Ungdomsorganisationer battler på larm
Fire danske ungdomsorganisationer har taget imod en udfordring fra MS om at skabe mest larm omkring 2015-målene op mod og efter FN-topmødet til september. Startskuddet går på lørdag kl. 13.45 på Fair Fælled.
17. august 2010Hvem kan få flest frivillige til at stille op til den fælles NGO-kampagne, og hvem kan råbe højest om FN’s 2015-mål? Det finder vi snart ud af, efter at – indtil videre – fire ungdomsorganisationer har taget imod en udfordring fra Activista, som er Mellemfolkeligt Samvirkes frivillignetværk, om at skabe mest muligt opmærksomhed omkring 2015-målene. Indtil videre har de unge fra IBIS, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet Ungdom og Sex og Samfund taget imod udfordringen. Men der er plads til mange flere:
"Udtrykket ’jo flere des bedre’ har aldrig været mere passende. Vi håber, at så mange som muligt vil være med til at battle mod os. For selvom vi kæmper for samme sag, kan vi jo godt også slås lidt imod hinanden", siger frivillig-koordinator i Mellemfolkeligt Samvirke Frederik Christiansen.
Udfordringen går på, hvilken ungdomsorganisation, der kan lave mest larm, arrangere de fedeste events i perioden fra 17. august indtil topmødet den 22. september og hvem, der kan mobilisere flest frivillige til den store event som del af den fælles NGO-kampagne den 10. september. Der er startskud på battlen mellem de engagerede unge under Fair Fælled Festival i Fælledparken i København lørdag den 21. august klokken 13.45.
"Vi er utrolig glade for, at de unge i Activista og de andre organisationer går så aktivt ind i kampen for at presse politikerne til at gøre noget ved 2015-målene. Vi kan og bør ikke acceptere, at over en milliard mennesker hver dag går sulten i seng. Vores opgave er at gøre opmærksom på, at vi rent faktisk kan gøre noget ved fattigdom, og her spiller vores engagerede unge en yderst vigtigt rolle", siger forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach.
Udfordringen ender med en stor fest for alle de frivillige i København til oktober. Her vil der blive kåret vindere indenfor kategorier som skøre events, fedeste frivillige, flest slåfejl på løbesedler og meget andet.
Frederik Christiansen opfordrer alle andre ungdomsorganisationer til at melde sig ind i kampen ved at sende ham en mail på fch@ms.dk



