Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Artikel fra MS-revy 7/1992

Butikker i København

Butik Salam får filial i København, og MS-butikken udvider og skifter navn til "Verdenshjørnet".

Af Bo Dahl Olsson

06. november 1992

Verdenshjørnet

Ved en reception tirsdag den 13. oktober fejrede MS' butik "Verdenshjør­net" sit nye navn og udvidelsen af lokalerne på hjør­net af Borgergade og Land­greven.

MS' BUTIK har længe savnet mere plads og en ny profil. Efter en større ombygning fremtræder butikken nu lys, stor og venlig. Ud over at være butik har den også fungeret som reception for hele huset. Denne funktion håber man nu bliver mere brugervenlig, hvor der er afsat plads til det i lokalet. Der vil bl.a. blive opsat en opslag­stavle med oplysninger om MS' mange aktiviteter.

Butikken har de sidste par år gennemgået en rivende ud­vikling og nærmer sig nu et punkt, hvor regnskabet efter mange investeringer balancerer. Bogbutikken fordoblede sidste år sit salg, og musikafdelingen har fra foråret til nu fordoblet sit salg. I anledning af udvidelsen er der tilbud på en række plader, nye som gamle. En gang i kvartalet vil man på musikfronten udgive en nyhedsliste med kort omtale af de forskellige CD/LP'er. Der bliver også anskaffet en videokanon, så man på stort lærred kan vise film. Planen er bl.a. at vise spille­film fra den tredje verden ved aftenarrangementer.

Der er masser af visioner for hele hjørnet, og ændringer­ne er ikke helt på plads endnu. De røde slogans i vinduerne vil blive fjernet for at give endnu mere lys til vinduer og butik. Facaden håber man med tiden at kunne gøre endnu mere tillokken­de, selv om ejerne af huset sætter visse begrænsninger. Indenfor regner man med at rive muren, der nu adskiller bog- og musikaf­deling, ned, så man får skabt et stort sammenhængende miljø mellem reception, bog- og musikafdeling. Alt i alt en mere bruger­venlig butik og indbydende reception, hvor folk af sig selv får lyst til at gå inden­for, om det bare er for at ose eller søge reelle oplysninger om MS.

Butik Salam flytter til København

EN AF PIONERERNE blandt u-landsbutikkerne, Butik Salam i Odense, har nu åbnet en filial midt i København - i store lokaler i Skindergade 24. Der sælges alt fra kunsthånd­værk fra Tan­zania, modetøj fra Guatama­la, sølvsmykker fra Nepal og meget andet. Så vidt muligt kommer varerne fra andelssam­menslutninger i u-lande­ne, f.eks. organisa­tionen Mahan­guthi i Nepal, der driver et projekt for udstødte kvinder, eller UCIRI-kaffe fra Mexico, der kommer fra en sammenslutning af 4500 småbønder, som garan­teres en høj og stabil pris på kaffen.

- De rige landes indgreb i verdensmarkederne koster hvert år u-landene 3000 mia. kr. Det er næsten 10 gange mere, end vi giver i bistand. Ved at handle med u-landene på en rimelig måde, kan vi gøre langt mere gavn end ved at give bistand. Det er det den nye butik er et forsøg på, siger Christian Friis Bach fra foreningen bag butikskæden.