Sukkerpriser
Nogle fattige lande vil beholde de lukrative sukkerordninger. Deres landmænd er kommet på støtten, og det vil gøre ondt at komme på aftrapning. Men hvis EU åbner sine markeder og afskaffer mængdebegrænsningerne, vil det tilgodese en større gruppe u-lande, herunder de allerfattigste.
Af Kaj Lund Sørensen, planteavlskonsulent, medlem af MS10. maj 2004
Verdens 49 fattigste u-lande har bedt EU om ikke at ændre sukkerpolitikken. Det er viceformand i Dansk Landbrug, Henrik Høegh, der forfægter denne fremstilling i flere medier.
En lille gruppe af de allerfattigste lande har opnået særligt favorable vilkår: De har mulighed for at eksportere sukker til EU til meget gunstige priser. Der er dog foreløbig kun tale om ganske små kvoter. Landbrugsraadet har nemlig sørget for, at de ikke får fri adgang før 2009.
Er det vanskeligt at forstå, at nogle af disse fattige lande gerne vil beholde deres lukrative sukkerordninger? Deres landmænd er i præcis samme situation som Henrik Høegh og de andre sukkerroedyrkere på Lolland: De er kommet på støtten, er blevet afhængige af den, og det vil gøre ondt at komme på aftrapning.
Henrik Høegh skriver, at EU ”står som beskytter af de fattigste landes sukkerproduktion”. Det reelle budskab er, at man ikke skal ændre på EU’s dyre og protektionistiske landbrugsordninger for at hjælpe de fattige lande, fordi det vil så gå ud over nogle af de allerfattigste lande, der har særordninger.
Men det er et ubegribeligt svagt argument. Hvis EU åbner sine markeder og afskaffer mængdebegrænsningerne, vil det tilgodese en meget større gruppe udviklingslande herunder også nogle af de allerfattigste.
Henrik Høeghs ambition er ikke at ”beskytte de fattigste”. Ærindet er at bevare egne medlemmers privilegier.
Hvis der er et reelt ønske om at hjælpe den lille gruppe lande, der mister specielle fordele og kommer i klemme med deres eksport, er det let at kompensere dem med f.eks. en tidsbegrænset indkomstkompensation. En absolut ubetydelig lille brøkdel af de 785 mia. kr., som EU’s landbrugspolitik koster, vil være nok.
Henrik Høegh fremhæver også, at ”EU aftager 85 pct. af Afrikas landbrugseksport.” Men tallet siger intet om EU’s faktiske import målt i mængder eller værdi. Importen er lille og begrænset til bestemte varegrupper, der ikke konkurrerer mod EU’s egne landbrugsprodukter.
Udviklingslandenes eksport af landbrugsvarer er faldet fra 55 pct. af den samlede eksport i 1981 til 10 pct. i 2001. En af årsagerne er, at udviklingslandene ikke kan trænge igennem de rige landes toldmure og tekniske handelshindringer.
En anden delforklaring er at eksportstøtten har slået prisincitamenterne i stykker i mange udviklingslande, og det kan simpelthen ikke betale sig for bønderne at dyrke jorden.
Et land som Mozambique afsætter faktisk en vis mængde sukker på verdensmarkedet på trods af de kunstigt lave priser. Men takket være EU’s eksportstøtte er interessen for at investere i sukkerindustrien begrænset.
Mon Henrik Høegh også har hørt Mozambique og de andre 48 fattigste lande bede om, at EU fortsætter med at dumpe sukker på deres markeder?
(Mozambique-argumentationen er i denne udgave korrigeret lidt i forhold avisudgaven)