Småbønder i Zambia betaler prisen for udenlandske investeringer

Zambia har tusindvis af hektarer med frugtbar, men uopdyrket landbrugsjord. De stigende udenlandske investeringer i landbrugsjord – senest har Saudi-Arabien været på opkøbstur – kunne være en gave for landet og grobund for økonomisk og social udvikling. I stedet brændes og fordrives zambiske småbønder ud af deres hjem og væk fra deres jord.

Af Norma J. Martinez, kommunikationsrådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke i Zambia

11. februar 2011

Udenlandske investeringer i landbrugsjord i Afrika er ikke længere en nyhed, men en virkelighed, der ekspanderer dag for dag i lande som Zambia. I begyndelsen af februar var saudiarabiske forretningsmænd på indkøbstur i Zambias nordvestlige provins, hvor de opkøbte 5000 hektar jord til at producere fødevarer til det saudiarabiske marked. Det er dog intet, sammenlignet med de 100.000 hektarer som indiske forretningsmænd forhandlede i hus i december 2010. Kina er – også i Zambia – en af de helt store opkøbere, men hvor meget jord Kina har sikret sig, kan ingen nøjagtigt sige. Organisationen Zambia Land Alliance skønner, at ca. 2,5 mio. hektarer zambisk jord nu er på kinesiske hænder eller det samme som Danmarks samlede landbrugsareal.

Landbrugsministeriets arkiver over de fleste aftaler med udenlandske investorer er hemmeligstemplede, derfor er arealerne, der i alt er solgt eller leaset til udlandet, et mørketal. Den seneste officielle opgørelse fra Landbrugsministeriet over Zambias jordarealer er fra 1974 og irrelevant i dag. En rapport udgivet af The Global Land Project på Københavns Universitet i efteråret estimerer dog, at ca. ni procent af Zambias landbrugsareal på over 25 mio. hektar er solgt eller leaset ud.

Jord frem for kobber
Udenlandske landbrugsinvesteringer er i og for sig ikke negative. Der er stor handels- og udviklingspotentiale i Zambias uopdyrkede, frugtbare, røde jord. Zambias 13 mio. indbyggere bor på 75 mio. hektarer – det er cirka 17 gange Danmarks areal. Zambiske bønder bruger dog kun 15 procent af den dyrkbare jord. 85 procent af den frodige jord står altså uopdyrket hen. Forvaltet og beskattet rigtigt kunne investeringer i netop disse uopdyrkede arealer være en win-win situation for den zambiske regering, zambierne og investorerne. Landbrugsektoren kunne skabe et sundt supplement til kobberindustrien, som den zambiske økonomi er totalt afhængig af, men som også er et skrøbeligt fundament for et lands økonomi. Det er den zambiske regering også klar over, og derfor investerer man i disse år enorme summer i infrastruktur og kunstvandingssystemer, der kan tiltrække flere investorer. Udenlandske investeringer i landbruget kan ydermere skabe job, infrastruktur og vækst for zambiaerne, hvis altså køber og sælger – i dette tilfælde udenlandske virksomheder og magthaverne i Zambia – ikke selv skummer fløden og stikker fortjenesten i lommen, men respekterer zambiernes rettigheder og f.eks. investerer i at oprette arbejdspladser med fornuftige arbejdsvilkår og heller ikke udelukkende producerer afgrøder til biobrændstof i områder, hvor der er behov for at dyrke mad til befolkningen.

3000 menneskers hjem brændt ned
Da udenlandske investeringer i landbrugsjord for alvor tog fat i Afrika i kølvandet på den globale fødevarekrise i 2007-2008. Her advarede mange eksperter og ngo’er mod staters salg og leasing af jord. De spåede, at de afrikanske småbønder kom til at betale en høj pris ved både at miste deres jord og den indtægt, som jorden trods alt gav. Spådommene var desværre rigtige. Historier om småbønder i Zambias landdistrikter, der fordrives fra deres jord, dukker med stadig større hyppighed op i de lokale medier. I landets sydlige provins fik 3000 mennesker i vinter nyheden om, at deres jord nu skulle omdannes til jatropha-plantage – en frugt hvor der kan udvindes olie af kernen, som kan bruges til biobrændstof. Da de nægtede at flytte fra den jord, som de, deres forældre og bedsteforældre altid har boet på og levet af, blev deres marker, over 60 hytter og markedspladsen brændt ned til grunden.

500 familier vil ikke flyttes pga. safaripark
I den centrale provins kæmper over 500 familier mod deres traditionelle leder og en rig udenlandsk investor, der ønsker at flytte dem fra deres jord ved Zambezi-flodens bred for at give plads til en jagt- og safaripark. Mange landsbyer i området har allerede tabt kampen og er blevet tvangsflyttet til mindre frugtbare jordarealer væk fra floden. Zambia Land Alliance, der arbejder for småbønders jordrettigheder og bedre landbrugspolitik, og som Mellemfolkeligt Samvirke støtter, behandler i gennemsnit 20 klager om land grabbing/fordrivelse om ugen.

Vågner op uden jord
Det kan virke overdrevet, når organisationer som Zambia Land Alliance og traditionelle ledere som Chief Ndake fra landets østlige provins advarer om, at ”vi vil vågne op om tyve år og finde ud af, at den zambiske jord ikke længere tilhører zambierne.” Men set i lyset af regeringens uvillighed til at skabe gennemsigtighed omkring landbrugsaftaler kombineret med en national landbrugspolitik, der ikke har været revideret siden 1964 - og som ikke tilgodeser de millioner af zambiske småbønder, der ikke ejer eller har papir på deres jord – er der grund til bekymring.

Småbønderne er taberne i dette spil. De bliver ikke inviteret til forhandlingsbordet, når traditionelle leder eller regeringen lægger titusindvis af hektar jord i udenlandske hænder.

For at gøre ondt værre er papirløse småbønder ikke beskyttet af forfatningen, for i den står der, at landets præsident ejer al zambiansk jord og derfor ikke har kompensationspligt. Erstatning betales kun for tab af ”synlige værdier”, ikke for tab af jord og andre naturressourcer som vand og skov. Den ”værdi”, de fleste zambierne har, er en jordhytte, så kompensationssummen er oftest utilstrækkelig til at genoprette en basal økonomisk sikkerhed.

Så indtil videre er udenlandske landbrugsinvesteringer ikke win-win situation, men en win-loose! For at Zambia kan få en slags grøn revolution til gavn for de fattige bønder, er der hårdt brug for landbrugsreformer og juridiske strukturer, der har større horisont end de kortsigtede økonomiske fordele udenlandske landbrugsinvesteringer medbringer for en lille elite.