Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

MS: Mere konkurrence om midler til kommunikation om u-lande

Midler til kommunikation om dansk udviklingssamarbejde stiger ifølge forslaget til ny finanslov med 10 millioner kroner i 2011 men falder igen året efter. Fasthold stigningen og udlæg samtlige 10 millioner i fri konkurrence, siger Mellemfolkeligt Samvirke.

25. august 2010

I regeringens udspil til finanslov vil man i 2011 afsætte ekstra 10 millioner kroner til kommunikation om udviklingssamarbejdet. De 5 millioner vil være øremærket "nyskabende ideer" og være i fri konkurrence via Danidas oplysningsbevilling, mens de øvrige 5 millioner er øremærket Danidas egen oplysning. Året efter, i 2012, er det kun midlerne til Danidas egen kommunikation, der lever videre. De 5 millioner til den nyskabende kommunikation forsvinder fra budgetterne. Ærgerligt, mener Mellemfolkeligt Samvirke:

- Søren Pind har, siden han tiltrådte, ønsket mere innovativ og mainstream kommunikation på området. Det bakker vi op om. Men de flotte ord skal også slå igennem i budgetterne. I Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer vi ministeren til to ting: Fasthold stigning på de 10 millioner – også efter 2011 – og læg samtlige midler ud i fri konkurrence i stedet for at øremærke halvdelen af stigningen til ministeriets egen kommunikation, siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

Nye undersøgelser viser, at danskernes viden om bekæmpelse af fattigdom og tillid til, at vi kan udrydde fattigdom og sult, er begrænset. Hele 83 procent af danskerne tror "i mindre eller nogen grad", at der sker fremskridt i den globale fattigdomsbekæmpelse. De fleste danskere tror, at kun 30 procent af børnene i u-landene går i skole. Det reelle tal er 90 procent. 

- Der er brug for helt grundlæggende oplysning til danskerne om forholdene i udviklingslandene, og der er brug for en kritisk, udfordrende og aktiverende oplysningsindsats, der også udfordrer danskerne som verdensborgere i en stadig mere globaliseret verden, siger Frans Mikael Jansen.