Hvem myrdede Cancún?
EU myrdede ikke Cancún alene. Amerikanerne var med, ligesom gruppen af alliancefri superprotektionister med Schweitz i spidsen. Man kan heller ikke frikende en række u-lande. Nu bagefter kappes de om, hvem der kan græde højest og sukke dybest over sammenbruddet.
Af Bent Nicolajsen, formand for Mellemfolkeligt Samvirke20. september 2003
Alle sagde på forhånd, at handelsforhandlingerne i Cancún i Mexico endelig ikke måtte bryde sammen. Det ville bare være SÅ synd for u-landene erklærede de med én stemme. Nu bagefter kappes de om, hvem der kan græde højest og sukke dybest over sammenbruddet – der mærkeligt nok indtraf alligevel.
Ingen hulker højere end EU's handelskommissær, Pascal Lamy. ”Cancún er en fiasko”, lamenterer Lamy, med ansigtet furet af skuffelse. Endnu er denne Doha-runde (som forhandlingerne i Cancún var en del af) ikke død, sagde handelskommissæren søndag. ”Men den har brug for at komme på intensivafdelingen”.
Måske var det disse ord, der fik Politikens lederskribent tirsdag til at udnævne EU-kommissæren til en af de mest konstruktive kræfter i de fallerede handelsforhandlinger.
For man kan vel ikke tænke sig, at Lamy var den, der gav Cancún-forhandlingen dødsstødet, samtidig med, at han lod som om han beklagede dødsfaldet?
Nej, så lusket kan ingen være. Og da slet ikke en fransk toppolitiker! Der er ikke tvivl om, at Lamy vil klare frisag når ham – ifølge Financial Times – ”vender hjem til nogle ubehagelige spørgsmål hjemme i Bruxelles”.
Et af de ubehagelige spørgsmål kommer nok til at gå på, hvorfor det nu var så altafgørende for EU at få emnerne ”handelsfacilitering” og ”gennemsigtighed i regler for offentlige indkøb” forhandlet. Ingen har indtil videre været i stand til at forklare, hvorfor de to emner spiller så enorm en rolle for EU, at man gjorde dem til kardinalpunkt.
Det er uheldigt, fordi det efterlader den mistanke, at de to emner i virkeligheden blev kastet på bordet for at slippe af med Sorteper. De utaknemmelige, genstridige og sandsynligvis halvkorrupte u-lande blev anbragt i rollen som spielverderbere. Havde Lamy & co. ikke spillet disse emner ud, ville navnlig EU have siddet tilbage med ansvaret for det truende sammenbrud.
Landbruget var det reelle problem. Problemet var bl.a. at få sat præcise deadlines på afviklingen af eksportstøtten til landbrugsvarer – så vi kan slippe for at velstillede landmænd i velstillede lande fortsat udkonkurrer fattige landmænd i fattige lande for borgernes regning. EU ville kun være med til at fjerne støtten til visse produkter og satte i øvrigt ikke navn på. Forpligtende tidsfrister ønskede man ikke.
Også dette vil sikkert give anledning til ubehagelige spørgsmål til Pascal Lamy og til de ministre, der har haft så travlt med at hjælpe ham til at lægge ansvaret fra sig.
Hermed hverken være sagt eller antydet, at EU myrdede Cancún alene. Amerikanerne var med, ligesom gruppen af alliancefri superprotektionister med Schweitz i spidsen. Man kan heller ikke frikende en række u-lande.
Det er jo ikke sådan, at u-landene pr. definition må være the good guys, bare fordi vi andre ikke er det. Det var opløftende og nyt at se så mange u-lande spille en selvstændig rolle i Cancún. Men om alle bidrog maksimalt til at nå en løsning er mere tvivlsomt.
Det er også sandsynligt, at den forhandlingsform, der har udviklet sig i globale fora, hvor resultaterne opnås med armvridninger i sene timer, ikke er det bedst mulige til at nå resultater. Med godt 140 selvstændige deltagere og hundredevis af milliarder på spil var det måske værd at overveje en reform.
Danmark bør gå aktivt ind i disse spørgsmål. For at få afklaret, hvilken rolle vi og vores union spillede i Cancún. Men især for at finde vejene frem. Flertallet i Folketinget, der bl.a. omfatter Dansk Folkeparti, har hidtil spillet en meget positiv rolle. Bl.a. udtalte flertallet i juni sin støtte til at afvikle EU's eksportstøtte og groteske sukkerordninger. Folketinget bør følge dette arbejde til dørs.
En oplagt mulighed kunne være, at Europaudvalget og Udenrigsudvalget gik sammen om at arrangere en offentlig høring. Jeg synes, de skulle invitere Pascal Lamy og hans landbrugskollega Franz Fischler.
Samtidig skal vi ikke tro, at handelsforhandlinger i sig selv vil trække de allerfattigste ud af fattigdommen. Øget handel er givetvis en hovedvej til udvikling, men mange u-lande (og især masser af deres landmænd) befinder sig langt fra hovedvejen. Formel adgang til vejen er ikke nok. De skal simpelthen hjælpes derhen.
Beregninger på en meget mere vidtgående WTO-reform af landbrugsområdet end de var i nærheden af i Cancun ('Harbingtons forslag') har vist, at landene syd fra Sahara umiddelbart intet vil vinde på liberaliseringerne. Hvis øget frihandel skal hjælpe dem er der brug for bistand, masser af bistand, til landbrugsforskning, opbygning af landbrugsorganisationer, sparekasser oma.
Regeringen erkendte behovet med sin glimrende konference om 'Making Trade Work for the Poor' i maj sidste år. Den er er også begyndt at samle penge ind til en global fond, der skal understøtte initiativet. Det går trægt.
Der er behov for at øge presset og se sig om efter bedre allierede. Det vil være et område, hvor EU virkelig kan gøre en forskel. Måske kunne man overbevise Lamy og hans politiske bagmænd om, at de alligevel skylder noget.