Vores landsby lignede en sø
For langt de fleste pakistanere er de ødelæggende oversvømmelser de værste i deres livstid. Men ikke for Gul Mohammad. Sidst, Pakistan var så slemt ramt, var i 1929, og han var fanget i dem som barn.
|
|
Gul Mohammad
|
24. august 2010
Hans familie var bønder, og han kan huske at blive taget med hjem over en måned efter, at vandet havde trukket sig tilbage. Hans hjem var slået til pindebrænde.
- Det tog os fem eller seks år at genopbygge alting dengang, siger han.
- Dengang havde vi inden penge, vi var afhængige af Gud.
Hans landsby hedder Jamrid Nasheb, og ligger blot fem kilometer fra Indus floden. Tre dage før dette års oversvømmelser kom folk fra staten og advarede landsbyboerne mod den kommende katastrofe.
- Vi troede ikke på dem, så vi blev. Vi troede, at regeringsrepræsentanterne ville have os til at rejse væk, fordi det land, vi bor på, er ejet af staten. Vi var bange for at miste det, siger han.
ActionAid hjælper lige nu over 40.000 af de hårdest ramte pakistanere med nødhjælp som mad, vand, husly og sikkerhed.
Inden for de næste to måneder vil ActionAid Pakistan kunne hjælpe over 100.000 mennesker.
Det anslås, at omkring 20 millioner pakistanere har brug for hjælp efter oversvømmelserne, der betegnes som en større katastrofe end tsunamien i 2004.
Du kan hjælpe ved at sms’e STØT til 1919 og give 100 kroner.
Landsbyen forsvandt
- Det begyndte at regne om natten. Det regnede i fem timer, og floden begyndte at stige. Jeg sov ikke. Jeg troede, at det var ovre for os alle. Vi forlod vores hjem omkring klokken ni og tog hen til en bakke i nærheden. Vi var nødt til at forlade den om morgenen, og vandet omkring havde nået os til brystet. Da jeg så mig tilbage, kunne jeg se, at det allerede var steget igen op over tagene, og vores landsby lignede en sø. Vi gik i to timer med vores børn på vores skuldre, fortæller han.
Gul Mohammads familie mistede en ko og fem geder. I alt mistede landsbyen med 150 familier 450 stykker kvæg, deres største indtægtskilde, som vil være ekstremt dyre at erstatte.
Da han fortæller sin historie, har Gul Mohammad været i en af ActionAids lejre i fem dage. Men han er bekymret for sit hjem.
- Vi efterlod vores smykker og andre værdigenstande i metalkasser. De er måske ikke skyllet væk, men hvis de ikke er, har jeg hørt, at der rejser tyve rundt til alle landsbyerne i både for at stjæle vores værdier.
- Jeg vil bare gerne hjem. Så snart, det er muligt, vil min familie vende tilbage for at begynde genopbygningen, siger han.
