Sult koster mindst 2.600 milliarder kroner om året
Hvert år mister udviklingslandene mindst 2.600 milliarder kroner på grund af sult. Det viser nye udregninger i rapporten ’Who’s Really Fighting Hunger’ af ActionAid International, som Mellemfolkeligt Samvirke er en del af, der udkommer i dag. Her gøres der status over, hvordan det går med at opfylde det første af verdens otte 2015-mål. At halvere verdens sult.
14. september 2010Det er ikke opløftende læsning. Hvert år taber udviklingslandene mindst 2.600 milliarder kroner – primært i tabt arbejdsfortjeneste som følge af sult, og størstedelen af udviklingslandene er ikke på rette vej. F.eks. sulter 76 procent af indbyggerne i DR Congo, mens hver femte går sulten i seng i Indien. Det har vidtrækkende konsekvenser for de fattige landes muligheder for at udvikle sig. Løsningen er en målrettet indsats for småbønder – særligt de kvindelige.
- Når mennesker sulter, så er det selvfølgelig en personlig tragedie for hver enkelt, men det er også en kæmpe økonomisk og udviklingsmæssig krise. Verdens ledere må tage ansvaret på sig, når de mødes i næste uge. Vi kan ikke længere nøjes med fine ord uden handling, siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Frans Mikael Jansen.
Men der er også lyspunkter, og netop her bør verdens ledere rette blikket, når de mødes den 20. til 22. september til FN’s sidste topmøde om 2015-målene. Lande som Brasilien, Kina, Vietnam, Ghana og Malawi står til at nå målet om halvering af sult før tid.
Erfaringen fra Kina, som har hevet millioner ud af sult og fattigdom, viser at landbrugssektoren har været en afgørende faktor for Kinas positive udvikling med hensyn til sult- og fattigdomsreduktion. Vækst i landbrugssektoren har vist sig at bidrage til fattigdomsreduktion fire gange som meget som vækst i industrien og servicesektoren.
Allerede i 2003 vedtog de afrikanske lande den såkaldte Maputo-erklæring, som forpligter dem til at bruge mindst 10 procent af BNP på landbrug. Den lever kun otte afrikanske lande op til samtidig med at donorers støtte til afrikanske landbrug er faldet voldsomt – fra 16 procent af den samlede bistand i 1990’erne til kun 4,2 procent i 2006. Det skal der laves om på i New York.
- Når vi støtter småbønder, breder den økonomiske vækst sig til hele samfundet. Det siger sig selv, at der ikke findes en onesize detailplan for at halvere sult, og at det ikke kun handler om at give en pose penge. Der er brug for målrettet bistand til landbrug og ikke mindst, at udviklingslandenes regeringer tager ansvaret på sig, siger Frans Mikael Jansen.
For yderligere oplysninger kontakt Frans Mikael Jansen på 20280844 eller pressemedarbejder Sara Schlüter påssc@ms.dk eller 60434321.
Om rapporten ’Who’s Really Fightning Hunger’:
Hvad gør rapporten?
Denne HungerFREE Scorecard rapport har til formål at evaluere landes fremgang i forhold til at opfylde deres forpligtelser til at gøre en ende på global sult. Rapporten analyserer 28 udviklingslande og 23 rige nationer, der alle er medlemmer af OECD’s komité for udviklingsbistand. Indikatorerne er baserede på de tiltag, som FN har identificeret som de mest kritiske i forhold til at vende den stigende globale sult.
Udviklingslande er blevet rangeret efter deres resultater i forhold til sult og børneernæring og på tre typer af offentlige tiltag: retslig forpligtelse til at gøre mad til en rettighed, investering i landbruget og social beskyttelse.
Udviklede lande er blevet rangeret på basis af to sæt af indikatorer: 1) På deres bistand til landbruget og deres bistand til social beskyttelse (deres ”bistandsindikatorer”). 2) På deres indenrigspolitikkers bidrag til aktuel og fremtidig sult i udviklingslande, specielt i forhold til incitamenter for forbrug af biobrændstoffer og udledning af karbon (deres ”politiske indikatorer”).
Rapportens første del sammenfatter data fra indikatorer og de forskellige landefremskridt og opsummerer på denne baggrund en række hovedpolitiske budskaber samt udviklinger inden for sult. Den anden del, HungerFREE Country Scorecards, ser nærmere på hvert enkelt land ud fra en række overordnede informationer. Den sidste del gennemgår detaljeret rapportens metodologi og data indikatorer.
Hvordan har vi beregnet de 2.600 milliarder kroner?
FN og Verdensfødevareprogrammet har for nylig lavet en tværgående landeanalyse af de økonomiske konsekvenser ved børneunderernæring i Centralamerika, som viste, at mulighedsomkostningerne ved børneunderernæring årligt løber op i 2-12 procent af BNP. 90 procent af mulighedsomkostningerne skyldes produktivitetstab som følge af tidlig død og lavere uddannelsesniveau forårsaget af sult. Yderligere 10 procent skyldes omkostninger ved at behandle sultrelaterede sygdomme og omkostninger ved flere børn, som må gå klassetrin om.
Fremskrivninger af den lave ende af intervallet for mulighedsomkostninger for regionen med det højeste niveau for sult blandt børn (Afrika syd for Sahara og udviklingslande i Asien) viser, at selv en konservativ 3,5 procents reduktion af BNP som følge af børneunderernæring kan koste regionerne op til $462 milliarder årligt. Rundet ned er det ca. $450 milliarder. Gennem valutakurser.dk er det omregnet til 2.632 milliarder kroner og rundet ned til 2.600 milliarder.
