Katastrofen er langt fra slut i Pakistan
Med mere end 20 millioner mennesker berørt af oversvømmelserne i Pakistan er det tydeligt, at katastrofen langt fra er overstået, og at oversvømmelserne vil få mange og langsigtede konsekvenser.
15. september 2010ActionAid, som Mellemfolkeligt Samvirke er en del af, og partnerorganisationerne arbejder på højtryk for at få nødhjælpspakker med mad, hygiejneartikler, husholdningsartikler og lægehjælp ud til de berørte samfund langs Indus floden.
Ind til videre har hjælpen nået mere end 80.000 mennesker, og arbejdet med at identificere vigtige indsatsområder for ActionAids langsigtede arbejde er godt i gang.
Situationen lige nu
ActionAids team i Pakistan beretter om mange bekymrende problemer i øjeblikket – det er især sundhedssituation og fødevaresituationen der er kritisk lige nu.
Store områder står stadig under vand, mens de omfattende ødelæggelser først bliver rigtig tydelige i de områder, hvor vandet har trukket sig tilbage.
Omkring 10 millioner mennesker har måtte forlade hus og hjem, og der er ikke nogen særlig stor chance for, at husene står der, når de engang kan vende tilbage igen.
Det var meningen, at skolerne skulle have været åbnet efter sommerferien, men de fleste skoler er blevet brugt til at huse de mennesker, der er flygtet fra vandet. Der er en stigende bekymring for tilfælde af underernæring blandt børn under fem år.
Mange steder efterlader vandmasserne sig søer af stillestående vand, hvor malaria-myggene udklækkes og det skaber frygt for en epidemi af malaria-tilfælde.
Det nærmer sig den tid, hvor hveden skal plantes og enkelte af de steder, hvor vandet har trukket sig tilbage, vil det være muligt, men lagrene med såsæd er skyllet væk af oversvømmelserne. Behovet for såsæd, gødning og landbrugsudstyr er enormt, hvis bare en lille procentdel af den sædvanlige høst skal sikres.
Hjælp Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid med at hjælpe Pakistans befolkning - de har hårdt brug for det. Send STØT til 1919 og bidrag med 100 kroner til ofre for oversvømmelserne i Pakistan.
På vej tilbage til livet
Med ukuelighed rydder Pakistans befolkning op i det rod, som vandmasserne har efterladt, beretter ActionAid Pakistans kommunikationsmedarbejder Javeria Malik, fra sin rejse gennem Layyah i Punjab provinsen.
'For en måned siden oplevede Layyah oversvømmelser, ødelæggelse og fortvivlelse. I takt med at vandet trækker sig tilbage, og folk flytter tilbage til de ødelagte landsbyer, bliver de mødt af flere udfordringer; lerklinede vægge er skyllet væk, alle ejendele står under vand og der er ikke noget græs til de overlevende køer. Trods situationens alvor virker det som om, de føler sig trygge i de velkendte omgivelser.
Charpoys [en traditionel seng lavet a reb knyttet på en træramme] står spredt ud under træernes skygge, kvinder og mænd roder i murbrokkerne i søgen efter deres mistede ejendele, børn leger med mudderbankerne efterladt af vandmasserne; det virker som om, landsbyen er ved at komme til live igen.
Der er en stærk følelse af fællesskab her - naboer, familiemedlemmer og venner hjælper hinanden med bygge- og reparationsopgaverne. De konstruktioner, der stadig står, bliver brugt som fælles ly for regnen. Ved middagstid foretrækker de fleste familie at slå pander, brænde og hvedemel sammen i en pulje for at bage brød. Der er tydeligt vis sammenhold i nødens stund.
45-ÅRIGE Maqsood Mai er en af de mange tapre kvinder, jeg mødte i Moza Khanwala, en bosættelse i Bait Wasava Shumali-området i Layyah distriktet. Da hun for tre dage siden vendte tilbage til sin landsby, efter at have boet i ugevis hos forskellige familiemedlemmer i Thall, var der hverken mad, tøj eller husholdningsartikler tilbage. Hun havde efterladt sin eneste bøffel hos sin bror, da der ikke er noget græs tilbage i hendes landsby.
På spørgsmålet om hvordan hun overlever, svarer hun; 'Jeg har lånt hvedemel af min bror og et par brugte pander. Min mand kan ikke arbejde, men med hjælp fra de andre i landsbyen er jeg begyndt at rydde op i rodet.' Hun peger på bunken af murbrokker, hvor lerklinede hus med to værelser engang stod.
Senere, da hun er ved at tænde op i komfuret for at bage brød til aftensmad, nynner hendes mand Ghulam Farid, der engang var professionel sanger, en melodisk folkesang og skaber en næsten magisk atmosfære. Alle i nabolaget samles omkring ham for at blive underholdt, og her, mellem alle smilene, fnisene og klapsalverne, kommer man til at tvivle på, om den her landsby i virkeligheden oplevede den tragedie, som den i øjeblikket gennemlever.
Det, der forbløffede mig allermest under mit besøg i Layyah, var befolkningens ukuelighed og deres beslutsomhed for at tage kontrollen over deres liv tilbage. Det engagement og den selvopofrelse, som medarbejderne hos ActionAids partnere udviser, er også eksemplarisk - de har støttet dem, der er allerhårdest ramt af oversvømmelserne, siden dag et. De fortsætter med at transportere nødhjælpspakker med både og rickshaws til de oversvømmede landsbyer, distribuere livsvigtige forråd til familierne - især til familier med enlige kvinder.
Mens jeg var der, fik Maqsood Mai også mad, pander, tallerkner, tæpper, puder, sæbe og andre husholdningsartikler til brug i hverdagen.
'Jeg er meget glad, jeg kan lide alle de ting jeg har modtaget og jeg havde virkelig brug for det. Det her er Eid [den muslimske helligdag, der markerer afslutningen på fastemåneden Ramadan] gave til mine børn,' sagde hun med et stort smil.
Vores partnerorganisationer arbejder døgnet rundt for at uddele nødhjælpspakker til så mange familier som muligt før Eid festivalen, så folk i Bait Wasava Shumali også kan tage del i festlighederne.'



