Artikel fra MS-revy 7/1992

Børn i farezonen

Årets u-landsjulekalender handler om børn i Nepal - nærmere bestemt børn i farezonen. Gadebørn, børn der arbejder under utålelige forhold, eller børn der bliver solgt til indiske bordeller. Støtten går til et projekt for dem, som en række private organisationer er gået sammen om, og hvor også MS-Nepal er stærkt engageret.

Af Rud Nielsen

12. november 1992

KANCHI, KANCHI, kom og tør bordene af nu! - råber lodgeejeren efter den 10-årige pige, der for et par minutter siden blev sendt ud for at vaske op. Lidt senere sidder hun igen ved vandløbet og vasker bliktallerkenerne med en tot rishalm og lidt grus.

Hun har intet rigtigt navn. Bliver bare kaldt "Kanchi". Det betyder "madpige". For fire år siden fandt folk hende på bytorvet i landsbyen Melamchi 50 km nord for Kathmandu. Ingen vidste, hvor hun kom fra, eller hvad hun hed.

Lodge-ejeren tog hende til sig, og siden har hun hjulpet på lodgen fra fem morgen til langt ud på aftenen. Hun får kost og logi, men ikke nogen løn. Hun har aldrig gået i skole, men det er nu ikke unormalt i Melamchi, hvor kun fem pct. af befolkningen kan læse og skrive.

Senere spiser jeg frokost et andet sted i byen. Nu er det en dreng, der hjælper til. Navnet skifter til "Kancha", men dagligdagen er den samme. Han løb hjemmefra for tre dage siden - pga. en "ond stedmoder", der prioriterer sine egne børn. Udover kost og logi får Kancha dog også en løn på tolv kr. om måneden. Logi betyder, at han kan sove på sammenstillede stole i thehuset.

Alle thehuse i Nepal har Kanchi'er og Kancha'er. Alene i hovedstaden Kathmandu arbejder over 8000 børn på dén måde.

Børn i farezonen

En ny lov om børnearbejde blev vedtaget i foråret '92. Der er nu helt præcise regler for omfanget af arbejdet, når man er under 14 år. Loven harmonerer bare ikke med virkeligheden.

Med 80.000 piger i væveindustrien i Kathmandu, tusindvis af piger blandt theplukkerne i den østlige del af landet, mindst 5000 drenge ved murstensproduktion osv. er disse børns arbejde en væsentlig del af familiernes indtægter. Selv i regeringens egne theplantager er børnearbejde almindelig praksis.

En videre opremsning af børns vilkår med hel- eller halv-slaveagtigt arbejde, det lave antal der kommer i skole, og det høje antal der ender som dropouts fra skolen - alt dette ville bekræfte, at mange nepalesiske er "children at risk", farezonebørn. "Child­ren at risk" er derfor også blevet navnet på støtteprojektet for årets julekalender.

DR-TV har i samarbejde med Danida, SIDA, Norad og Finnida også stået bag tre små introduktionsfilm om pigers hverdag i Nepal, som ved redaktionens slutning netop har været vist. Filme­ne er rettet mod 5-10 års børn og viser dog ikke den endnu bar­skere hverdag for støtteprojektets børn.

Netværk bag projektet

En Danida-rådgiver i Kathmandu og MS-Nepal har sammen med en gruppe nepalesere defineret støtteprojektet. På et møde i januar samledes 8-10 private organisationer, der arbejder med kvinder og børn, og der var hurtigt enighed om at definere mål­gruppen som "børn i farezonen". Der var også enighed om at samarbejde organisationerne imellem i stedet for at konkurrere om donorpenge - mange kendte ikke hinandens projekter og opdage­de, at de kunne bruge hinandens tilbud.

Gruppen var enig om, at der skal sættes ind for at forhindre, at flere børn kommer i farezonen, og at indsatsen skal nå længere ud end Kathmandu-dalen, hvor mange bistandsmidler bliver hæn­gende. Men da Nepal er verdens fjerde fattigste land med 80 pct. under fattigdomsgrænsen, var en afgrænsning af målgruppen også nødvendig. Her blev det fastlagt, at projektet retter sig mod "den moderne tidsalders børn", dvs. gadebørn, børn der arbejder uden for hjemmet, og piger der sælges til indiske bordeller.

Små transitcentre

Der mangler nogle små centre, hvor børn kan få akut hjælp. I dag findes ingen steder, hvor gadebørn kan komme om natten, eller hvor børn, der flygter fra en umulig arbejdsplads, kan søge hjælp. En slags "transit-centre", hvor børn kan være i en kortere periode, mens socialarbejdere kan hjælpe dem tilbage til familien eller finde en bedre arbejdsplads. Små centre i stil med danske fritidshjem og efterskoler, hvor børnene i en periode kan opleve en atmosfære af tillid og forståelse.

Det vil sikkert også blive nødvendigt at oprette et par perma­nente centre i små, lejede lokaler til børn, der ikke har mulighed for at blive forenet med familien.

Den bærende ide i projektet er, at det er allerede eksisteren­de organisationer, som skal oprette og drive centrene. Og der skal ikke oprettes store og dyre institutioner, tværtimod. Børn på centrene vil få tilbud om skolegang og undervisning i at læse og skrive, fulgt op med træning i lettere håndværk.

På længere sigt

Kathmandu har nu mere end 1000 gadebørn, og godt 100 kom­mer til om året. Derfor er gruppens sigte også fremadrettet: at forhindre at flere kommer i farezonen. Væveindustrien er eks­panderet voldsomt, og derfor vokser efterspørgslen også efter små børnefingre til at knytte knuderne i de ægte tæpper. Presset på landbrugsjorden er så stort, at flere og flere familier flytter til storbyerne uden mulighed for at få jobs. Hvad med deres børn?

Efter samarbejdet om at definere støtteprojektet følte net­værksgruppen, at det var et problem at indstille samarbejdet, indtil julen var overstået i Danmark, og pengene til projektet begyndte at komme. Og med en mindre bevilling fra den danske ambassade i Kathmandu blev det heldigvis muligt at fortsætte arbejdet. Grup­pen mødes én gang om måneden, der er blevet ansat en nepale­sisk koordinator, og undertegnede - der er MS-udviklingsarbejder - fungerer deltids i projektet.

Julekalenderen ventes at indbringe ca. fire mio. kr., som af Danida dobles op, så netværksgruppen vil have ca. otte mio. at fordele til projektet, som ventes at strække sig over mindst fem år.

Rud Nielsen er informationsmedarbejder hos MS-Nepal