Ødelæggende landbrugsstøtte
Landbrugsrådets præsident, Peter Gæmelke, har i en række medier hævdet, at EU’s seneste landbrugsreform betyder en langt mere markedsorienteret landbrugspolitik. Men reformen og udvidelsen begunstiger samlet set ikke Afrika på nogen måde.
Af Kaj Lund Sørensen, planteavlskonsulent, aktiv i MS17. maj 2004
Dokumentarprogrammet 'Den dyre støtte' afdækkede den grumme historie om, hvordan EU’s landbrugsordninger ødelægger landbrugsudvikling og økonomisk fremgang i den 3. verden (13. april).
Efterfølgende har landbrugsrådets præsident, Peter Gæmelke, i en række medier hævdet, at ”EU’s seneste landbrugsreform betyder en langt mere markedsorienteret landbrugspolitik”.
Men realiteterne er, at teksterne intet siger om toldbarrierer, intet om eksportstøtte og intet om aftrapning af den samlede støtte. Det er netop, fordi reformen er så defensiv og begrænset, at der ikke kunne laves en aftale på WTO-topmødet i Cancún.
I 2002 modtog landbruget i EU i alt 785 mia. kr. Den direkte støtte, der finansieres over skatten og fremgår af EU’s budget, var på 330 mia. kr., mens den indirekte prisstøtte, som betales af europæiske forbrugere i form af kunstigt høje fødevarepriser, udgjorde 455 mia. kr.
OECD har netop offentliggjort den seneste vurdering af EU-reformen, og konsekvensen af en gennemført reform vil ifølge analysen være et fald i prisstøtten på 50 mia. kr. Det svarer til godt 6 pct. af den samlede støtte.
Samtidig stiger den direkte støtte med 34 mia. kr., og ifølge OECD’s beregninger vil 36 procent af landmændenes indtægter uændret være støttekroner – også efter reformen. Hvad liberalisering og markedsorientering angår, er effekten altså let at overskue.
Og så er der spørgsmålet, om udviklingslandene får lettere markedsadgang. Fødevareøkonomisk Institut har forsket i de to ændringer, der tidsmæssigt falder sammen: Landbrugsreformen og østudvidelsen. Hvordan påvirker det Afrika?
Reformen – hvor støtten delvis afkobles fra produktionen – flytter med meget små skridt den fælles landbrugspolitik i rigtig retning. Men med EU’s udvidelse følger også en udbredelse af protektionismen og støtteordningerne. I de ti nye medlemslande ændres politikken fra at være relativt liberalistisk, til ordninger med større tilskud, eksportstøtte og ændrede toldmure.
Undersøgelsen, som Fødevareøkonomisk Institut præsenterede i februar 2004, viste, at EU’s eksport til Afrika falder, men importen fra Afrika falder endnu mere, og det samlede resultat er en uændret påvirkning af velfærd i Afrika.
Konklusionen er, at reformen og udvidelsen samlet set ikke begunstiger Afrika på nogen måde. Det er altså ikke korrekt overhovedet at antyde, at EU’s politik skulle være designet efter hensyn til samhandel og udvikling i fattige lande.
Der er intet nyt under solen, og den europæiske landbrugslobby fortsætter krigen mod de fattige:
Mens Gæmelke ærligt – men usympatisk og uliberalt – argumenterer for, at EU ikke må give handelspolitiske indrømmelser til ”mellemindkomstlande” i Latinamerika og Asien, må Afrika nøjes med en retorik, som vanskeligt tåler at blive analyseret.