Analyse bragt i Politiken den 26. september 2010

2015-fiasko: Hvor blev de bindende løfter af?

Verdens ledere har i den forløbne uge bekræftet 2015-målene, der skal halvere sult og fattigdom. De fandt bare ikke ud af, hvordan de vil gøre det.

Af Trine Pertou Mach og Frans Mikael Jansen, forkvinde og generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

26. september 2010

Allerede inden sikkerhedsvagterne lagde sig i ring om FN-bygningen i New York, og Hugo Boss-jakkesættene trådte ind i den store plenarsal, kunne 2015-topmødet kaldes en – om ikke stor, så relativ – succes.

Et gedigent stykke diplomatisk arbejde med Danmarks FN-ambassadør og hans kollega fra Senegal i spidsen havde bygget bro over de til tider ekstremt uenige lande og skabt opbakning til et slutdokument – og dermed en genbekræftelse af 2015-målene, dvs. de otte mål om bl.a. halvering af sult og fattigdom inden 2015, som blev til i en euforisk og optimistisk verdensstemning i 2000.

Siden 2000 har verden oplevet yderligere økonomisk vækst, men de seneste år er verden blevet ramt af en række kriser, der afgørende har ødelagt den optimistiske stemning og understreget de strukturelle problemer, der må løses for at skabe reel bæredygtig udvikling. Fødevarekriser, finanskrise, klimakrise og sikkerhedspolitiske problemer trænger sig på. Tillidsforholdet mellem de fattige og de rige lande ramte et nulpunkt under COP15 i København.

At verdens ledere nu igen i samlet flok har bekræftet 2015-målene og igen nikket til det værdigrundlag, som FN står for, må i sig selv betegnes som en relativ succes.

Men hvorvidt de næste fem år frem mod 2015 bliver en succes, er langt mere usikkert. For hvor topmødet var fyldt med fine ord og store ambitioner, så var det småt med reelle handlingsplaner og bindende løfter.

Og det er lige præcis her, at topmødet kan vise sig i det lange løb at være en fiasko. For hvordan siger man til de 925 millioner mennesker, der hver dag går sultne i seng, at vi skam er enige om at gøre noget ved det – bare ikke helt præcist, hvem der skal gøre det, hvem der betaler, eller hvornår vi rykker. Slutdokumentet vil forblive en smuk hensigtserklæring, hvis ikke de politiske ledere bliver holdt fast på ordene om demokrati, menneskerettigheder og afskaffelse af fattigdom. Der skal skaffes finansiering, og udviklingslandene skal tage ansvar og gennemføre politikker, som er i den brede befolknings interesse og leverer på 2015-målene.

Et af de store positive gennembrud på topmødet var, da Frankrigs præsident Sarkozy gik på talerstolen og tordnede for at indføre en afgift på finansielle transaktioner (den såkaldte Tobin-afgift).

Et gennembrud, fordi alternative finansieringskilder gennem længere tid har været på dagsordenen. Aftalen fra 1970 om, at de rige lande skulle betale 0,7 pct. af BNI, er aldrig blevet indfriet, og der er behov for at tænke nyt. De midler, afgiften vil generere, er nødvendige for at spæde til den udviklingsbistand, som gives, og afgiften vil kunne skaffe den nødvendige finansiering både i forhold til 2015-målene og klimaproblematikkerne.

Mange udviklingslande samt Spanien, Belgien og Japan bakkede op, og også Lars Løkke Rasmussen tilkendegav onsdag en vis opbakning. Det kan betyde et afgørende momentum for nye finansieringsmodeller, hvor internationale afgifter og inkludering af private midler kommer i spil. Og det ville være et virkeligt nybrud.

Selv om det netop vedtagne slutdokument fastholder 2015-målene, har der sneget sig ansatser til et paradigmeskift ind i teksten. Her ser man et vist dansk fingeraftryk. Spørgsmålet om økonomisk vækst står langt tydeligere: I stedet for at fokusere direkte på 2015-målene bliver økonomisk vækst et mål i sig selv. Der er (som i den nye danske udviklingspolitik) tale om en klar afledning fra fattigdomsorienteringen.

Man genkender desværre denne tænkning fra 1970’erne, hvor man også troede, at økonomisk vækst og ’modernisering’ af sig selv ville sive ned i samfundet og komme de fattige til gode. Til Lars Løkkes egen ”side-event” om privatsektordrevet vækst understregede Tanzanias premierminister Paul Pinda over for Mellemfolkeligt Samvirke, at der er brug for en fokuseret og inkluderende bistand: ”Vi kan ikke vente på, at velstanden siver ned. Det har for lange udsigter”, lød budskabet.

Spørgsmålet er da også, om dette paradigmeskift i virkeligheden har fattigdomsafhjælpning som formål. Obama løftede selv sløret, da han sagde, at økonomisk vækst i ulandene vil være en fordel for økonomierne i industrilandene. Det antydes altså, at fokusering på vækst for middelklassen i ulandene mere handler om egne muligheder for samhandel end om afskaffelse af sult og fattigdom.

I øvrigt var der også positive toner fra Obama. For første gang vil USA indføre en decideret udviklingsstrategi og samtænke udvikling med andre politikområder såsom sikkerheds- og handelspolitik. Obama meldte markant ud med ønsket om at blive verdens førende på udvikling i partnerskab med modtagerlande. Bistanden skal ikke længere dikteres fra Washington, lød parolen. Et tiltrængt og opsigtsvækkende udspil, som vi har til gode at se i praksis. Interessant var også udtalelsen om, at USA igen vil arbejde med de multilaterale udviklingsinstitutioner. Omsat i reel politik vil det være et symbol på en styrkelse af FN-systemet.

Målsætningerne er der, ambitionerne er der heldigvis stadigvæk, og vi ved, hvordan vi skal føre dem ud i livet. Men klare forpligtelser om, hvem der skal tage ansvar, og hvem der skal betale – ja, det står der kun lidt om i slutdokumentet. Verdens ledere og FN havde oven på COP15 brug for at markere en enighed. Nu er det op til verdens borgere at holde dem fast på at fuldbyrde målene.