Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

EU's landsbrugspolitik holder igen verdens fattigste for nar

55 milliarder euro. Så meget får europæiske landmænd i landbrugsstøtte fra EU hvert år. Landmænd i u-landene får en lang næse.

18. november 2010

55 milliarder euro. Så meget får europæiske landmænd i landbrugsstøtte fra EU hvert år. Landmænd i u-landene får en lang næse.

Torsdag den 18. november 2010 præsenterer EU-Kommisionen sit nye udspil til EU's landbrugspolitik for 2014 til 2020. Udspillet er blottet for initiativer til gavn for verdens fattigste, selv om den omdiskuterede landbrugsstøtte lige netop er med til at skævvride markedsforholdene i u-landene.

"EU’s landbrugsstøtte gør det muligt for europæiske landmænd at dumpe deres varer på udviklingslandenes markeder til priser, der er så lave, at de udkonkurrerer fattige bønder og ødelægger deres landbrugsproduktion og mulighed for afsætning af varer. Landbrug udgør i dag livsgrundlaget for 75 pct. af befolkningen i verdens fattige lande. For de mennesker er konsekvenserne af EU’s landbrugspolitik fatale", siger forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach.

EU’s landbrugspolitik har i årevis været kritiseret for at ødelægge udviklingslandenes markeder med landbrugs- og eksportstøtte. Det klinger derfor hult, når EU fortsat vil subsidiere europæiske bønder med 55 milliarder euro om året med den dårlige undskyldning, at verdens behov for mad vokser som følge af befolkningstilvæksten.

"Verdens fattige har ikke brug for EU’s landbrugsstøtte, selv om EU gerne vil have det til at lyde sådan. Det vil være en ren falliterklæring, hvis regeringen vælger at lægge sig op ad EU-Kommissionens uambitiøse linje, som er et udtryk for dyb ligegyldighed over for de 925 millioner i verdens udviklingslande, som hver dag går sultne i seng. Når Danmark overtager EU-formandskabet i 2012, får vi en unik chance for at præge og omlægge EU’s kommende landbrugspolitik", siger Trine Pertou Mach.

Yderligere oplysninger hos:
Pressemedarbejder Sara Schlüter e-mail: ssc@ms.dk eller tlf. 60 43 43 21 eller forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach på tlf. 23 35 09 65