Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Bragt i bl.a. Information og BT i julen 2002:

Dumping: EU smager egen medicin

Af Bent Nicolajsen, formand for Mellemfolkeligt Samvirke

07. januar 2003

En række EU-lande samt Landbrugsraadet er i disse dage fortørnede over, at det europæiske marked på det seneste, er blevet oversvømmet af billigt korn fra Rusland og Ukraine, der tilsyneladende trykker priserne på EU's egne landbrugsprodukter.

Det er herligt, at EU og Landbrugsraadet melder så klart ud, at dumping ikke er acceptabelt, da det er markedsforvridende og kan ødelægge et lands hjemmemarked. Det er glædeligt, at de hermed bidrager til forståelsen af, hvordan den dumping, som den europæiske landbrugspolitik medfører, har enorme skadevirkninger for u-landene og forhindrer fri og fair handel på landbrugsområdet.

Det er tankevækkende, at EU selv er skyldig i at presse priserne på hvede i u-landene, hvor EU sælger hvede til 34 procent under produktionsomkostningerne. Et andet eksempel på EU-dumping er sukker. Det sælges fra EU for under 1,50 kr. per kilo på verdensmarkedet, selvom det koster 5 kr. at lave i Europa.

En sukkerrørsbonde i Mozambique kan producere 1 kg sukker for 2,10 kr. Men hun kan hverken sælge sit sukker på hjemmemarkedet, hvor hylderne bugner af dumpet EU-sukker, eller til Europa hvor høje toldmure hindrer markedsadgang for verdens fattigste.

Vi må håbe, at EU og Landbrugsraadets utilfredshed med dumping ikke kun gælder, når de mærker det på egen krop, men er et udtryk for en mere generel forståelse for, at dumping ikke kan accepteres - heller ikke, når det gælder EU's egen handels- og landbrugspolitik i u-landene.

EU har brug for en mere bæredygtig landbrugspolitik - og det ville være passende at starte her.