Kritisk. Journalister er i skudlinjen i Honduras

Analyse. Honduras er blevet et af verdens farligste lande for journalister. Årsagen er en dødelig cocktail af politisk splittelse, narko og lovløshed.

Den 1. marts 2010 blev Martha Ochoas 26-årige søn Joseph (afbilledet på faderens sorte t-shirt) dræbt af 36 skud. Siden har familien krævet en tilbundsgående undersøgelse af mordet, men intet er sket. For i Honduras skyder man journalister - og slipper godt fra det. Foto: Christian Korsgaard.

DER LUGTER – i overført forstand – stadig lidt af blod i Mellemamerika. Lugten stammer fra dengang i 1980'erne, da det kostede titusinder af menneskeliv, når de politiske ideologier tørnede sammen i den kolde krigs tropiske arena. Mellemamerika var bestemt ikke et sted, man ønskede at opholde sig, medmindre man havde en særdeles god grund til det. Lommediktatorer og bananrepublikker alle til hobe.

Siden kom forbrødringen og demokratiet, og fremtiden tog sig pludselig anderledes lys ud. Nu skulle de skrøbelige stater genopbygges, menneskerettighederne respekteres og retssikkerheden gælde. Pressefriheden, ja den blev naturligvis skrevet ind i diverse grundlove. I Mellemamerika skulle man kunne sige, hvad man ville.

SIDEN HAR de fire lande, som dengang blev mest direkte påvirket af borgerkrigene, på mange måder udviklet sig ens. Overgangen til fred og markedsøkonomi har ganske vist medført en øget velstand for nogle, men for hovedparten af befolkningerne i Guatemala, El Salvador, Honduras og Nicaragua er fattigdom en af livets barske kendsgerninger, som man enten må leve med eller dø af.

Migrationen har de fire lande også til fælles. En flod af mennesker bevæger sig uophørligt mod bedre vilkår og arbejde i enten USA eller Costa Rica. Til eksempel forlader tolv honduranere hver time det lille land med de fem millioner indbyggere, og i alle fire lande udgør de penge, som de fortrinsvis illegale migranter sender hjem, for hver dag en stadig større del af landenes økonomi.

Retssikkerheden, eller manglen på sammen, har de også til fælles. Fra Guatemala i nord til Nicaragua i syd har magtmisbrug, politisk amnesti og underhåndsaftaler i kombination med udbredt korruption i politiet udryddet en stor del af borgernes tillid til det system, som burde beskytte deres interesser.

Men den mest smertefulde fællesnævner er volden. Med Nicaragua som en for eksperterne besynderlig undtagelse plages resten af landene af en volds- og mordbølge, som i øjeblikket koster stort set lige så mange menneskelivsom under borgerkrigene i 1980'erne.

En helt ny undersøgelse placerer tre mellemamerikanske storbyer på listen over verdens ti farligste. I den honduranske industriby San Pedro Sula – som indtager den lidet attråværdige plads som verdens tredjefarligste by – dør der hvert år 125 mennesker per 100.000 indbyggere.

Det ville svare til, at der alene i København hvert år ville blive begået cirka 1.500 drab.

Med sådanne drabstal burde der statistisk set også ryge en journalist i ny eller næ. Det gjorde der imidlertid hverken i Nicaragua eller El Salvador hele sidste år, og i Guatemala var det 'kun' en enkelt, der måtte lade livet. Og her hører lighederne så op, for i Honduras indeholder 2010-listen over dræbte mediearbejdere nemlig ikke mindre end ti navne.

Årets 'resultat' har sendt Honduras på en veritabel rutsjetur på listen over de lande, hvor det er forbundet med størst fare at arbejde som journalist. Efter i flere år at have holdt en nogenlunde stabil plads på Reporters Without Borders' internationale liste er Honduras siden 2006 raslet fra en hæderlig 62.-plads til en skæmmende 143.-plads.

Blandt journalister i Honduras er der ikke stor tvivl om hovedårsagerne til de mange mord. Først nævnes den politiske situation, dernæst narkokriminaliteten.

SIDEN LANDETS økonomiske og militære eliter i juni 2009 afsatte den lettere venstreorienterede præsident Manuel Zelaya ved et kup, er den politiske polarisering i Honduras taget voldsomt til. Størstedelen af indbyggerne tænker og handler i dag ud fra en ideologisk opdeling, hvor man enten tilhører den reformvenlige og venstreorienterede Zelaya-lejr eller den liberal-konservative kuplejr, som med alle midler kæmper mod forfatningsreformer, som kan ændre magtfordelingen i landet.

Landets journalister er en del af denne polarisering og dækker derfor alle begivenheder ud fra en subjektiv, liberal-konservativ holdning – eller ud fra en subjektiv, venstreorienteret holdning. De få journalister, som dækker begivenheder lidt for objektivt – eller lidt for kritisk – udgør en fare. De placerer med andre ord sig selv i skudlinjen.

Den anden årsag er narkotransporten, som i hele Mellemamerika har udviklet sig til en givtig milliardforretning. Trafikken har skabt en klasse af nyrige, magtfulde og skruppelløse bagmænd, som bestemt ikke bryder sig om at komme i mediernes søgelys.

Narkokritiske reportager tolereres ikke, og bliver de alligevel produceret, afregnes de kontant i kugler. Ifølge det Honduranske Presseforbund skyldes mindst to af årets ti mord med sikkerhed narkokritiske reportager, og forbundets formand mener reelt, at pressefriheden er truet.

For den indlysende konsekvens af den fare, der er forbundet med at bedrive kritisk, undersøgende eller blot objektiv journalistik, er naturligvis, at journalisterne afholder sig fra at gøre det. Ingen ønsker at ende som et navn i statistikken, og selvcensuren er derfor udbredt i alle landets medier, fortæller flere journalister.

Men nogle stikker altså alligevel kameraet, mikrofonen eller notesblokken for langt frem og betaler med livet. Så når der stadig lugter lidt af blod i Honduras, er det ikke kun et følelsesmæssigt levn fra borgerkrigenes tid, men en trist bekræftelse på, at her skyder man journalister – og slipper godt fra det.