Vi er osse Europa
For længe er vi gået på kattepoter uden om det ømtålelige EU, i stedet for at gøre kampene om unionens dagsorden nærværende for medlemmer og andre mennesker.
Af Lars Udsholt, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke14. november 2003
Dansk demokrati var til eksamen hos landets fineste statskundskab - og bestod. Men i forhold til EU satte professorerne bag magtudredningen tykke røde streger. EU har faktisk åbnet sig mere for synspunkter fra borgerne i løbet af 90´erne, noterer rapporten. I samme periode er antallet af ægte EU-hadere skrumpet ind til europæisk gennemsnitsniveau. Alligevel blander danskerne sig jævnt hen uden om EU's beslutninger.
Ikke fordi de er ligeglade med verden. »Alt i alt har den europæiske og internationale orientering i Danmark vokset sig ganske stærk«, konkluderes det. Forklaringen er heller ikke, at danskerne har opgivet at råbe politikerne op. Her ligger vi på en fornem europæisk andenplads. Sagen er, mener forskerne, at de internationalt engagerede danskere går direkte i clinch med globale spørgsmål, og sparer omvejen via EU. Kampen om, hvad EU skal gøre ved miljø, flygtninge, ulande og andre globale spørgsmål, er blevet en sag for formænd og generalsekretærer.
Magtudredningens billede er genkendeligt, men ikke kønt. Der skal tænkes nyt og stort, hvis unionen skal udvikles til et 'deltagelsesdemokrati', som vi stilles i udsigt i den ny Forfatningstraktat (1.46). Nogle af disse ny-tanker drejer sig om EU selv, bl.a. behovet for bedre balance mellem de tunge interesse-lobbyister og de mere idealistisk engagerede borgere.
Andre drejer sig om passende rammer for dialogen om EU-spørgsmål mellem de nationale politikere og græsrødderne. Efter nej'et i 1992 fik vi et Råd for Europæisk Politik, der skulle løse dette problem. Det gjorde det ikke rigtigt, og rådet er siden nedlagt - men problemet består.
Endelig er der det åbenlyst ukonstruktive forhold imellem majoriteten af medierne og 'det folkelige Danmark'. Det fik vi sidst en prøve på under decembertopmødet i København.
Her fik et par snese 'måske-voldelige' lov at løbe med 90 procent af medieopmærksomheden. De øvrige aktiviteter blev gennemgående skildret som et ekko fra de fjerne 70´ere, udført af en særegen og tilbagebleven kategori af menneskeheden, ngo'erne, vistnok lidt i slægt med Amish-folket.
Det aktive civilsamfund, der f.eks. brugte topmødets anledning til at diskutere de nye medlemslandes bidrag til kampen mod verdensfattigdommen, kom ikke til syne. Forløbet fik Connie Hedegaard til at konkludere her i avisen (21.12), at græsrødderne skal være voldelige for at blive hørt!
Som man råber i skoven, får man svar. Også fra græsrødderne. Establishment har medansvar for at dialogen ender konstruktivt. Men det samme har vi i foreningslivet.
Vi trænger til selvkritik og til gode råd ude fra. Ellers bliver vi ikke de kanaler for folkelig indflydelse på verden, som er vores egentlige eksistensberettigelse.
For længe er vi gået på kattepoter uden om det ømtålelige EU, i stedet for at gøre kampene om unionens dagsorden nærværende for medlemmer og andre mennesker. F.eks. er det først i det sidste år, at vi MS er begyndt at blande os i debatten i andre EU-lande (om landbrugspolitikken).
'Next-Stop-Dordogne-kampagnebussen' er stadig kun på tegnebrættet. Især har vi brug for at udvikle netværket af vågne folk, der vil hjælpe med at følge bestemte EU-sager, råbe op og presse på. Meningsfulde opgaver til aktive EU-demokrater savner vi derimod ikke.