Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

MS mener: Om Israel og det besatte palæstinensiske område

MS mener, at en holdbar løsning på konflikten kun kan ske gennem en retfærdig fred, der bygger på international lov, og at forhandlinger må tage udgangspunkt i, at Israel er besættelsesmagten, og at det palæstinensiske område er besat, hedder det i et nyt politikpapir, der konkret tager skarp afstand fra de ulovlige bosættelser.

23. februar 2011

MS er til stede i de palæstinensiske områder og arbejder sammen med ActionAid Australien på at fremme udviklingen af civilsamfundet. På baggrund af vores tilstedeværelse arbejder vi også på, at der findes en retfærdig løsning på konflikten, og MS’ bestyrelse har netop godkendt et positionspapir, som udtrykker MS’ synspunkter på:

• Den humanitære og økonomiske situation i området og årsagerne bag
• De grundlæggende principper, som en løsning af konflikten nødvendigvis må tage udgangspunkt i
• Det internationale samfunds engagement i forhold til at arbejde med Israel og Palæstina.

MS holdning til disse spørgsmål er afledt af folkeretten. Overordnet mener MS, at man kan komme meget langt i forhold til løsning af konflikten, såfremt elementerne i international lov bliver efterlevet i praksis.

Israel har holdt de palæstinensiske områder under militær besættelse i mere end 40 år, og samtlige israelske regeringer har i den periode i praksis forsøgt at annektere landet ved at bygge bosættelser i området. Disse bosættelser er ulovlige, og den infrastruktur, der understøtter bosættelserne, har katastrofale konsekvenser for den palæstinensiske civilbefolkning. MS mener på den baggrund, at en holdbar løsning på konflikten kun kan ske gennem en retfærdig fred, der bygger på international lov, samt at forhandlinger og mægling mellem parterne må tage udgangspunkt i, at det er Israel, som er besættelsesmagten, og det palæstinensiske område, som er besat.

Derudover tager MS skarp afstand fra ulovlige voldshandlinger mod civile og menneskerettighedskrænkelser uanset hvem, der begår dem. Staten Israel har dog som statslig aktør og militær besættelsesmagt en særlig forpligtelse til at respektere folkeretten og menneskerettighederne – en forpligtelse som Israel ikke lever op til. MS mener, at alle anklager om ulovlige angreb på civile og krigsforbrydelser skal efterprøves ved en domstol. 

MS’ positionspapir påpeger vigtigheden af, at det internationale samfund ikke er med til at understøtte en situation, som er ulovlig i henhold til folkeretten. Det betyder eksempelvis, at såvel Danmark og EU som private virksomheder skal afstå fra at have politisk og økonomisk samarbejde med israelske bosættelser for ikke i praksis at anerkende deres ulovlige eksistens.

Se hele politikpapiret her (pdf)