Vores arbejde
Krisen skærpes i Zimbabwe
15. juli 2005Umiddelbart efter valget Zimbabwe i marts 2005, hvor præsident Robert Mugabes regeringsparti sikrede sig et komfortabelt flertal i parlamentet, fik befolkningen lov til at mærke de første tegn på den dybe økonomiske krise, som landet befinder sig i. Siden krisen eskalerede i år 2000 er det gået ned af bakke og når stadig nye højder.
Køkultur
Som travl dansker kan man undres ved den tilsyneladende endeløse tålmodighed, som den almene zimbabwer lægger for dagen, når han eller hun parkerer sin bil pænt bag ved sidste fartøj i en kø, der tæller over 100 biler. En kø, der måske ikke bevæger sig i flere dage, da tankstationen faktisk er tømt for hver en sidste dråbe benzin og diesel, og selv venter på nye forsyninger.
I starten overnattede folk i deres biler og ventede pænt i flere dage. Men nu hvor krisen er på sit højeste, har bilrækkerne udviklet spøgelseskøer, hvor efterladte biler står i hundredvis langs vejene. Om end der har været få beretninger om mindre fejder ved bilkøer, er folks generelle tålmodighed og køkultur imponerende.
Brændstofkrisen lammer også den offentlige transport. I hovedstaden Harare står folk i hundredsvis langs hovedvejne i håb om at kunne hoppe på en bil eller lastvogn, der kører forbi. Man kan nemt vente i over 3 timer både om morgenen og aftenen for at få transport til og fra arbejde. Af og til kan selv de store firesporede veje næsten være spærret af folk, der venter på et lift.
Tomme butikker
Bagerierne kan ikke bage nok brød, fordi de mangler brændstof til deres bageovne. Varer kan ikke transporeres, fordi lastbiler ikke har benzin til at køre på. Krisens omfang er vidtfavnende og rammer den lokale forretningsvirksomhed hårdt. Hylderne tømmes uge for uge i butikkerne.
Værst er det ude i landområderne, hvor folk ikke engang har chancen for at stille sig i kø flere timer for at købe to kilo sukker i ny og næ, når der kommer en begrænset mængde forsyninger. Fordi der kommer ingen forsyninger. Det sorte marked er efterhånden også tømt for sine lagre. Så selv om man er parat til at betale en 3 eller 10 dobbelt pris, må man ofte gå tomhændet hjem.
I byerne venter folk tålmodigt på, at den ene eller den anden butik får en portion af de forsyninger, der kommer i ny og næ. Og rygterne spredes hurtigt, så folk stiller sig i kø i mange timer inden forsyninger når frem, for at købe to brød eller et par flasker madolie. Om end varerne rationeres og hver kunde kun får to eller tre stykker ad gangen, slår forsyningerne sjældent til, at alle i køen når at få.
Mangel på valuta
Det gælder ikke kun brændstof og en stigende mangel på basisvarer såsom mel, brød, mælk, sukker og olie. Efter regeringens omfattende oprydningskampagne og udrensning af uformel erhvervs- og markedsaktivitet, melder bankerne nu også om mangel på kontanter.
(se artikler paa: http://zimbabwe.ms.dk/articles/OperationRestoreOrder.htm)
I byerne fandt en stor del af den arbejdsløse befolkning, der ligger på omkring 80%, en levevej som småhandlere indenfor den uformelle sektor. En ganske lukrativ levevej for nogle, der tjente nok til at åbne en bankkonto og spare op til eventuelt større indkøb af varer i nabolande. Nu er markederne for den slags varer blevet jævnet med jorden, og dermed er bankernes mulighed for adgang til denne ellers jævne strøm af kontanter også forsvundet.
Lokale kontanter vel og mærke. Det vil sige, at selv de velhavende samt virksomheder kan lammes som følge af mangel på midler til at handle med. Omdrejningspunktet for krisen er dog en ekstrem mangel på udenlandsk valuta, hvilket også siges at være hovedårsagen til manglen på brændstof samt elforsyning. Regeringen har nu åbnet op overfor, at de virksomheder og også private kan søge om at importere brændstof fra udlandet.
Sulten truer
FN vurderer, at omkring 5 millioner mennesker vil trues af sult i Zimbabwe år som følge af en dårlig høst. Men på trods af tomme fødevarelagre og manglen på valuta til at importere, står regeringen stadig fast på, at der ikke er grund til officielt at bede det internationale samfund om hjælp.
Det er fjerde år i træk, hvor store dele af den lokale befolkning rammes af truslen om hungersnød og er anvist på fødevarehjælp udefra. Krisens omfang er vanskeligt at vurdere på nuværende tidspunkt, men der meldes allerede nu om krise situationer, hvor de fattigste i samfundet har svært ved at sikre sig mindst et måltid mad om dagen.
Kronik bragt i Politiken, den 4. september 2001:
04. september 2001
For et år siden skrev vi på dette sted om de dramatiske udfordringer, Zimbabwe stod over for efter parlamentsvalget i juni 2000. Vores konklusion dengang var, at landet havde brug for omfattende politiske reformer, hvis en større politisk og økonomisk krise skulle undgås. Situationen var den, at præsident Mugabes regerende Zanu-PF parti med 62 mandater godt nok havde fået flertal, men oppositions-partiet Movement for Democratic Change (MDC) havde med 57 mandater fået et overraskende godt valg. Aldrig tidligere i landets tyveårige historie havde tæt på halvdelen af alle vælgere stemt nej til regeringspartiet, og det på trods af måneders volds- og skræmmekampagne. Spørgsmålet var, om det kunne være begyndelsen til en ny æra - eller begyndelsen til enden?
Ville Mugabe og hans partikammerater efter 20 års uindskrænket magtudøvelse være i stand til at reagere konstruktivt på det klare signal fra næsten halvdelen af vælgerne og gå ind i en aktiv og seriøs dialog med den nye opposition i parlamentet? Ville den gamle garde være i stand til at etablere en dialog med de mange grupper i det civile samfund, som tog snakken om demokratiske rettigheder alvorligt? Havde Mugabe ærlig vilje til at levere, hvad vælgerne higede efter: genoprettelse af lov og orden; bekæmpelse af korruption; en demokratisk og gennemsigtig jordreform; national forsoning, for blot at nævne de vigtigste temaer.
I følge Mugabe og hans parti er Zimbabwe i dag et stabilt og normalt fungerende land! Når den danske udvikling-sminister derfor vælger at standse det officielle bistandssamarbejde, er det efter deres opfattelse udtryk for, at misinformation og løgne, iværksat af oppositions-partiet og Storbritannien, har båret frugt! Det er i så fald også stort set det eneste, der har båret frugt. Set fra den almindelige zimbabwers perspektiv er det svært at få øje på, hvori det stabile og normale består. Bortset fra at det går stabilt ned ad bakke.
De negative sociale og økonomiske indikatorer, som hærgede landet for et år siden, er ikke blevet bedre, snarere tværtimod. Omkring 80 procent af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen, inflationen kan i år i værste fald ende på over 100 procent. Arbejdsløsheden i den formelle sektor er vokset over de 65 procent. Adgangen til sundhed og uddannelse forringes hurtigere og hurtigere. Mindst 2.000 mennesker dør af aids-relaterede sygdomme hver uge. Det hænger naturligvis sammen med den makroøkonomiske udvikling, som kan illustreres med nogle få eksempler.
Minesektoren, som har været en af de vigtigste leverandører af udenlandsk valuta, er tæt på kollaps. En halv snes miner, især guldminer, er blevet lukket og tusinder blevet arbejdsløse.
Den kommende majshøst forventes næppe at blive på mere end halvdelen af høsten i 1999-2000, hvilket er det laveste siden 1995. Konsekvensen er, at landet skal importere store mængder dyr majs og hvede, for penge som ikke findes. Fødevaremangel vil derfor true en allerede hårdt presset befolkning.
Turismen er i realiteten allerede en saga blot. Det betyder et tab på titusindvis af arbejdspladser i både den formelle og uformelle sektor.
Konsekvensen af ovenstående samt den politiske situation i øvrigt er, at såvel udenlandske som lokale investeringer falder. Regeringens eget investeringscenter skønner, at direkte udenlandske investeringer er faldet med 90 procent sammenlignet med året før, hvor de i øvrigt også var faldet kraftigt.
En mission fra Valutafonden vurderede i januar 2001, at uden dramatiske ændringer vil resultatet blive en negativ vækst på 10 procent, en inflation på 131 procent, og et budgetunderskud på 29 procent, af bruttonationalproduktet. Landet er ude af stand til at betale af på sin udenlandske gæld på 4,5 milliarder US dollar. Den hjemlige gæld på 200 milliarder zimbabwe-dollar udgør mere end 50 procent af bruttonationalproduktet.
Kort sagt: Rent økonomisk er Zimbabwe som et fly fanget i en Bermuda- trekant bestående af en valutakrise, en gældskrise og en investeringskrise. Folk venter på løsninger, der kan føre flyet i en anden retning. Men tilsyneladende ved piloten ikke, hvad han skal foretage sig.
Andre udviklingslande af tilsvarende størrelse og med tilsvarende ressourcegrundlag har oplevet tilsvarende økonomiske kriser. Som har ført politiske kriser og konflikter med sig. I Zimbabwes tilfælde er der imidlertid ikke tvivl om, at det i de senere år især er den politiske krise, som er årsagen til den økonomiske krise. Udenlandske investorer holder sig væk, når fremtiden er usikker. Lokale investorer venter på en politisk afklaring. Turisterne vælger andre og mere fredelige rejsemål. Donorerne skærer ned eller stopper helt, fordi de ikke ønsker at legitimere det nuværende styres politik. Bankerne tøver med at give nye lån, når afdragene på de gamle udebliver.
Hvis det er denne situation, Mugabes repræsentanter under besøget i Danmark i disse dage betegner som »normal og stabil«, illustrerer det kun deres manglende vilje til at se sandheden i øjnene. Det forekommer heller ikke sandfærdigt at betegne begivenhederne under valgkampen op til parlamentsvalget i juni 2000 som normale og stabile. Hvis det er tilfældet, lover det ikke godt for den valgkamp, som allerede så småt er i gang op til præsidentvalget i første halvår af 2002.
Allerede kort efter valget i fjor kunne det dokumenteres, at bølgen af terror kostede mere end 30 mennesker livet, og næsten alle de myrdede var tilhængere af oppositionspartiet MDC. Titusindvis af mennesker - nogle rapporter siger 200.000 - blev direkte ramt af trusler, tæv, voldtægter, afbrændinger af huse eller andre former for voldelige overgreb.
Siden da er dokumentationen blevet styrket. I juli måned i år udsendte et forum af ti menneskerettighedsorganisationer en grundig rapport, der viser, hvem nogle af de ansvarlige var. Rapporten indeholder 60 detaljerede udsagn fra personer, som har været udsat for vold og tortur. Den peger på over 600 navngivne personer som de ansvarlige. Næsten alle er udpeget som værende medlemmer eller sympatisører af regeringspartiet.
Naturligvis kan et oppositionsparti have interesse i at overdrive omfanget af de overgreb, de udsættes for. Selvfølgelig er der også blandt MDCs medlemmer personer, som har begået overgreb. Tilbage står alligevel et veldokumenteret indtryk af, at voldelige overgreb var en del af regeringspartiets strategi frem til parlaments-valget. Desværre tyder intet på, at strategien har ændret sig siden. Mange organisationer registrerer dag for dag, hvilke overgreb der finder sted rundt om i landet. Rapporterne viser klart, at regeringspartiets forsøg på at bruge frygten som redskab i kampen om den politiske magt er blevet en normal og stabil del af det politiske landskab.
Udenlandske medier fokuserer uforholdsmæssigt meget på de overgreb, som Zimbabwes hvide farmere udsættes for. Disse overgreb er alvorlige og uacceptable, men de er kun toppen af det vældige isbjerg af organiseret vold, som almindelige zimbabwere støder hovedet imod, når de tager deres ret til at tænke, tale og stemme frit alvorligt. Kampen om borgmesterposten i Masvingo, en af landets store byer, er et godt eksempel. Den fandt sted i maj i år og var både for regering og opposition et prestigeprojekt. Flere ministre valfartede til byen. Bevæbnede krigsveteraner spankulerede rundt i gaderne for at gøre vælgerne opmærksomme på, hvor de burde sætte deres kryds. Oppositionen havde problemer med at få lov til at afholde møder.
Allerede inden selve afstemningen proklamerede regeringspartiet, at byen med sikkerhed ville vælge en regeringstro borgmester. Stor var derfor overraskelsen, da stemmerne blev talt op og det viste sig, at oppositionens kandidat havde fået dobbelt så mange stemmer som regeringspartiets. Folk turde altså følge deres overbevisning, da de stod i stemmeboksen.
Til trods for trusler om overgreb. Til trods for historier om, at regeringspartiet ved hjælp af satellitter i himmelrummet eller kameraer i loftet kan overvåge den enkelte vælgers stemmeafgivning uden at de ved det. Det giver grund til optimisme og tro på, at Zimbabwe har en demokratisk fremtid præget af ægte normalitet og stabilitet. Normalitet og stabilitet på landbrugsområdet er også af livsvigtig betydning for Zimbabwes fremtid. Ingen kan være uenige i, at der er behov for en gennemgribende jordreform. Uanset at regeringen hidtil har udnyttet jordspørgsmålet koldt og kynisk i den politiske kamp for at fastholde magten, er det indlysende, at den ulige fordeling af jord er et afgørende problem.
Befrielseskampen var en kamp om jord. Den dag i dag må mere end én million småbønder friste en kummerlig tilværelse på marginale og nedslidte jorder. Det skriger naturligvis til himlen, når nogle få tusinde store farme, fortrinsvis ejet af hvide, indtil nu har rådet over det meste af den mest frugtbare jord. Dette problem kan kun løses gennem en radikal omfordeling. Som skal foregå på en åben, gennemsigtig og demokratisk måde. Som er baseret på klare love og regler. Og som ikke glemmer de flere hundrede tusinde landarbejdere. Desværre har Zimbabwes regering trængt sig selv op i et hjørne. Den kan ikke tilbagekalde krigsveteranernes besættelser af farme, før jorden er blevet omfordelt, uden at blive anklaget for politisk hykleri af befolkningen.
I lyset af ovenstående udfordringer kan man spørge, hvordan vi, såvel det officielle som det civile Danmark, kan være med til at trække Zimbabwe væk fra afgrundens rand?
Det officielle Danmark har gennem det sidste års tid valgt at bruge nedskæringer, stramninger og til sidst fuldt stop som virkemiddel. Tankegangen er, at bistand kanaliseret gennem det statslige system af Mugabe kan (mis)bruges til at fortælle zimbabwerne, at hans styre er legitimt. Man erkender, at et stop for bistanden også kan ramme en i forvejen udsat befolkning. Men i den politiske krise, Zimbabwe befinder sig i, er de afgørende vurderinger, at dialog under alle omstændigheder er en umulighed, og at risikoen for, at bistand gennem regeringssystemet ender i de forkerte lommer, er mere end en teoretisk mulighed.
Vi er enige i de konklusioner omkring samarbejdet med det officielle Zimbabwe, udviklingsministeren er nået frem til.
Men vi har gang på gang gjort opmærksom på, at det er vigtigt samtidig at sende et klart signal til almindelige zimbabwere om, at Danmark ikke har glemt dem. Derfor er det vigtigt, at Danmark ikke blot 'fortsætter' indsatsen på f.eks. menneskerettigheds-, demokratiserings- og hiv/aids-området. Det er helt vitalt, at indsatsen på disse områder styrkes mærkbart. Ikke blot i form af punktvise og tilfældige indsatser, men som led i en samlet og gennemtænkt strategi.
Det er logisk nok, som ministeren har meldt ud, at de planlagte årsforhandlinger i 2002 suspenderes. Men vi mener, at de bør erstattes af en dialog i et andet forum, som omfatter en bredere kreds end de politiske partier. At fremkomsten af et stærkt oppositionsparti er den mest betydningsfulde nyskabelser i Zimbabwes politiske landskab i det sidste tiår, er der ingen tvivl om. Men det må ikke overskygge et andet markant træk i denne periode: fremvæksten af et levende, engageret og stadig stærkere civilt samfund.
Her tænker vi mindre på de traditionelle NGOer inden for områder som kvinder, menneskerettigheder, miljø og hiv/aids end på de mere eller mindre formaliserede grupper og organisationer på landet og i byernes tæt befolkede 'townships'. De syner ikke af meget ved første øjekast.
Men trænger man dybere ned, indser man deres betydning.
Det kan være beboerforeninger i de større byers fattigkvarterer. Det kan være kurveflettende kvinder i et fattigt landområde, som slutter sig sammen for at forsvare deres interesser mod grådige mellemmænd. Unge ,der vælger at kommunikere deres levevilkår gennem kunstneriske udtryksformer. Og mange mange flere. Fælles for alle sådanne organisationer i det civile samfund er, at de giver almindelige mennesker mulighed for at udtrykke deres vilje og evne til at være aktive deltagere i en demokratisk samfundsudvikling. Staten betragtes ikke længere som nogen sikkerhed for noget som helst.
Politiske partier er heller ikke svaret, selvom de utvivlsomt vil udnytte deres ret til at stemme. Men i den daglige kamp for at overleve og hævde deres rettigheder bliver denne form for organisering betydningsfuld. Den økonomiske krise, den skærpede politiske kamp om magten og den voksende mistænksomhed fra statsapparatet sætter disse organisationer under et voldsomt pres i denne tid. Uden støtte her og nu risikerer de at forsvinde. Og dermed forsvinder også en del af det gryende demokratiske vækstlag, som Zimbabwe har brug for i de kommende år for at bevæge sig afgørende væk fra afgrundens rand.
Den udfordring bør hverken det officielle eller det civile Danmark undslå sig for at tage imod her og nu. Og på længere sigt forventer de zimbabwere, vi arbejder sammen med, at danskerne igen påtager sig en aktiv rolle i bestræbelserne for at bidrage til en demokratisk udvikling og sociale og økonomiske forbedringer for landets fattige. F.eks. ved at bidrage til en jordreform, som ikke blot fokuserer på omfordeling, men også sikrer uddannelse, infrastruktur og støtte til investeringer. Og ved at medvirke til at landet kan løfte den byrde, som hiv/aids katastrofen vil være i mange årtier fremover.
Zimbabwe i krise
Den politiske krise i Zimbabwe har fået Danmark til at suspendere bistanden til landet. Fint nok, men der er stadig behov for støtte til landets civilsamfund, skriver kronikørerne, der er henholdsvis generalsekretær og ansvarlig for Mellemfolkeligt Samvirkes program i landet.
Af Bjørn Førde og Patrik Ekløf04. september 2001
For et år siden skrev vi på dette sted om de dramatiske udfordringer, Zimbabwe stod over for efter parlamentsvalget i juni 2000. Vores konklusion dengang var, at landet havde brug for omfattende politiske reformer, hvis en større politisk og økonomisk krise skulle undgås. Situationen var den, at præsident Mugabes regerende Zanu-PF parti med 62 mandater godt nok havde fået flertal, men oppositions-partiet Movement for Democratic Change (MDC) havde med 57 mandater fået et overraskende godt valg. Aldrig tidligere i landets tyveårige historie havde tæt på halvdelen af alle vælgere stemt nej til regeringspartiet, og det på trods af måneders volds- og skræmmekampagne. Spørgsmålet var, om det kunne være begyndelsen til en ny æra - eller begyndelsen til enden?
Ville Mugabe og hans partikammerater efter 20 års uindskrænket magtudøvelse være i stand til at reagere konstruktivt på det klare signal fra næsten halvdelen af vælgerne og gå ind i en aktiv og seriøs dialog med den nye opposition i parlamentet? Ville den gamle garde være i stand til at etablere en dialog med de mange grupper i det civile samfund, som tog snakken om demokratiske rettigheder alvorligt? Havde Mugabe ærlig vilje til at levere, hvad vælgerne higede efter: genoprettelse af lov og orden; bekæmpelse af korruption; en demokratisk og gennemsigtig jordreform; national forsoning, for blot at nævne de vigtigste temaer.
I følge Mugabe og hans parti er Zimbabwe i dag et stabilt og normalt fungerende land! Når den danske udvikling-sminister derfor vælger at standse det officielle bistandssamarbejde, er det efter deres opfattelse udtryk for, at misinformation og løgne, iværksat af oppositions-partiet og Storbritannien, har båret frugt! Det er i så fald også stort set det eneste, der har båret frugt. Set fra den almindelige zimbabwers perspektiv er det svært at få øje på, hvori det stabile og normale består. Bortset fra at det går stabilt ned ad bakke.
De negative sociale og økonomiske indikatorer, som hærgede landet for et år siden, er ikke blevet bedre, snarere tværtimod. Omkring 80 procent af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen, inflationen kan i år i værste fald ende på over 100 procent. Arbejdsløsheden i den formelle sektor er vokset over de 65 procent. Adgangen til sundhed og uddannelse forringes hurtigere og hurtigere. Mindst 2.000 mennesker dør af aids-relaterede sygdomme hver uge. Det hænger naturligvis sammen med den makroøkonomiske udvikling, som kan illustreres med nogle få eksempler.
Minesektoren, som har været en af de vigtigste leverandører af udenlandsk valuta, er tæt på kollaps. En halv snes miner, især guldminer, er blevet lukket og tusinder blevet arbejdsløse.
Den kommende majshøst forventes næppe at blive på mere end halvdelen af høsten i 1999-2000, hvilket er det laveste siden 1995. Konsekvensen er, at landet skal importere store mængder dyr majs og hvede, for penge som ikke findes. Fødevaremangel vil derfor true en allerede hårdt presset befolkning.
Turismen er i realiteten allerede en saga blot. Det betyder et tab på titusindvis af arbejdspladser i både den formelle og uformelle sektor.
Konsekvensen af ovenstående samt den politiske situation i øvrigt er, at såvel udenlandske som lokale investeringer falder. Regeringens eget investeringscenter skønner, at direkte udenlandske investeringer er faldet med 90 procent sammenlignet med året før, hvor de i øvrigt også var faldet kraftigt.
En mission fra Valutafonden vurderede i januar 2001, at uden dramatiske ændringer vil resultatet blive en negativ vækst på 10 procent, en inflation på 131 procent, og et budgetunderskud på 29 procent, af bruttonationalproduktet. Landet er ude af stand til at betale af på sin udenlandske gæld på 4,5 milliarder US dollar. Den hjemlige gæld på 200 milliarder zimbabwe-dollar udgør mere end 50 procent af bruttonationalproduktet.
Kort sagt: Rent økonomisk er Zimbabwe som et fly fanget i en Bermuda- trekant bestående af en valutakrise, en gældskrise og en investeringskrise. Folk venter på løsninger, der kan føre flyet i en anden retning. Men tilsyneladende ved piloten ikke, hvad han skal foretage sig.
Andre udviklingslande af tilsvarende størrelse og med tilsvarende ressourcegrundlag har oplevet tilsvarende økonomiske kriser. Som har ført politiske kriser og konflikter med sig. I Zimbabwes tilfælde er der imidlertid ikke tvivl om, at det i de senere år især er den politiske krise, som er årsagen til den økonomiske krise. Udenlandske investorer holder sig væk, når fremtiden er usikker. Lokale investorer venter på en politisk afklaring. Turisterne vælger andre og mere fredelige rejsemål. Donorerne skærer ned eller stopper helt, fordi de ikke ønsker at legitimere det nuværende styres politik. Bankerne tøver med at give nye lån, når afdragene på de gamle udebliver.
Hvis det er denne situation, Mugabes repræsentanter under besøget i Danmark i disse dage betegner som »normal og stabil«, illustrerer det kun deres manglende vilje til at se sandheden i øjnene. Det forekommer heller ikke sandfærdigt at betegne begivenhederne under valgkampen op til parlamentsvalget i juni 2000 som normale og stabile. Hvis det er tilfældet, lover det ikke godt for den valgkamp, som allerede så småt er i gang op til præsidentvalget i første halvår af 2002.
Allerede kort efter valget i fjor kunne det dokumenteres, at bølgen af terror kostede mere end 30 mennesker livet, og næsten alle de myrdede var tilhængere af oppositionspartiet MDC. Titusindvis af mennesker - nogle rapporter siger 200.000 - blev direkte ramt af trusler, tæv, voldtægter, afbrændinger af huse eller andre former for voldelige overgreb.
Siden da er dokumentationen blevet styrket. I juli måned i år udsendte et forum af ti menneskerettighedsorganisationer en grundig rapport, der viser, hvem nogle af de ansvarlige var. Rapporten indeholder 60 detaljerede udsagn fra personer, som har været udsat for vold og tortur. Den peger på over 600 navngivne personer som de ansvarlige. Næsten alle er udpeget som værende medlemmer eller sympatisører af regeringspartiet.
Naturligvis kan et oppositionsparti have interesse i at overdrive omfanget af de overgreb, de udsættes for. Selvfølgelig er der også blandt MDCs medlemmer personer, som har begået overgreb. Tilbage står alligevel et veldokumenteret indtryk af, at voldelige overgreb var en del af regeringspartiets strategi frem til parlaments-valget. Desværre tyder intet på, at strategien har ændret sig siden. Mange organisationer registrerer dag for dag, hvilke overgreb der finder sted rundt om i landet. Rapporterne viser klart, at regeringspartiets forsøg på at bruge frygten som redskab i kampen om den politiske magt er blevet en normal og stabil del af det politiske landskab.
Udenlandske medier fokuserer uforholdsmæssigt meget på de overgreb, som Zimbabwes hvide farmere udsættes for. Disse overgreb er alvorlige og uacceptable, men de er kun toppen af det vældige isbjerg af organiseret vold, som almindelige zimbabwere støder hovedet imod, når de tager deres ret til at tænke, tale og stemme frit alvorligt. Kampen om borgmesterposten i Masvingo, en af landets store byer, er et godt eksempel. Den fandt sted i maj i år og var både for regering og opposition et prestigeprojekt. Flere ministre valfartede til byen. Bevæbnede krigsveteraner spankulerede rundt i gaderne for at gøre vælgerne opmærksomme på, hvor de burde sætte deres kryds. Oppositionen havde problemer med at få lov til at afholde møder.
Allerede inden selve afstemningen proklamerede regeringspartiet, at byen med sikkerhed ville vælge en regeringstro borgmester. Stor var derfor overraskelsen, da stemmerne blev talt op og det viste sig, at oppositionens kandidat havde fået dobbelt så mange stemmer som regeringspartiets. Folk turde altså følge deres overbevisning, da de stod i stemmeboksen.
Til trods for trusler om overgreb. Til trods for historier om, at regeringspartiet ved hjælp af satellitter i himmelrummet eller kameraer i loftet kan overvåge den enkelte vælgers stemmeafgivning uden at de ved det. Det giver grund til optimisme og tro på, at Zimbabwe har en demokratisk fremtid præget af ægte normalitet og stabilitet. Normalitet og stabilitet på landbrugsområdet er også af livsvigtig betydning for Zimbabwes fremtid. Ingen kan være uenige i, at der er behov for en gennemgribende jordreform. Uanset at regeringen hidtil har udnyttet jordspørgsmålet koldt og kynisk i den politiske kamp for at fastholde magten, er det indlysende, at den ulige fordeling af jord er et afgørende problem.
Befrielseskampen var en kamp om jord. Den dag i dag må mere end én million småbønder friste en kummerlig tilværelse på marginale og nedslidte jorder. Det skriger naturligvis til himlen, når nogle få tusinde store farme, fortrinsvis ejet af hvide, indtil nu har rådet over det meste af den mest frugtbare jord. Dette problem kan kun løses gennem en radikal omfordeling. Som skal foregå på en åben, gennemsigtig og demokratisk måde. Som er baseret på klare love og regler. Og som ikke glemmer de flere hundrede tusinde landarbejdere. Desværre har Zimbabwes regering trængt sig selv op i et hjørne. Den kan ikke tilbagekalde krigsveteranernes besættelser af farme, før jorden er blevet omfordelt, uden at blive anklaget for politisk hykleri af befolkningen.
I lyset af ovenstående udfordringer kan man spørge, hvordan vi, såvel det officielle som det civile Danmark, kan være med til at trække Zimbabwe væk fra afgrundens rand?
Det officielle Danmark har gennem det sidste års tid valgt at bruge nedskæringer, stramninger og til sidst fuldt stop som virkemiddel. Tankegangen er, at bistand kanaliseret gennem det statslige system af Mugabe kan (mis)bruges til at fortælle zimbabwerne, at hans styre er legitimt. Man erkender, at et stop for bistanden også kan ramme en i forvejen udsat befolkning. Men i den politiske krise, Zimbabwe befinder sig i, er de afgørende vurderinger, at dialog under alle omstændigheder er en umulighed, og at risikoen for, at bistand gennem regeringssystemet ender i de forkerte lommer, er mere end en teoretisk mulighed.
Vi er enige i de konklusioner omkring samarbejdet med det officielle Zimbabwe, udviklingsministeren er nået frem til.
Men vi har gang på gang gjort opmærksom på, at det er vigtigt samtidig at sende et klart signal til almindelige zimbabwere om, at Danmark ikke har glemt dem. Derfor er det vigtigt, at Danmark ikke blot 'fortsætter' indsatsen på f.eks. menneskerettigheds-, demokratiserings- og hiv/aids-området. Det er helt vitalt, at indsatsen på disse områder styrkes mærkbart. Ikke blot i form af punktvise og tilfældige indsatser, men som led i en samlet og gennemtænkt strategi.
Det er logisk nok, som ministeren har meldt ud, at de planlagte årsforhandlinger i 2002 suspenderes. Men vi mener, at de bør erstattes af en dialog i et andet forum, som omfatter en bredere kreds end de politiske partier. At fremkomsten af et stærkt oppositionsparti er den mest betydningsfulde nyskabelser i Zimbabwes politiske landskab i det sidste tiår, er der ingen tvivl om. Men det må ikke overskygge et andet markant træk i denne periode: fremvæksten af et levende, engageret og stadig stærkere civilt samfund.
Her tænker vi mindre på de traditionelle NGOer inden for områder som kvinder, menneskerettigheder, miljø og hiv/aids end på de mere eller mindre formaliserede grupper og organisationer på landet og i byernes tæt befolkede 'townships'. De syner ikke af meget ved første øjekast.
Men trænger man dybere ned, indser man deres betydning.
Det kan være beboerforeninger i de større byers fattigkvarterer. Det kan være kurveflettende kvinder i et fattigt landområde, som slutter sig sammen for at forsvare deres interesser mod grådige mellemmænd. Unge ,der vælger at kommunikere deres levevilkår gennem kunstneriske udtryksformer. Og mange mange flere. Fælles for alle sådanne organisationer i det civile samfund er, at de giver almindelige mennesker mulighed for at udtrykke deres vilje og evne til at være aktive deltagere i en demokratisk samfundsudvikling. Staten betragtes ikke længere som nogen sikkerhed for noget som helst.
Politiske partier er heller ikke svaret, selvom de utvivlsomt vil udnytte deres ret til at stemme. Men i den daglige kamp for at overleve og hævde deres rettigheder bliver denne form for organisering betydningsfuld. Den økonomiske krise, den skærpede politiske kamp om magten og den voksende mistænksomhed fra statsapparatet sætter disse organisationer under et voldsomt pres i denne tid. Uden støtte her og nu risikerer de at forsvinde. Og dermed forsvinder også en del af det gryende demokratiske vækstlag, som Zimbabwe har brug for i de kommende år for at bevæge sig afgørende væk fra afgrundens rand.
Den udfordring bør hverken det officielle eller det civile Danmark undslå sig for at tage imod her og nu. Og på længere sigt forventer de zimbabwere, vi arbejder sammen med, at danskerne igen påtager sig en aktiv rolle i bestræbelserne for at bidrage til en demokratisk udvikling og sociale og økonomiske forbedringer for landets fattige. F.eks. ved at bidrage til en jordreform, som ikke blot fokuserer på omfordeling, men også sikrer uddannelse, infrastruktur og støtte til investeringer. Og ved at medvirke til at landet kan løfte den byrde, som hiv/aids katastrofen vil være i mange årtier fremover.