Artikel fra MS-revy 7/1992

Fremtidens bistandsprogram

I den nuværende form synes det umuligt at få teori og praksis til at passe sammen i frivilligprogrammet, skriver Carsten Jepsen, der har været koordinatorassistent i Tanzania indtil i sommer. Han foreslår dels et juniorekspertprogram med halvt danske, halvt lokale udviklingsarbejdere, dels små solidaritetsprogrammer med vægt på kulturmødet.

Af Carsten Jepsen

10. november 1992

SKAL frivilligprogrammet udvikles eller afvikles inden år 2013? Så enkelt er linjerne blevet trukket op i MS-revys serie om Frem­tidens MS. Men så enkel er den praktiske virkelighed i bi­stands­arbejdet naturligvis ikke. Her er både godt og skidt, som fortjener hver sin skæbne.

Ud fra mine personlige erfaringer fra to frivilligperioder i Kenya og Zimbabwe og sidst en ansættelse på MS-Tan­zania er hér nogle konkrete bud på, hvad der bør udvikles og afvikles, når vi skal forme MS' fremtidige bistandsprogram.

De seneste år er der brugt megen tid og energi på at ud­arbejde "Policy Papers" i MS' samarbejdslande. Resul­ta­tet er blevet et godt sæt styringsinstrumenter, der bygger på MS' over­ordnede principper om fattigdomsorientering, kønsbalan­ce, fol­kestyring og bæredygtighed. Samtidig har landekontorerne søgt at bringe de faktiske forhold i over­ens­stem­melse med de høje idealer.

Der er ofret store summer på evalu­eringer, reviews mv. af eksisterende og kommende projekter og placerin­ger. Der er af­holdt workshops og længere ud­dannelses­forløb for counterparts og lokale projektdeltagere. Der er ansat flere lokale med­arbejdere og oprettet "Program­me Develop­ment Groups". Og der er indført væsentlige forbedrin­ger i frivilli­guddannelsen, specielt inden for "community development".

Alligevel må man konstatere, at den ønskede overensstem­melse mellem teori og praksis - mellem Policy Paper og frivilligpro­gram - ikke blot lader vente på sig, men efterhånden synes umulig at opnå i et program af den nuværende form.

Ny type problemer

Denne situation er frygtelig frustrerende for alle - ikke mindst den frivillige, der med sit Policy Paper i hånden skal virkeliggøre MS' politik i hverdagen. Det medfører ofte en type problemer, vi ikke kendte så meget tidligere, hvor frivilligpro­gram­met - og der­med konflikterne - var mere "dansk".

Det drejer sig om samarbejdsvanskeligheder mellem den frivillige og de lokale samarbejdspartnere. De kan skyldes, at MS og den frivillige ikke formår den yderst van­skelige opgave at forklare vore Policy Pa­pers til målgrup­pen, hvilket ofte med­fører, at den frivillige personligt - og ikke program­politik­ken - bliver set som den, der bremser de lokale partneres muligheder for øget støtte fra MS. F.eks. hvis den frivillige afviser en ide til et projekt, ­hun ikke finder bæredygtig.

De kan også skyldes, at den frivillige ikke formår den ligeså vanskelige opgave at tilpasse sig den tilbagetrukne rolle som rådgiver, katalysator eller ressourceperson, men ved­bliver at fun­gere som den styrende og domi­nerende kraft i samar­bejdet.

For ambitiøse?

På den baggrund kan man spørge, om vore Policy Papers er for ambitiøse? Vil det fortsat være muligt at rekruttere og ud­danne nok frivillige, som lever op til de øgede krav om både pro­fessiona­lisme og per­sonligt engagement, især inden for pro­jekter og com­munity development? Jeg mener, at svaret er nej.

Og det kan der gøres en af to ting ved: Enten må vi slække på ambi­tionerne i vores program­politik, eller også må vi skærpe ud­vælgel­sen og forbed­re uddannelsen af de frivillige. Jeg mener, vi skal gøre det sidste - her og nu - og samtidig skære de største pro­gram­mer væsentligt ned i størrelse og ind­føre en ligelig for­deling af dan­ske og lokale udviklingsarbejdere.

Desuden skal vi videreudvik­le lokali­seringen på alle fronter, bl.a. ved at ansætte flere lokale med­arbejdere på landekontorerne, men ikke i stedet for danskere. Det er min erfaring, at de to grup­per supplerer hinan­den godt og sammen opnår bedre resultater, end de ville hver for sig.

For frivilligprogrammet generelt mener jeg, at andelen af frivillige med "de rigtige kvalifikationer og hold­ninger" desvær­re falder støt. Der foku­seres mere og mere på økonomi og materielle vilkår, i overensstemmelse med udviklingen i det danske samfund i øvrigt.

Det bliver stadig vanskeligere at opretholde et program, der bygger på et klientel, der er så forskelligartet med hensyn til kvalifikationer og motivation. Så lad os hellere bryde programmet om, inden det revner af sig selv. Altså udvikle nogle dele og afvikle andre.

To typer programmer

Som erstatning har jeg to forslag. Det ene består af små frivil­lig- eller juniorekspertprogram­mer med halvt danske og halvt nationale udviklingsarbejdere, som har gennemgået en grundig holdningsmæssig og professionel udvælgelse. Kun de bedste kan bruges i sådanne programmer, der skal videre­føre de mest værdi­fulde dele af vores projekt- og "community development"-arbejde. Alt hvad der ikke står mål med vore Policy Papers eller som er forsøgs­arbejde må hårdhændet droppes. Denne program­type må MS bakke op med pro­fessionel støtte til op­lysnings- og infor­ma­tionsarbejde.

Herudover foreslår jeg, at man udvikler en række små soli­daritetsarbejde-programmer, der bygger på MS' gode traditio­ner for arbejdslejre og studieture - med hovedvægten på den kul­turelle og mellemfolkelige udveksling, som var et væsent­ligt ele­ment i det oprindelige frivilligprogram.

Sådanne programmer skal være åbne for alle aldre og ud­dannelser. De bør ikke overstige et år og skal bygge på et mini­mum af service over for de udsendte. Samtidig må udvekslingen være gensidig, så MS også med­virker til at organisere til­svaren­de ophold i Danmark for folk fra den tredje verden.

Det første forslag vil kræve en masse politisk be­narbejde, da det næppe kan finansieres af statsmidler. Det vil give MS anled­ning til at intensivere sit arbejde med fundraising, så vi for egne midler politisk frit kan eksperimentere med nye bi­standsfor­mer i stedet for at tilpasse vores aktiviteter til de eksisterende støttemu­lig­heder.

Indtil da er det vigtigt, at flest mulige blander sig i debatten, og at den også åbnes i bladet "Frivillig" og i andre medier hjemme og ude, så vi grundigt kan analysere hvilke dele af MS' program, der skal bevares og videreudvikles, og hvilke dele, der skal skrot­tes. Og så vi kan få nye forslag frem til, hvordan vi realiserer ideerne om fol­kestyret ud­vikling - for dét vil der være mening i at arbejde for i den fattige del af verden - og herhjemme for den sags skyld - også efter år 2013!

(forkortet af red.)