Mød MS i paneldebat til premieren på "Blod i mobilen"
Den 1. september er der premiere på dokumentarfilmen ”Blod i mobilen” i biografer over hele landet. Filmen giver et dyster indblik i mineraludvinding i Den Demokratiske Republik Congo. Mineraler der anvendes i vores mobiltelefoner.
|
Filmen har premiere i biografer landet over og efter filmen kan publikum overvære en live-transmitteret debat og stille spørgsmål via sms til et panel bestående af blandt andet Mellemfolkeligt Samvirkes forkvinde Trine Pertou Mach, instruktøren bag filmen Frank Piasecki Poulsen og chef for Center for Samfundsansvar Carsten Ingerslev. Mette Vibe Utzon er ordstyrer
Filmen handler om instruktøren Frank Piasecki Poulsens egen rejse til ’mørkets hjerte’ i Den Demokratiske Republik Congo og dybt ned i landets undergrund for at finde sandheden om den produktionskæde, der er baggrunden for de mobiltelefoner, der er blevet allestedsnærværende i vores hverdag.
På sin rejser møder Frank Piasecki Poulsen congolesiske børn, der arbejder i minerne flere dage i træk uden at se dagens lys, og finder beviser på, at minerne er med til at finansiere den tragiske borgerkrig i landet, der har krævet næsten 5,5 mio. ofre og virker helt uløselig.
Stort set alle mobiltelefoner i verden indeholder mineraler fra minerne i DR Congo og som instruktør Frank Piasecki Poulsen selv siger i filmen: - Som i min Nokia – gør det mig ansvarlig?
I filmen bliver der sat fokus på både den enkelte forbruger og de store mobiltelefonproducenters ansvar.
Netop Nokia udtaler til Politiken, at de kender til problematikken med ulovligt børnearbejde og minernes rolle i konflikten, men at de ikke har mulighed for at vide præcis hvilken mine, de enkelte mineraler stammer fra. Hvorvidt det er rigtigt, er et af de spørgsmål som filmen svarer på.
Filmen går helt tæt på en skræmmende virkelighed og sætter de 5 sms’er alle danskere i gennemsnit sender om dagen i perspektiv.
Se her hvor filmen spiller http://doxbio.dk/dbio/b.lasso?d=2010508
Læs mere om filmen på: www.bloodinthemobile.org



