Med blødende hjerte

Af Bjørn Førde, generalsekretær

12. april 2000

Matabeleland i det sydvestlige Zimbabwe i februar 2000. Stjernehimlen er endnu mere overvældende end jeg husker den fra for godt fem år siden, da nætter som denne var en del af min hverdag. Nætter hvor vi efter en lang og varm dags intense drøftelser om partnerskabsaftaler, budgetrevisioner, statusrapporter, handlingsplaner og meget andet, som er en nødvendig del af moderne udviklingsarbejde, famlede os gennem mørket ad usynlige stier, til vi nåede det lokale værtshus.

Nu sidder vi her igen. Skoleinspektøren, den lokale høvding, borgmesteren, regeringspartiets trofaste tillidsfolk, måske en repræsentant for sikkerhedstjenesten, de lokale danske udviklingsarbejdere, og så os fra kontorerne i Harare og København. Bænke er blevet tryllet frem, og lunkne bajere i literflasker fulgte hurtigt efter.

Nogle timer senere sidder tungen lidt løsere på os alle. Efterhånden er vi blevet ganske gode til at snakket åbent og kritisk om problemer og muligheder i vores partnerskab, når vi sidder bænket omkring mødebordet. Men i mørket under stjernehimlen gør venskabet og den begyndende beruselse det muligt at komme endnu tættere på de ting, som optager os alle, men som ikke er en del af vores officielle udviklingssamarbejde.

Jeg fortæller dem, at jeg er bekymret. Over Zimbabwes deltagelse i krigen i Congo, og de ofre befolkningen tvinges til at yde uden at blive spurgt. Over den kaotiske økonomiske situation, og nedslidningen af sundheds- og uddannelsessystemet. Over de vilkårlige angreb på pressefriheden, og det voksende omfang af korruption. Over præsidentens uvilje til at se virkeligheden i øjnene, og regeringspartiets vilje til at fastholde magten, koste hvad det vil.

De ved at jeg taler sandt når jeg fortæller dem, at jeg følger udviklingen i landet med blødende hjerte. De ved at Mellemfolkeligt Samvirke siden uafhængigheden den 18. april 1980 har lagt mange kræfter i at støtte udviklingen for fattige mennesker i de fattigste dele af landet. De ved at vi aldrig har blandet os i partipolitiske stridigheder, men at vi holder fanen højt når det gælder principper om menneskerettigheder og demokrati. De ved også, at vi ikke stikker halen mellem benene, når krisen kradser og kaos truer.

Nattens åbenhjertige samtaler fortæller mig, at der findes mange blødende hjerter i Zimbabwe i disse dage, hvor nationen skal gøre status over 20 års selvstændighed. Selv de mest trofaste af regeringspartiets tillidsfolk lægger ikke skjul på, at deres parti har taget skade på legeme og sjæl af to årtiers uindskrænket magtudøvelse.

I to årtier har præsident Mugabe stået i spidsen for sit land. Han skabte grundlaget for sit fremtidige statsmandsskab som leder af den ene af befrielsesbevægelserne, og beviste under forhandlingerne med den britiske regering at han også mestrede forhandlingsbordets strategiske finesser. Op gennem 80’erne fremstod han mere og mere som Landsfaderen, der formåede at bringe udviklingen ud til alle hjørner af landet. Sundheds- og uddannelsestilbud var ikke længere forbeholdt en lille elite.

Men begivenhederne i Matabeleland i midten af 80’erne viste også, at Landsfaderen fra shona-folket, som udgør landets flertal, var rede til at anvende stor brutalitet, hvis han følte sig truet. Matabeleland huser den største etniske minoritet i landet, ndebelerne. En mindre gruppe dissidenters aktiviteter blev brugt som påskud til at sende den koreansk trænede femte brigade ind i Matabeleland. Omkring 10.000 mennesker blevet myrdet, mange af dem efter tortur.

Den sag er ikke afsluttet. Ndebelerne venter stadig på en uforbeholden undskyldning, og tusindvis af familier lever med uvisheden om hvor og hvordan deres kære forsvandt. Politisk blev konsekvensen en sammensmeltning af de to vigtigste politiske partier, som set i lyset af andre afrikanske landes opslidende etniske konflikter utvivlsomt var en afgørende begivenhed.

Samtidig forstærkede denne begivenhed de tendenser til aristokratisk urørlighed og hensynsløs magtfuldkommenhed, som præsident og regeringsparti udviste allerede i 80’erne. Op gennem 90’erne udviklede tendensen sig i stadig mere meningsløs retning. Fx udtrykt gennem intimidering af uskadelige oppositionspartier; løsagtig uddeling af jord, penge og privilegier til ministre og trofaste partisoldater; vilkårlige overgreb på journalister der tog pressefriheden alvorligt; og tilsidesættelse af domme afsagt af Højesteret.

Og i disse dage kulminerende med ulovlige besættelser af hvide farme, stærkt tilskyndet af en præsident, som tilsyneladende ikke ser anden udvej for krampagtigt at fastholde magten end at søge tilbage til de strategier han lærte at mestre under 70’ernes befrielseskampe.

Ikke al snak under stjernehimlen denne nat i Matabeleland kommer til udtryk i form af stringente politiske analyser. Det skyldes ikke blot at tungen slår knuder i takt med indtagelsen af lunken øl, men fordi det nu engang er den måde man snakker politik på i dette land.

Således fortælles historien om en europæisk journalist, som kommer til Harare for at lodde befolkningens mening om præsidenten. Mange er ikke meget for at ytre sig, men til sidst finder han en ung mand, som godt vil snakke.

Betingelsen er, at samtalen skal foregå langt uden for byen, så de kører langt ud på landet og standser ved en majsmark. De stiger ud og går ind mellem de mandshøje majsplanter.

"Og hvad mener du så om Mugabe," spørger journalisten.

Den unge mand kigger sig nervøst omkring før han endelig tager mod til sig og svarer.

"Jeg synes faktisk han er alle tiders!"

Det er selvfølgelig en overdrivelse at påstå, at det i dagens Zimbabwe er forbundet med livsfare at udtrykke sig positivt om landets præsident, sådan som det i perioder har været forbundet med reelle risici at udtrykke sig kritisk og åbent om præsidenten. Men historien illustrerer ikke desto mindre, at der er sket et dramatisk stemningsskred siden jeg for fem år siden boede i landet.

Det kom på dramatisk vis til udtryk et par dage senere, da vi besøgte et af de fattige, udpinte og overbefolkede landbrugsområder, som siden selvstændigheden i 1980 har været hjemsted for flertallet af landets sorte småbrugere, fordi det ikke er lykkedes at gennemføre en ordentlig landbrugsreform. Kampagnen op til afstemningen om en ny forfatning var i fuld gang i disse dage, og jeg havde fra et møde i Harare medbragt løbesedler, der opfordrede til at stemme nej til regeringens udspil.

Jeg viste den engelsk-sprogede folder til en gruppe mænd og kvinder på en markedsplads og spurgte dem via tolk om deres holdning til forfatningsforslaget. De reagerede med voldsomme armbevægelser og vredesudbrud på deres lokale shona-sprog.

Først troede jeg, at de reagerede så voldsomt, fordi de tilhørte gruppen af trofaste regeringsstøtter, der beskylder udlændinge som mig selv for at deltage i undergravende virksomhed. Men så forklarede tolken, at det eneste på løbesedlen de kunne læse var betegnelsen for regeringspartiet Zanu-PF, og det ville de ikke havde noget at gøre med.

Vi fik redet trådene ud, og samtalen kom i gang. Det viste sig, at disse mænds og kvinders synspunkter ikke adskilte sig meget fra dem, der var kommet til udtryk under stjernehimlen nogle dage tidligere:

Præsidenten har gjort meget for vores land, men nu er han blevet for gammel og forstår ikke, hvad der sker omkring ham.

Regeringspartiet har godt af at få konkurrence fra et stærkt oppositionsparti, så det ikke kan skalte og valte med magten som det sker nu.

De har brugt tyve år på at berige sig selv, så vi tror ikke længere på deres snak om, at de er de eneste der kan hjælpe os.

Yderligere nogle dage senere fik jeg ved et tilfælde lejlighed til at drøfte disse spørgsmål med en gammel bekendt, som jeg mødte på et hotel i det område, hvor han er valgt til parlamentet for regeringspartiet. Han deltog aktivt i befrielseskampen og tror stadig på de idealer, som han sammen med præsidenten sloges for.

Men gløden i hans øjne var ikke længere så brændende, som jeg husker den. Troen på fremtiden ikke længere så stærk. Tvivlen og frygten havde fået tag i ham. Da vi i løbet af natten vendte historiens blade i hotellets bar fornemmede jeg, at også hans hjerte blødte.

Jeg fortalte ham, at jeg ved ankomsten til Zimbabwe havde haft et møde med oppositionspartiet MDC’s leder, Morgan Tsvangirai. Ikke fordi MS blander sig i partipolitikken, men fordi vi tror på dialogen mellem civilsamfundet på den ene side og staten og partierne på den anden side.

Blandt alt det Tsvangirai fortalte mig gjorde det især indtryk, at regeringspartiet efter hans opfattelse i dag stod meget svagere i landområderne, end partiet selv ville indrømme. Blandt politiske iagttagere har det altid været en udbredt opfattelse, at en opposition kun vil være i stand til at udfordre regeringspartiet, hvis det er i stand til at mobilisere landbefolkningen. Og det lader sig ikke gøre, når partiet råder over en så finmasket og effektiv organisation, som tilfældet har været i tyve år.

Medmindre Tsvangirai altså har ret i sin vurdering, og organisationen er ved at gå i opløsning. Jeg spurgte parlamentsmedlemmet om denne vurdering, som af nogle iagttagere afvises som én af oppositionslederens alt for optimistiske vurderinger?

Han besvarede spørgsmålet ved at henvise til en begivenhed for næsten syv år siden, som jeg oplevede ved selvsyn. Præsidenten var ankommet til hans valgdistrikt i sin helikopter. En tusindtallig skare af mænd, kvinder og børn ventede på ham i timevis i den brændende sol. Mange var blevet fragtet til stedet i busser og lastbiler, men ligeså mange havde travet kilometervis ad støvede stier for at se Landsfaderen. De sang og dansede, da han steg ned fra himlen. Og ingen var sure over at han steg til himmels igen efter en få minutter lang tale.

Parlamentsmedlemmet forklarede, at det hele var blevet organiseret i løbet af et par dage. En enkelt telefonopringning fra ham selv havde været i stand til at mobilisere hele partiets organisation. I løbet af få timer var hvert eneste hus i distriktet informeret, i et område hvor telefoner dengang kunne tælles på én hånd.

"I dag gider de ikke møde op for at se præsidenten, selvom de bliver informeret flere uger i forvejen," konstaterede han opgivende.

 

Måske er regeringens nederlag ved afstemningen om udkastet til en ny forfatning et udtryk for, at partiet er ved at miste grebet om sine traditionelle kernevælgere. I hvert fald er det tankevækkende, at folk ikke længere er indstillet på at følge partiparolen ukritisk.

Samtidig er det selvfølgelig bekymrende, at stemmeafgivelsen i februar var så lav, ligesom den har været lav ved de seneste parlamentsvalg. Kun en femtedel valgte at bruge deres ret til at påvirke landets fremtidige udvikling. Det må give anledning til kritisk eftertanke hos både regering, opposition og civilsamfund.

Det snakkede vi også om under stjernerne den nat i Matabeleland, hvor det som natten skred frem blev tydeligt, at adskillige af mine gamle regeringstro venner nu var parate til at støtte oppositionen, mens flere af de stadig regeringstro gav udtryk for, at de gerne så partiet udfordret af en stærk opposition.

Men der findes en alt eller intet mentalitet i Zimbabwes politiske kultur, som bekymrer mig. Derfor provokerede jeg selskabet ved at sige, at de jo alle, uanset hvilket parti de tilhørte, ville være mere tilfredse med at vinde med en snæver margin og en 10 procents valgdeltagelse, end med at tabe med snæver margin og 90 procents valgdeltagelse. Magtsyge frem for demokratisk sindelag synes at plage dem alle.

Reaktionen på dette synspunkt var først en latter, der rungede gennem den stille nat. Derefter en erkendelse af, at tyve års de facto ét parti-styre ikke har bidraget til at skabe den ideale demokratiske kultur, som vi har råd til at bekende os til i Danmark. Og endelig snak om, hvordan man kan nå dertil.

Siden mine år i Zimbabwe har det været min opfattelse, at der i dette som i andre afrikanske lande hersker en udbredt frygt for at tabe den politiske magt, fordi magten er så tæt forbundet med økonomiske privilegier. Og fordi der endnu ikke er tradition for, at man kan få magten tilbage, når man har haft den til låns i en periode.

Zimbabwe har derfor brug for: At regeringspartiet taber magten ved et demokratisk valg. At oppositionen forvalter magten i mindst én fuld valgperiode. At det tidligere regeringsparti derefter kan vende tilbage ved et demokratisk valg.

Kun på den måde kan parlamentsmedlemmer og regeringsparti forstå, at magt og indflydelse er noget man har til låns. Kun derigennem kan man udvikle den ydmyghed og ærbødighed over for det folkevalgte mandat, som kan holde de værste udskejelser stangen.

Ingen i det natlige selskab er i tvivl om, hvad dette handler om, og de sympatiserer med tankegangen. De kender kun alt for godt de konkrete eksempler på eksproprierede farme uddelt til ministre og gode venner som nu ligger ubenyttede hen, og herskabelige villaer bygget for penge der er svære at gøre rede for.

Men det er ikke så enkelt at ændre i et samfund, hvor også det traditionelle samfund bygger på et stærkt hierarki, som man ikke er vant til at stille spørgsmålstegn ved. Hvor de traditionelle høvdinge på mange områder har uindskrænket magt, og hvor nutidens politiske ledere er en slags høvdinge iklædt moderne jakkesæt. På det punkt kan man spørge, om oppositionen agter at føre landet ind i en ny æra?

 

Mens disse linjer skrives færdig, indløber fra Harare en mail om, at farmeren Dave Stevens er blevet dræbt i Murewa området nordøst for Harare. Ifølge oplysningerne ikke fordi han er én af disse onde hvide farmere, der behandler sine landarbejdere skidt. Tværtimod får han et godt skudsmål fra sine ansatte. Men fordi han på lokalt plan har været aktiv i oppositionspartiet MDC, som de fleste af hans landarbejdere også bekender sig til.

Samtidig hører jeg over telefonen, at en bil er stukket i brand i Murambinda syd for Harare. To mennesker indebrændte, den ene Morgan Tsvangirais chauffør. Ifølge min kilde er en bil med regeringspartiets bogstaver set på stedet. Der er derfor næppe tvivl om, at det er et led i intimideringen.

Jeg mindes en samtale for mange år siden med et nuværende regeringsmedlem i mit hjem i Harare. Som næsten altid endte vores politiske snak med spørgsmålet om jorden: Hvordan den kan fordeles mere retfærdigt? Om det alene løser landets fattigdomsproblem? Hvordan en reform vil påvirke produktionen, af såvel majs til lokalt forbrug som tobak og andre afgrøder til eksport? Hvad der skal ske med de tusindvis af landarbejdere, som arbejder på de store farme?

Det er et komplekst og kontroversielt spørgsmål i alle stater, der lever med en kolonial arv. Teknikken i en jordreform kan være svær nok, men i Zimbabwe kompliceres sagen af de hvide farmeres ejerskab over størstedelen af den mest frugtbare jord. En sag som briterne forhindrede en fornuftig løsning af i forhandlingerne op til selvstændigheden. Og en sag som Mugabe-styret trods talrige undersøgelser siden da, ikke har evnet eller villet skære effektivt igennem.

Heller ikke min politiske gæst havde den aften det endegyldige svar. Men der var ingen vaklen i hans svar, da jeg spurgte hvad regeringen ville gøre, hvis det kom til spontane besættelser af de hvide farmeres ejendomme.

"Ingenting! Ingen sort regering kan leve med at skulle fjerne sorte småbønder med magt!"

Nu gennemføres besættelserne så. Ikke som spontane reaktioner, men som led i regimets overlevelsesstrategi. Uden planer for hvordan besætterne i givet fald vil være i stand til at producere de afgrøder, landet har brug for såvel fødevare- som valutamæssigt. Uden tanker om hvad der skal ske med tusindvis af landarbejdere.

Kun med forestillingen om, at kaos åbenbart er den eneste farbare vej til den undtagelsestilstand, som kan gøre det muligt for regeringspartiet med "legale" midler at gribe hårdhændet ind over for oppositionen. For alt eller intet mentaliteten betyder, at regeringspartiet er ude af stand til at forestille sig et Zimbabwe med en stærk opposition. Muligheden indgår ikke i det univers, præsidenten befinder sig i.

 

Det er med blødende hjerte, at man som aktiv deltager i udviklingen af det nye Zimbabwe følger dette groteske og uværdige teaterstykke. Vi spørger i disse timer os selv, hvordan vi skal forholde os til begivenhederne? Vi reflekterer også over, om det MS har bidraget med gennem næste 20 års tilstedeværelse har været spildt?

Lige siden starten har vi brugt de fleste af vore ressourcer i de områder af landet, hvor jorden er dårligst og folk fattigst. Det er fx sket direkte gennem støtte til: opbygningen af sundhedssystemer, der når ud til alle; etableringen af træningscentre i praktiske fag for unge der forlader skolen; forvaltning af naturens ressourcer til fordel for de fattige; udvikling af dyrkningsmetoder der egner sig til de lokale forhold; inddragelse af kvinderne på lige fod med mændene; styrkelse og bevarelse af lokale kulturer.

Vi har altid respekteret og arbejdet tæt sammen med de lokale myndigheder. Ingen kan beskylde MS for at skabe sin egen parallelle struktur, sådan som andre donorer og NGO’er undertiden har haft for vane. Samarbejdet har ofte slået gnister, når vi følte at enkeltpersoner og institutioner gik på kompromis med idealerne for egen vindings skyld og på bekostning af befolkningen. Langtfra alt er lykkedes, og det skyldes både vores egen uformåenhed og manglende vilje fra vore samarbejdspartnere.

Selvfølgelig er alt dette ikke spildt. På min nylige rejse rundt i landet kunne jeg konstatere, at ting vi sammen satte i gang for ti år siden i dag er en naturlig del af de lokale samfund. I al beskedenhed fornemmer jeg også, at vores grundlæggende forestillinger om det demokratiske samfund har fundet grobund mange steder.

Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, når ledende ministre i de senere måneder har angrebet udenlandske NGO’er for at bedrive undergravende virksomhed. Enhver indsats, der direkte eller indirekte trækker i demokratisk retning, må nødvendigvis opleves som undergravende af et styre, der ikke ønsker at tage demokratiet alvorligt.

At vi har forholdt os neutralt til den partipolitiske kamp i landet er der ingen tvivl om, men at forestille sig at vores indsats har neutrale konsekvenser er naturligvis illusorisk. Enhver forandringsproces indebærer, at ressourcer og magt med tiden skifter hænder.

Det internationale samfund må påtage sig et medansvar, ikke mindst Storbritannien. Det var en historisk fejltagelse, at aftalen fra 1980 i ti år forhindrede en sort regering i at tage afgørende fat på det "hvid-sorte" jordproblem. Oveni kommer så fra 80’ernes slutning et strukturtilpasningsprogram, som banker og donorer tvang landet til at gennemgå, med en forøgelse af fattigdommen til følge.

Men ansvaret for det nuværende kaos tilkommer dog først og fremmest den mand, som også har ansvaret og æren for befrielsen og det første tiårs mange fremskridt. Resultatet af afstemningen om en ny forfatning viser, at folket ikke længere er parat til at tilgive Mugabe alle hans fejltagelser, eller at undskylde hans fejltagelser med de skader omverdenen i tidens løb har påført landet.

Det internationale samfund – inklusive den danske regering og danske NGO’er – må endnu engang gøre det klart for Mugabe, at de grundlæggende universelle menneskerettigheder ikke kan forhandles. De er ukrænkelige. De skal overholdes. Uanset farve, etnisk tilhørsforhold, politisk observans og seksuelle præferencer.

For de mennesker, hvide og sorte, som i denne tid sætter deres liv på spil for et demokratisk Zimbabwe, er det vigtigt at vide, at de ikke står alene. De har brug for at vide, at det internationale samfund ikke accepterer vold og intimidering som led i en strategi, der skal føre til undtagelsestilstand og udsættelse af valget.

Forhåbentlig er det også budskaber, som andre lande i regionen, Sydafrika og Mozambique eksempelvis, er klar til at sende.