphed på penge er et falsk argument.
For det andet sætter Copenhagen Consensus kun i mindre omfang spørgsmålstegn ved hele grundlaget for de økonomiske kalkuler i cost-benefit-analyserne, som er den nuværende - såkaldte - markedsdrevne globalisering. Denne har hidtil været til ensidig fordel for de rige lande, og foruden at være en del af løsningen er den bestemt også en del af problemet. De herskende spilleregler har nemlig nogle meget bastante konsekvenser for udviklingslandene:
• De rige lande beskytter deres egne landbrug stik imod en reel markedsdrevet globalisering.
Det holder udviklingslandene ude af markedet med netop de produkter, der kan produceres billigst her, og som kunne være dynamo for en positiv økonomisk udvikling.
• Udviklingslandene er kapitaleksporterende, selv når udviklingsbistanden fra den rige verden tælles med.
Dels på grund af tyngende rentebyrder på den eksisterende gæld, som fastholder udviklingslandene i en gældsfælde. Dels på grund af stadige forringelser af bytteforholdet, hvor udviklingslandene skal give mere for værdiforarbejdede produkter fra de rige lande og får mindre for de råvarer, der er typiske eksportartikler fra de fattige lande.
• Verdensbanken og Den Internationale Valutafond har påtvunget udviklingslandene liberaliseringer og privatiseringer, som har udsat svage økonomier for udenlandsk konkurrence på for tidligt et tidspunkt.
Til fordel for store multinationale koncerner, der boltrer sig i produktion med lave lønninger, ingen skat samt ringe krav til miljø og lønmodtagerrettigheder.
Og som smadrer lokal produktion, kontrol og ejendomsret over vigtige industrier.
Hvor længe vil den rige verden fastholde jerngrebet på udviklingslandene?
Den dag cost-benefit-analyserne tvinges til at indkalkulere terroraktioner i beregningsgrundlaget, kan det meget vel være for sent.