"Gud ved, hvor lang tid det vil tage os, at komme på fode igen”

Javeria Malik, kommunikationsmedarbejder for Actionaid Pakistan har rejst gennem de nogle af de værst ramte områder og fortæller her om de menneskelige konsekvenser af de massive oversvømmelser.

Oversat af Sara Schlüter

17. august 2010

Abdul Qayyum græd, mens han fortalte mig sin historie. Førhen var han en fremgangsrig indehaver af en købmandsbutik, nu har han set al sit arbejde og sin families rigdom skylle væk, da oversvømmelserne ramte byen Kot Addu i Punjab-regionen.

Ligesom millioner andre er han fortvivlet over regeringens manglende hjælp.

"Vi er fuldstændig overladt til os selv", siger han.

"Nu er vi hjemme igen og Gud ved, hvor lang tid det vil tage os at komme på fode igen".

Abduls historie er blevet gentaget mange gange i de tre uger, jeg har rejst tværs over Pakistan og besøgt de værst ramte områder, hvor jeg har mødt familier, som er flygtet fra vandet. Først så jeg mennesker i den øvre Swat-dal, som var strandede, fordi broer og veje var skyllet bort. Efterfølgende har jeg mødt dem, som vender retur til deres sammenstyrtede hjem i det sydlige Punjab og prøver at finde bare enkelte af deres ejendele.

I Swat-dalen tog det mig fem timer at gå hen over ødelagte stier og glatte klipper for at komme frem til den udslettede landsby Bishigram. Over 400 huse var tromlet ned af vandmængderne, og mad, rent vand og medicin kunne ikke komme frem, fordi landsbyen var komplet isoleret. Kvinder og børn havde ikke spist ordentligt i mange dage, og deres fødevarelagre var hurtigt ved at forsvinde. Folk havde søgt husly hos naboer, hvis huse stadig stod. Andre krøb sammen under presenninger i selvopførte telte.

ActionAid var den første organisation, som delte nødhjælp ud til blandt de hårdest ramte familier i Bishigram. Vi gav dem mad, husholdningsartikler og hygiejneprodukter til kvinder og børn og fortalte dem, hvor hoveddistributionscenteret var.

Et melankolsk maleri
For nylig besøgte jeg de berørte områder i det sydlige Punjab.

På vej mod Layyah – et område i det sydllige Punjab distrikt, som er ramt af oversvømmelserne – håbede jeg, at situationen ville være bedre end i Swat. Da vores syv timer lange rejse fra Islamabad lakkede mod enden, begyndte sceneriet at ændre sig. Fra vejen så jeg snesevis af ødelagte lerklinede hytter, som ingen boede i. Der var ubehageligt stille for en landlig forstad i Punjab. Efter at oversvømmelserne hærgede igennem byen, havde den fået et præg af et melankolsk maleri.

Familier sad langs vejen med de få ejendele, de stadig havde tilbage. De vil fortsætte med at bo der, under åben himmel, overladt til monsunregnens nåde, indtil de kan genopbygge deres lerklinede hjem.  

Jeg nåede nogle mennesker, som prøvede at tørre hvede ved at sprede det ud på vejen. De fortalte mig, at de kun ville bruge det som foder til deres husdyr, fordi det ikke længere var egnet til menneskeføde.

"Det var alt, jeg havde på lager til at brødføde min familie i de næste måneder. Nu har vi ingenting at spise", fortalte landarbejderen Muhammad Sarwar.

På hver side af Mohammad strakte vandmasserne sig ud i horistonten. Bygninger som regeringsklinikker, skoler og moskeer var alle dækket af vand op, som strakte sig op mod deres tag.

Frygter for fremtiden
Vi nåede endelig til en kanal, hvor både i hast fragtede folk fra den stadig tørre by Dera Ghazi Khan tilbage til deres ødelagte huse i Layyah og Kat Addu. Det var over 40 grader varmt, og snesevis af familier med kvinder, børn og syge mennesker ventede på at kunne komme med båden, så de kunne komme tilbage dertil, hvor deres hjem engang stod. Mange af dem sagde, at de havde savnet deres hjem, mens de boede hos pårørende eller i en nødhjælpslejr. Da de hørte, at vandet var ved at trække sig tilbage, kunne de ikke vente med at begynde turen hjem. Der var gravide mødre, som bekymrede sig om deres ufødte børn, mens andre græd over tabet af deres døtres medgift.

Folk klagede over, at nødhjælpen ikke var nået frem, og at myndighederne havde overladt dem til oversvømmelsernes nåde.

"Regeringen har intet gjort for os. Vi har brug for mad, tøj og penge til at genopbygge vores hjem", sagde de.

Efter med egne øjne at have set ødelæggelserne, frygter jeg for, hvor lang tid det vil tage for mit land at komme sig.