Min mening: Fremtidens MS
Flere bidrag til debatten om MS' fremtidige bistandsprogram af bl.a. Anne Bundsgaard, Erik Nielsen og Svend Haugaard.
08. december 1992Der er brug for frivillige
Lad os skabe mening i solidariteten og turde stå ved resultater og effektivitet, skriver Anne Bundsgaard i dette indlæg om fremtidens frivilligprogram.
Af Anne Bundsgaard
PETER BISCHOFF skrev i MS-revy 6/92 om frivilligprogrammets krise og var nær på at konkludere, at intet dúr. Ligeledes citeres Knud Vilby for at have overvejet, om ikke pengene kunne være brugt bedre. Begge kommer dog til den konklusion, at der fortsat er brug for bistand, men bedre bistand.
Jeg er ikke uenig i, at MS' frivilligprogram er i krise, eller i konklusionen om bedre bistand. Men alt det, der ligger mellem udgangspunktet og konklusionen, forekommer mig usikkert og tåget og på enkelte punkter direkte forkert, og jeg synes især ikke, der er meget handlingsanvisning i argumenterne.
Hvorfor solidaritetsarbejdere?
Der er brug for solidaritetsarbejdere, fordi den tredje verden af forskellige historiske grunde er blevet hægtet af den økonomiske og industrielle udvikling. For mig er der ikke nogen tegn på, at Afrika inden år 2015 skulle have nået et økonomisk og teknologisk stadie, som er tilfredsstillende for afrikanerne.
I Afrika eksisterer et udbredt ønske om at få del i den velstand, som er blevet mulig i andre dele af verden. Der findes stor vilje til national selvstændighed. En selvstændighed som ofte bliver illusorisk, fordi de materielle forudsætninger ikke er til stede. Hele tiden opstår der forhindringer, som gør det umuligt at komme videre.
En af disse forhindringer er manglen på uddannelse, teknisk know-how, ledelseserfaring og administrationserfaring. I det hele taget er manglen på menneskelige ressourcer slående. Denne viden sidder, om den kan tillempes afrikanske forhold eller ej, bl.a. i hovederne på visse danskere. Vi har en professionel faglig viden, som afrikanerne ikke har, og som de ønsker. Det er det fundamentale grundlag for, at der stadig er brug for solidaritetsarbejdere.
Lad os diskutere dette og springe over diskussionen, om MS udsender folk til opgaver, som afrikanerne lige så godt kan udfylde! At disse frivillige ikke er hevet hjem for længst, er i mine øjne forargeligt.
Den anden del af grundlaget: Vi skal være ønskede! Skal det ikke være en absolut forudsætning i alle placeringer? Når det ikke er det i dag, hvad skyldes det så? Det ville være rart at få temaet konkretiseret. Selvfølgelig skal vi ud af placeringer, hvor vi blot sidder af behagelig vane. Væsentligst er, at de folk, vi skal samarbejde med, ønsker vores tilstedeværelse. Uden vilje til succes er det umuligt at arbejde og også absurd. Vi har mødt mange groteske eksempler i Mocambique.
Resultater og vilkår
At bistandsarbejdet går dårligt, kan vi godt blive enige om. Uenigheden opstår om forklaringerne og hvad der skal gøres.
Et par eksempler: MS siger ofte, at et stort problem består i, at de udsendte bygger monumenter i utålmodig jagt efter synlige resultater. En frase der lynhurtigt udvikler sig til, at alt hvad der ønsker at være effektivt, bliver kaldt for resultatfikseret.
For mig at se en diskussion med en helt forkert retning, som virker handlingslammende. Problemet består på ingen måde i, at de udsendte vil lave resultater. Problemet opstår først, hvis "monumentet" falder sammen. Men så er vi ude i en anden problemstilling. Hvorfor faldt huset sammen? Kunne det være undgået? Så består løsningen ikke i at undgå resultater, men i at sikre deres eksistens. Kan I se forskellen?
Det bliver også sagt, at de frivilliges levevilkår er med til at hindre kontakten til lokalbefolkningen. At vores relative rigdom skulle give dem falske forhåbninger. Måske er det rigtigt. Det er svært er at blive venner med nogen, der tjener 40 gange så lidt som én selv. Vi har aldrig prøvet at sulte eller mangle tøj. Vi ønsker ikke at opgive denne velstand. Ingen tvivl om at der ligger en stor barriere her. Veluddannede danskere ikke kan rekruteres for "Afrika-lønninger".
For mig at se kan problemet ikke løses. Men det er heller ikke så altafgørende. Det handler i første række om noget vigtigere: At få arbejdet til at skride. Jeg tror, MS har gjort det rimelig godt ved at sætte de frivilliges løn til, hvad der svarer til en dansk håndværkerløn. Det er tilstrækkeligt til at få en bred gruppe veluddannede danskere til at ville yde en rimelig indsats.
Men det er derimod absurd, at eksperterne bliver betalt så højt. De er jo ikke guder, selv om man fristes til at tro det efter den lukkethed, der eksisterede, indtil Chr. Kelm-Hansen var i Tanzania. Faktisk er den faglige og aldersmæssige forskel på en MS'er og en ekspert ikke stor. Nogle organisationers gigantlønninger til eksperter virker også groteske.
Afrikanernes løn
En af MS' patentløsninger på den nuværende krise består i at anbefale ansættelse af lokalt personale. Endnu er man næppe kommet i gang med at praktisere dette, så det er derfor uklart, hvilke personalegrupper det drejer sig om og til hvilke lønninger.
Jeg bryder mig ikke om disse fikse løsninger, som lægges frem, som om de alene løser alverdens problemer. Alligevel mener jeg, MS har fat i et alvorligt problem, når de kommer ind på aflønning af afrikanerne.
Det er rigtigt, at afrikanerne arbejder uhyre ineffektivt, fordi de bliver betalt ufatteligt dårligt. Vi har f.eks. mødt veluddannede gymnasielærere, som fik 300 kr. om måneden. Dén slags udløser ikke strejke, men permanent slow-down aktion. Der er brug for, at man over en bred kam får lov at give løntilskud.
Men det er også væsentligt, at man ikke lønner langt over den nationale standard. Jeg tror en brugbar model for en bistandsorganisation kunne være at betale dét minimum, det koster at få en væsentlig opgave udført til alles tilfredshed. En slags offentlig licitation under nøje opsyn af de konsekvenser, ordningerne har på arbejdsgangen og det øvrige samfund.
Fjernheden
Den tredje verden ligger langt væk, fysisk og kulturelt. Det er der ikke noget at gøre ved. Men det er måske værd at overveje, hvad det har af konsekvenser. Først og fremmest har jeg oplevet, at den fysiske fjernhed gør det muligt at puste den kulturelle fjernhed op til kolossale højder. Respekt for de andres "helt specielle" kultur gør alle mulige argumenter acceptable.
I Danmark er det f.eks. normalt, at alt skal være lynende effektivt og gennemrationaliseret. Alle folk skal stresse rundt og være slidt ned, inden de er 50. I Afrika må man derimod dårligt nævne, at mange danskere får en utrolig dårlig arbejdsmoral. Kommer for sent om morgenen, har mange sygedage. Man må heller ikke kræve af ens afrikanske kollegaer og elever, at de skal møde til tiden. Respekten for kulturforskellen! Det har noget at gøre med den ideologiske diskussion i MS. Kontrol er et fy-ord, som ikke må nævnes.
Tilsyn med donormidler
Hvis MS i fremtiden ville være villig til at påtage sig tilsynsrollen, er jeg sikker på, at det kunne lette lokaliseringen af en lang række projekter. Man kommer jo ikke uden om, at MS er en organisation, der giver gaver. Endda en ganske speciel slags, som vi stiller krav til. Som vi vil blive ved med at insistere på ikke må havne i private lommer. Den skal gå til gavn for mange fattige. Der ligger en bestandig modsætning i dette.
Konkret kan vi sige, at det projekt, vi efterlod, på mange måder var bæredygtigt, bortset fra økonomien. Alligevel ville det være vanvittigt at sende en blanco-check til ministeriet.
Men vil MS nogen sinde vedstå sig den rolle? Vil det kvalificere sine ansatte til at kunne udføre arbejdet? Jeg tvivler kraftigt, og nogle gange har jeg svært ved at se hvilken plan, MS på lang sigt har med sine projekter. Så må vi jo spørge os selv: Hvorfor sendte I os egentligt ud? Hvorfor hjalp I os ikke med at udvikle en holdbar strategi? Hvorfor lader I det falde sammen? Det skulle vitterlig ikke være nødvendigt, og det har ingen mening at tale om nihilisme. Afrika er fuldt af håb og fremtid.
Lad os sammen finde nogle sammenhængende løsninger og skabe en mening i solidariteten!
Anne Bundsgaard var frivillig 1988-92 i Mozambique
På jagt efter et nyt frivillig-program
Der vil også være brug for frivillige år 2015, hævder Erik Nielsen. Men MS må se sig om efter nye faggrupper, f.eks. merkonomer.
Af Erik Nielsen
VI VAR inviteret af MS til at holde foredrag for foreningen Samvirkende Merkonomer og andre interesserede.
Det er måske ikke umiddelbart indlysende blandt MS-aktivister, at MS har brug for folk med en merkantil uddannelse. På den anden side er der en voksende erkendelse af, at håndværkere og skolelærere er der nok af i tredjeverdens landene. Desuden havde min partner, Anne Marie og jeg i mere end fire år været virksomhedskonsulenter for MS-projekter i Zambia og Zimbabwe.
Vi skulle til Vordingborg og fortælle om vores arbejde. I aftenens løb viste vi et Zambia-kort med MS-projekterne plottet ind. Så spurgte en militærmand blandt publikum forsigtigt:
- Ikke for at være uforskammet, men har MS nogensinde overvejet at få hjælp af militæret? Dén måde MS har spredt sine styrker på, ville aldrig finde sted inden for militæret.
Administrativ erfaring nødvendig
Anne Marie er cand. merc. og jeg er handelsfaglærer, vi har begge undervisningserfaring i bl.a. regnskab, økonomi, kommunikation, organisation og informationsbehandling. Vi er derfor velkvalificerede til at rådgive om merkantile og organisatoriske aspekter af projektstyring - men uden grundlag for at rådgive om de tekniske aspekter.
Desværre er det modsatte langt fra tilfældet. Det ser for os ud som om MS - i hvert fald i Borgergade - mener, at enhver dansk håndværker med svendebrev kan styre en forretning i et tredjeverdens land. Vi har hørt højtplacerede "professionelle" i MS argumentere for, at et 14-dages kursus på TCDC kunne kvalificere til ethvert merkantilt job i MS.
Ulykkeligvis har en del frivillige i tidens løb troet på MS og accepteret placeringer eller startet aktiviteter, de reelt ikke var kvalificeret til, ofte med meget uheldige konsekvenser. F.eks. indkomstskabende kvindegruppeaktiviteter, der ikke har en jordisk chance for at give overskud.
Det er til dels historisk bestemt. Da MS startede frivilligprogrammet, var der brug for almindelige håndværkere, bønder og skolelærere til at hjælpe med et uddannelsesprogram. Men det er som om MS først i de senere år har erkendt, at landenes behov for personelbistand har ændret sig. Man kan f.eks. finde lokale håndværkere, der kan det samme som de danske.
Heldigvis ser det nu ud til, at MS bevæger sig og erkender behovet for andre faggrupper end de traditionelle, f.eks. frivillige med en merkantil baggrund - og gerne med virksomhedserfaring. Folk som kan bruges som projektledere, rådgivere, konsulenter og undervisere i regnskab, økonomi, organisation, ledelse og samarbejde.
Hvad hjælper det, at en teknisk skole i det østlige Zambia starter en produktion af kvalitetsmøbler, hvis der ikke er viden nok i ledergruppen til den økonomiske styring, der er nødvendig for at skabe dét overskud, der er formålet? Eller at uddanne velkvalificerede snedkere, der ikke har lært, hvordan man driver forretning, når start af egen virksomhed formodentlig er den eneste mulighed for en sikker indkomst på langt sigt?
For meget spredning
I MS-revy nr. 6/1992 blev der udbudt 35 stillinger som u-landsfrivillige, fordelt på 21 fag. Jeg tror, militærmanden har ret. Vi spreder os for meget, både geografisk og fagligt. Vi er ikke gode nok til at formulere, hvad vi vil, og hvor vi vil det. Til f.eks. at beslutte, at i Zambia støtter vi landbrug i Østprovinsen, i Zimbabwe støtter vi produktionskooperativer i Matabeleland, i Tanzania bæredygtig udvikling blandt masaier - og så lade de andre områder ligge til andre organisationer.
Opgaven er vel at finde ud af, hvad vi er gode til i Zambia, Zimbabwe, Tanzania og så gøre det. For mig ser det ud, som om MS vil det hele og har ladet sig styre af tilfældighedernes spil, uden en overordnet målsætning for programmet i det enkelte land. Jeg ved godt, at den tilgang til udviklingsarbejdet skaber nogle problemer. F.eks.: hvor skaffer vi arbejdskraften fra? Og hvad med uddannelsen?
Analysér behovet!
Der er ingen tvivl om, at arbejdskraften kan skaffes. Måske ikke udelukkende danske udviklingsarbejdere. Men ved at opbygge ledergrupper til styring af de enkelte projekter, hvor danskere indgår sammen med lokale udviklingsarbejdere ansat af MS.
I "teknisk-skole-projekterne" i Zambia har MS i årevis antaget, at én person - en dansker - var nok til at styre skolen. Hvor mange tekniske skoler i Danmark kan klare sig uden forstander, inspektører, fagledere, administrativt personale, pedeller og kantine? Hvorfor så Zambia?
MS burde analysere behovet for administrativt og andet personale før starten på et projekt og dernæst indgå en langtidsaftale med den lokale projektpartner om tilvejebringelse af det nødvendige personel samt finansiering.
Det ville også give danskeren en meget bedre mulighed for et aktivt kulturmøde som ligeværdig deltager i styring af projektet. Hvor danskeren ikke er beslutningstageren, men deltager i beslutningsprocessen.
Erik Nielsen, frivillig i Zambia og Zimbabwe 1988-92
Motorcykler eller frivillige?
I MS-REVY i juni fortæller Steen Folke, at frivilligprogrammet bør afvikles inden år 2013. At det skal sættes i forbindelse med et 50 års jubilæum, virker lige så lidt overbevisende som hans argumenter, der tyder på meget lidt personlig erfaring. Emnet har været drøftet i de efterfølgende numre, men jeg mener alligevel, at et par af ens egne oplevelser kan tælle med.
I landbrugsprojektet i Mysore stod Danida for forsøgsgården, hvor eksperter krydsede, forædlede og drev forsøg. Resultaterne kom ud til landsbyerne og blev praktiseret af en dansk landmand, som boede blandt befolkningen i landsbyen. Fordobling af produktionen på tre år. Den unge landmand var alles hjertebarn - bortset fra korrupte embedsmænd, der fik deres handlinger afsløret, og pengeudlånerne, der fik mindre afsætning, fordi bankerne begyndte at få tillid til landmændenes økonomi, så renten blev mindre.
Netop dette med at afsløre og bekæmpe korruption er noget meget afgørende i hjælpearbejdet, og det sker ikke ved Steen Folkes forslag om at sende en motorcykle fremfor en frivillig. Jeg husker Steen Folkes meget kritiske artikel i sin tid om projektet i Mysore, som viste, at han ikke havde forstået et klap af det hele.
Naturligvis må det være hensigten at få lokale kræfter til selv at køre videre - herunder også at sikre deres moralske holdning til opgaven - men hvor meget mellemfolkeligt vil der være i blot at sende penge og materiel, og hvordan sikre mod misbrug?
I Kenya har jeg set, hvordan frivillige, der boede blandt den lokale befolkning, fik lavet solfangere, vandpumper, overrislingsanlæg, gartneriprodukter osv. Det var klart igangsættende, så befolkningen selv fik lyst til at efterligne. Det er disse skub til at følge efter, der er så afgørende. Men det kræver naturligvis, at de frivillige har evnen til at give skubbet og også evnen til at omstille, forb opgaven er ofte anderledes end forventet.
Men det er vel ikke alene vigtigt med teknisk hjælp? Vi besøgte Agnendero i Grækenland året efter, at MS havde bygget skole. Børnene jublede og råbte hurra, da de så det danske flag i bilruden. En halv snes småpiger stod ved trappen, da vi kom ud fra skolen. En af dem gav et signal, og så stemte de i med "Jeg er havren" - tre vers udenad på dansk. Her var da vist sket noget mellemfolkeligt. Er det ikke værd at tage med?
Det er meget afgørende, at de frivillige har den rette holdning til opgaven. Den, der melder sig for at kunne tjene mere end herhjemme, duer ikke. Nedsæt appellen til pengepungen og øg idealismen og ønsket om at få den oplevelse at være med til at bygge op!
Svend Haugaard
Anden stil søges/ønskes?
DET ER nemt at være enig med Helena og Axel Martin Jensen (MS-revy 7/92) om, at kulturmødet er vigtigt. Diskussion opstår om niveauet, mødet skal foregå på.
I beskrivelsen af arbejdslejren i Kroatien var beskeden fra den kroatiske psykiater kortfattet i tilfælde af problemer med psykisk førstehjælp: "Ring til en sagkyndig!" Irina Hansen fortæller også, at det er svært for lejrdeltagerne, der er der i en kort periode med børnene, der knytter sig til dem. Lejrdeltagerne klarede problemet ved at fordele opmærksomheden på flere børn og dermed distancere sig.
Man kan kæde dén holdning sammen med nepaleseren Mahesh Pants ord: "Hvis du virkelig vil hjælpe os, bliver du nødt til at blive her i mindst 10 år". Naturligvis repræsenterer lejrdeltagerne et håb for beboerne i lejren, og det må være vigtigt. De to udsagn beskriver dog også dilemmaet i MS:
Er fordybelse og seriøsitet målet, eller er det "hurtige" og med distance kontakter af arbejdslejrtypen? Man må beslutte, hvad man vil satse på.
En anden del af problematikken er den fan(t)a(s)tiske tiltro til, at folk i den tredje verden er bedre end os. Det er ikke mig, men statsrevisorerne, der har peget på, at der gik penge i de forkerte lommer i f.eks. Kenya. Jeg har ikke talt om kriminel adfærd, men gjort opmærksom på, at folk, fra alle dele af verden, forsøger at skaffe sig bedst mulige levevilkår for sig og sine - et både rimeligt og legalt forehavende.
Man kan se på lønnen til ansatte i MS' udesystem. De kan deles op i tre kategorier:
1) En tanzaniansk projektkoordinator, der tjener ca. 2000 kr. om måneden.
2) En MS-frivillig, der i gennemsnit tjener 5500 kr. om måneden - for en familie med to voksne og to børn 14.300 kr. om måneden.
3) En dansker på landekontoret, der i gennemsnit tjener 21.012 kr. om måneden - og hvis man forsørger to børn 25.045 kr. om måneden. (Kilden til 2) og 3) er en MS-pressemeddelelse).
Med disse oplysninger rører man ved klasseforskelle, og så må man tage stilling til MS' målsætning om at støtte de 40 pct. fattigste. Er dette måden?
Konklusionen på de holdninger, der er repræsenteret i MS som organisation og system, kunne f.eks. være, at dét, som frivilligtanken repræsenterer, er forkert. I stedet ønsker man at gå over til lokale udviklingsarbejdere, som man har gjort det i Mellemamerika. Derudover koncentrerer man sig om oplysningsarbejde i Danmark og arbejdslejre.
Konsekvensen er, at man vedtager en resolution på næste repræsentantskabsmøde, der pålægger sekretariatet at starte en overdragelsesforretning af en del af MS, frivilligafdelingen, til f.eks. Ibis, mens MS udvikler andre former for bistand. Hvis familien Jensen er med på et sådant forslag, er jeg gerne medforslagsstiller.
Men så må man bede om, at demokratiet ikke bliver fejet ind under gulvtæppet med et forslag til forretningsordenen, hvor man stemmer om forslaget, uden at det er debatteret - ligesom det skete med moraldebatten på sidste repræsentantskabsmøde.
PS: Hvor stor en procentdel af de hjemvendte frivillige i perioden 1980-91 er stadig medlem af MS? Der efterlyses to tal: ét, der fortæller hvor mange der er nominelt, og to: hvor stor en procentdel af dem, der stadig er medlemmer.
Hans Christian Grau Nielsen
Siden 1980 er 1191 frivillige kommet hjem (inkl. genudsendelser). Heraf er 573 stadig medlem af MS, altså 48 pct. Pga. genudsendelsesfrekvensen er pct.-satsen reelt endnu højere.
-red.